120 selvmordsforsøg på asylcentre i 2016

Voldsom stigning: Tre asylansøgere begik selvmord sidste år, og 120 forsøgte på det. En fjerdedel af dem var børn.

Billedet viser en asylansøger, som har skåret sig i armen kort efter at han fik afslag.

Netavisen Sameksistens gør opmærksom på en redegørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som viser et rystende højt antal selvmord, selvmordsforsøg og selvskadende adfærd i asylcentrene. Oversigten viser, at en stor del af episoderne fandt sted på Center Ranum i Vesthimmerland. Der var også mange på Røde Kors-centrene, men her er der tale om ganske mange centre opført under ét, herunder specialcentre for sårbare personer.

Dagbladet Information skriver også om det stigende antal episoder blandt børn, og her nævnes det, at blandt de uledsagede mindreårige sker selvmordsforsøgene især i forbindelse med alderstest og afslag på asyl.

Antallet af hændelser udgør en stigning på over 40% i forhold til 2015, hvor der ifølge dagbladet Arbejderen var 50 registrerede selvmordsforsøg, og 7 af dem fandt sted blandt uledsagede mindreårige. Der var ingen fuldbyrdede selvmord.

Antallet af nye asylansøgere var ellers mere end 3 gange så højt i 2015 (21.300) som i 2016 (6.200). Selvmordsforsøgene i 2016 er således udtryk for en meget voldsom stigning per capita.

Stigningen kan sandsynligvis bedst forklares med de meget lange ventetider, som opstod efter den store mængde ansøgere i slutningen af 2015. Mange ventede i op mod et år før de kom til første samtale. Selv de uledsagede mindreårige, som ifølge loven skal prioriteres, ventede ofte i et år. Det skrev vi om i september sidste år. Og derefter blev mange af dem vurderet til at være over 18 år gennem alderstest.

Procentdelen af dem, som fik tilkendt asyl var ligeledes højere i 2015 (85%) end i 2016 (72%). Selvmordene og selvmordsforsøgene kan således meget vel være reaktioner på at få afslag. Der var også en lille stigning hen mod slutningen  af året, hvor anerkendelsesprocenten var den laveste. I år er den helt nede på 39%.

En stor andel af asylansøgerne er allerede traumatiserede fra hjemlandet, og flere bliver det på rejsen – navnlig dem, der kommer via Libyen. Men ventetiden i asylcentrene og angsten over afgørelsen kan have endnu mere voldsomme mentale konsekvenser. Det er bla. påvist i et studie fra 2007: Length of stay in asylum centres and mental health in asylum seekers: a retrospective study from Denmark.