Umuligt for flygtningebørn at opfylde krav om DNA-test

Mange børn til herboende flygtninge opholder sig i lande uden en dansk ambassade, og uden de rette papirer kan de ikke bevise deres slægtskab

Flygtninge har ofte mistet deres vielsesattest eller børnenes fødselsattester – enten under krigens bombardementer og flytninger, fordi de pludselig har måttet forlade hjemmet uden at få sine ting med, eller fordi tasker er blevet smidt overbord eller stjålet under rejsen til Europa. Det er også meget svært at skaffe den slags dokumenter igen, når man først har forladt hjemlandet.

Og det kan vise sig at være fatalt, når familier bliver adskilt og skal genforenes. Så skal man nemlig kunne bevise, at det faktisk er ens egne børn. Udlændingestyrelsen kræver DNA-test, hvis man ikke har de rigtige dokumenter.

Fra december 2014 til februar 2016 har Udlændingestyrelsen bedt om en sådan prøve fra 495 personer i sagen om familiesammenføring med børn. Af dem er testen blevet gennemført i 230 tilfælde. Det er således 265 personer – eller over 50 procent – der af en eller anden grund ikke har taget testen. Af de 230, der har gennemført undersøgelsen, viste det i 90 procent af tilfældene, at slægtskabet var ægte, og de fik efterfølgende familiesammenføring til Danmark. (Kilde: Udlændingestyrelsen)

Problemet, og sandsynligvis den vigtigste årsag til at så mange ikke har afgivet prøven, er at de fleste af de pågældende børn opholder sig i lande, hvor der ikke er en dansk ambassade: fx Syrien, Afghanistan, Irak og Eritrea. De danske generalkonsulater tager sig ikke af DNA-prøver, og vores nordiske nabolandes ambassader melder i stigende grad fra omkring samarbejde.

MetroXpress har skrevet en feature historie om sagen og talt med Ahmad fra Syrien, som har fået asyl i Danmark. Han har ikke set sine børn i 2 år, og de gider ikke tale med ham i telefonen længere. Hans kone og deres tre børn bor i en flygtningelejr Jordan, og de har ikke pas. Derfor kan de ikke rejse lovligt til en dansk ambassade i fx Libanon, Saudi Arabien, Israel eller Tyrkiet.

Familien har påpeget over for de danske myndigheder, at det ikke er muligt for dem at aflægge en DNA-prøve, da de ikke besidder de fornødne rejsedokumenter til at rejse ud af Jordan. Men Udlændingestyrelsen fastholder kravet og afviser at give familien tilladelse til at rejse til Danmark – et såkaldt 'laissez-passer' – for at tage DNA-testen på dansk grund.

Ahmad kan samtidig ikke rejse tilbage til Jordan for at gense sin familie, på grund af at de jordanske myndigheder har givet ham et indrejseforbud, fordi han tilbage i 2014 forlod landet i håb om, at han ville få asyl og familiesammenføring i et land i Europa.

Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International i Danmark, kritiserer Udlændingestyrelsens praksis. Han mener, at man i den konkrete sag i høj grad burde give moren og de tre børn tilladelse til at komme til Danmark for at lade sig DNA-teste. Af den simple årsag, at der er rigtig gode grunde til, at de ikke har deres papirer i orden: der er borgerkrig i deres hjemland, og de er på flugt.

Også juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet ser et problem her. Man må nemlig ikke opstille umulige hindringer. Der må være en grænse for, hvad familien skal gøre for at stille sig til rådighed, siger han og undrer sig over, at man ikke blot kan bruge det danske konsulat i Amman.

Refugees Welcome, som yder juridisk rådgivning til flygtninge, nævner et andet eksempel på en herboende flygtning fra Eritrea. Han har søgt  om at få sin 12-årige søn herop. Han er skilt fra sønnens mor, og hun er også rejst ud af hjemlandet, men har fået afslag i et andet land. Sønnen bor derfor hos sin bedstemor, som nu er gammel og syg.

Svaret fra Udlændingestyrelsen var, at selvom både far og søn har pas og der foreligger en fødselsattest med farens navn på, skal barnet aflevere DNA, fordi forældrene er skilt. Men den nærmeste danske ambassade ligger i Etiopien, og man må ikke udrejse fra Eritrea. Faren skal således arrangere en ulovlig (og livsfarlig) smugling af barnet over grænsen, og efterfølgende arrangere barnets ophold i Etiopien i de 10 mdr, som den danske sagsbehandlingstiden varer. Barnet risikerer stadig at få et afslag, efter hele denne procedure.

Myndighedernes krav bliver på denne måde en praktisk barriere, som flygtninge ikke kan overvinde, og de må dermed forblive adskilt på trods af deres konventionssikrede ret til at blive genforenet.