Asylcentre og fængsel

Som asylansøger kan man ikke selv vælge, hvor man vil bo. Man skal bo i et asylcenter, og det er Udlændingestyrelsen, som bestemmer hvilket. Man kan blive flyttet med kort varsel fra et center til et andet, og de fleste når at bo på mange forskellige centre. Man kan dog ansøge om at blive privat indkvarteret hos fx familie i visse tilfælde.

Centrene er nu opdelt mellem forskellige funktioner. Center Sandholm er modtagecenter, og mens asylsagen behandles flyttes man til et af opholdscentrene i Jylland. Hvis man får afslag, flyttes man til hjemrejsecenter Avnstrup, hvor det afgøres om man samarbejder om hjemrejse eller ej. Hvis man ikke samarbejder, flyttes man til et af de to udrejsecentre Sjælsmark (familier) eller Kærshovedgård (enlige). Jelling er omsorgscenter for personer med særlige behov, og et antal børnecentre er kun for uledsagede mindreårige. Endelig kan man risikere at blive indsat i det lukkede fængsel Ellebæk som en "motivationsfremmende foranstaltning" eller i forbindelse med tvangsmæssig hjemsendelse. 

Det er Udlændingestyrelsen, der betaler for driften og vælger hvilket center, en ansøger skal bo i. Cirka halvdelen af centrene drives under kontrakt af Røde Kors, den anden halvdel af nogle få kommuner. Udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård er i virkeligheden åbne fængsler og drives af Kriminalforsorgen, ligesom det lukkede fængsel for asylansøgere, Ellebæk. Se Udlændingestyrelsens oversigt over asylcentre i Danmark.


Modtagecenter Sandholm

Asylcentrene

Antallet af asylcentre stiger og falder hele tiden, alt efter hvor mange ansøgere, der kommer til Danmark. Det medfører mange flytninger af beboere, og en skiftende stab af medarbejdere. Der er stor forskel på centrene, både med hensyn til målgruppe, fysiske rammer og måden at møde beboerne på.

De fleste centre ligger meget isoleret, typisk indrettet i nedlagte kaserner, træningslejre eller sanatorier. Flere og flere centre er placeret i Jylland, og i tyndt befolkede områder. Dette er en stor frustration for beboerne, som ikke modtager tilstrækkelige ydelser til at kunne forlade centrene. Derfor har de svært ved at komme i kontakt med befolkningen, deres eventuelle familiemedlemmer i Danmark, opsøge rådgivning i deres asylsag og holde sig beskæftiget generelt. I mange centre er der heldigvis lokale danskere, som kommer på besøg og tilbyder selskab eller aktiviteter. Beboerne kan komme og gå, som de ønsker, men de fleste centre har adgangskontrol for besøgende – dvs. at man skal være inviteret af en beboer for at komme ind.

De fleste asylansøgere er enlige, og de må dele et værelse med 3-4 andre enlige af samme køn. Køkken og badeværelse ligger ude på gangen, og deles ofte med 20 andre beboere. Familier med børn får to værelser, enkelte steder med eget køkken og bad.

Beboerne skal udføre visse pligter i centrene for at få lommepenge, bl.a. renhold af fælles arealer. Der er også adgang til undervisning i enten dansk eller engelsk i et vist omfang, og man kan søge om at komme i praktik, når man er i fase 2 (mens sagen er under behandling). Men generelt er det svært at få tiden til at gå, og bekymringerne for fremtiden fylder meget. Det er også svært at bo tæt sammen med mange andre kulturer og sprog, og langt de fleste har deres egne traumer og problemer at slås med. Alligevel fylder hjælpsomhed og tolerance som regel mere end sammenstød og konflikter.

Læs en forskers artikel om asylcentrenes modsatrettede mål her.


4-mandsværelse i hjemrejsecenter Avnstrup

Udrejsecentrene

De to udrejsecentre er etableret for få år siden, og bevidst indrettet med færrest mulige aktiviteter for at presse de afviste til at opgive og rejse hjem. Det har dog mest den effekt, at de går under jorden eller rejser illegalt til nabolandene. I princippet kan man blive for evigt på et udrejsecenter, hvis man ikke kan sendes tilbage.

Kærshovedgård er for enlige, og ligger i en skov i Ikast-Brande kommune, 7 km fra nærmeste kollektive transportmiddel, i et nedlagt fængsel. Sjælsmark er for børnefamilier og ligger 2 km fra center Sandholm i Hørsholm kommune. På begge centre er der elektronisk registrering og opholdspligt om natten, og det er svært at få lov til at overnatte blot få nætter udenfor centrene. Flere gange om ugen skal man møde op til udrejsekontrol hos politiet. Beboerne får 0 kr udbetalt og må ikke arbejde.

Se Reuters fotoreportage fra Kærshovedgård her.

Læs en forskergruppes rapport 'Stop Killing us Slowly' fra 2018 om udrejsecentrene her.

Sandholm og de to udrejsecentre har kantine for beboerne, som ikke får penge til selv at lave mad, men må spise i kantinen tre gange om dagen. Dette opleves som meget frustrerende for de fleste, og kan være særlig svært for mindre børn. Kantinen serverer kun én ret, og har kun åbent i 45 minutter ad gangen, og man må ikke tage mad med tilbage til værelset. På Sjælsmark er det forbudt at have køleskab og elkoger på værelset.

Røde Kors har fået lov at stå for for omsorgsafdelingen i Kærshovedgård og for børnenes tilbud i Sjælsmark, og gør en brav indsats. Opgaven er dog lidt af et paradoks, når Kriminalforsorgen samtidig har til opgave at gøre livet så ubehageligt som muligt for beboerne. Røde Kors har for nylig udgivet en rapport, som dokumenterer, at opholdet i Sjælsmark skader børnene.


Kantinen i udrejsecenter Kærshovedgård

Ellebæk fængslet

Hvis man udebliver fra aftaler, ikke overholder opholdspligten eller simpelthen bare nægter at rejse hjem efter et afslag på asyl, risikerer man at blive indsat i det lukkede fængsel Ellebæk. Og der kan man blive siddende i op til 18 måneder. Stedet kaldes officielt "institutionen Ellebæk", men det drives af Kriminalforsorgen og er indrettet med dårligere forhold og værre sanktioner end de hårdeste fængsler for kriminelle. Se TV2 s reportage indefra Ellebæk her.

Politiet har lovhjemmel til at fængsle enhver asylansøger, enten som en "motivationsfremmende foranstaltning" eller på en ubegrundet mistanke om at vedkommende vil gå under jorden. Hver 4. uge bliver den indsatte præsenteret via videolink for en dommer og en beskikket advokat – og stort set alle disse fremstillinger ender med en forlængelse. På trods af en Højesteretsdom, som fastslog at indsatte i Ellebæk har ret til deres mobiltelefoner, fordi de ikke er kriminelle, er praksis stadig, at man får en uge i isolation som straf for at blive pågrebet med en mobiltelefon.

Amnestys Lægegruppe dokumenterede i 2013, at torturoverlevere, gravide og psykisk syge blev indsat i Ellebæk. Aktivister har dokumenteret, at de indsatte i flere uger ikke har kunnet kontakte deres advokater, og forgæves beder om lægehjælp.


Indgangen til Ellebæk