LEDER: En løsningsmodel for flygtninge i EU
Fordelingsnøgle skal bygges på ensartede vurderinger og rettigheder
Foto: Le Lykke Nielsen / 3.000 redningsveste på Lesbos
Dæmninger
Alle lande i EU må se virkeligheden i øjnene og indse, at flygtningene er kommet for at blive, og at der kommer flere de næste mange år. Uanset, hvor mange Frontex forhindrer i at komme ind i EU, vil der blive ved med at komme mange. Det nytter ikke at opsætte grænsebomme og stramme asylreglerne i de enkelte stater. Det virker som vand og dæmninger, hvor man kun skubber rundt på flygtningene internt.
Til sidst, når alle har bygget hegn, bliver den største mængde tilbage i Italien og Grækenland. De to lande er allerede tæt på bankerot og har massiv arbejdsløshed. En endnu større mængde flygtninge på kort tid vil få dem til at kollapse, og det vil koste hele EU dyrt, måske endda få hele unionen til at falde fra hinanden. Dublin-aftalen har i mange år haft denne skævhed, som nu er blevet soleklar. Europa kan heller ikke moralsk tåle at fortsætte afvisningspolitikken, men må finde holdbare løsninger.
Mængden
Mængden af nye flygtninge er ikke et stort problem i sig selv – det er den ujævne fordeling på kort sigt, som er problemet. Næsten alle kommer nu til nogle få lande, med Tyskland, Ungarn og Sverige i top. Danmark og Norge tager også imod rimeligt mange i forhold til vores befolknings størrelse, men vi har en stærk økonomi.
Hvis den million flygtninge, som ankom udefra til Europa (dvs. uden Balkan-flygtninge, som er et socioøkonomisk problem) blev fordelt mere jævnt blandt EUs 503 mio indbyggere, ville det ikke være et problem. Prøv at fortælle en rektor for en gennemsnitlig dansk folkeskole med 500 elever, at der de næste par år kommer én elev mere på skolen, og se, om hun reagerer med panik og bekymring over skolens kultur og sammenhængskraft?
Udgift eller indtægt
Midlertidig indkvartering og asylsagsbehandling er dyrt, hvis man gør det på en bare nogenlunde anstændig måde. Hvis mange får asyl, giver det udgifter de følgende år til boliger, sundhed, tolke, undervisning – og ofte en form for sociale ydelser, indtil de nye borgere kan klare sig selv.
På længere sigt behøver flygtninge ikke at være en udgift, tværtimod kan de vendes til en indtægt for Europa, som har et faldende børnetal og stigende behov for arbejdskraft. Men det kræver, at man lige fra ankomsten investerer i at gøre dem til aktive borgere, og bygger på de ressourcer, som de har med sig. Det kræver også på visse områder et opgør med vores samfundsmodel, som på mange punkter ikke længere er et velfærdssamfund men et bureaukratisk og klientskabende monster. Mon ikke, det også ville være til glæde for os selv?
Det kræver også en anden indstilling. I Danmark har vi for længst fundet ud af , at man får et barn til at yde sit bedste ved at give det kærlighed, tryghed og ros. Men alligevel møder vi nye borgere med mistro, straf og en besked om, at de er uønskede – og så giver vi dem selv skylden for, at de ikke lykkes bedre i vores samfund.
Fordelingsnøgle
Indtil nu har man diskuteret forskellige fordelingsnøgler i EU, og oven i købet blevet enige om de første 160.000. Men kun et par hundrede er rent faktisk blevet flyttet – det fungerer ikke. Det er der to grunde til.
For det første er det svært at se, hvordan en fordeling kan blive fair, uden at man samtidig bliver enig om en mere ensartet vurdering af asylsagerne. Som grafen nedenfor viser, er der enorme forskelle på, hvordan en asylsag vurderes i de forskellige europæiske lande (læs mere om grafen her). Hver stat har sin egen juridiske procedure, sin egen praksis gennem årene og sin egen, skiftende politiske stemning oveni. For at opnå en mere ensartet vurdering burde det europæiske asylkontor EASO lægge den generelle linje i asylsagsbehandlingen. De nationale myndigheder (Udlændingestyrelsen og tilsvarende i andre lande) kunne behandle sagerne lokalt og tage beslutningerne i første instans, under vejledning fra EASO, hvorefter en uafhængig, europæisk domstol kunne være klageinstans. På den måde ville en ansøgers chance være den samme i de forskellige EU-lande.
asylum decisions (first instance) 3. quarter 2015
For det andet er der alt for store forskelle mellem en flygtnings fremtidige livsmuligheder i fx Polen, Sverige og Frankrig. Regler for familiesammenføring og permanent ophold er vidt forskellige, og det samme gælder rettigheder til ydelser, sundhed, uddannelse – og reel adgang til arbejdsmarkedet. For rettigheder kunne man indføre minimumsstandarder, som EU allerede er begyndt på (Danmark står udenfor). Økonomisk kunne man sørge for, at modtagerlandet fik en kompensation pr. person de første år, ligesom den danske stat betaler en del af kommunernes udgifter til flygtninge.
EU kunne lade sig inspirere af den danske fordelingsnøgle mellem kommunerne, som i store træk fungerer godt. Parametre kunne fx være: hvor mange fik landet sidste år, hvor højt er BNP, hvor stor er arbejdsløsheden, hvor mange ledige boliger er der, hvor tæt befolket er landet, har der været særlige problemer for landet på det seneste? Desuden kunne man indføre en bytteordning, hvor en flygtning med ophold i ét land kunne bede om at komme til et andet land fx pga. familiemedlemmer, som er en væsentlig faktor for valg af land.
Det kan virke som en stor opgave, men når det er lykkedes EU at indføre landbrugsstøtte, fælles toldregler og fri arbejdskraftbevægelighed, burde det også kunne lade sig gøre at fordele 1 flygtning pr 500 EU-borgere om året på en måde, så de fleste blev tilfredse. Men vi har travlt.
For Danmark vil det være en nødvendighed at være med i en sådan fælles asylpolitik, og sandsynligvis vil det ikke betyde flere flygtninge. Det vil også give bedre mulighed for at planlægge modtagelsen, og man vil få utroligt meget energi frigivet i Folketing og medier til at beskæftige sig med andre væsentlige ting, såsom omstilling til bæredygtighed.