Asylcentrene

Som asylansøger kan man ikke selv vælge, hvor man vil bo. Man skal bo i et asylcenter, og det er Udlændingestyrelsen, som bestemmer hvilket. Man kan blive flyttet med kort varsel fra et center til et andet, og de fleste når at bo på mange forskellige centre.

Antallet af asylcentre stiger og falder hele tiden, alt efter hvor mange ansøgere, der kommer til Danmark. Det medfører mange flytninger af beboere, og en skiftende stab af medarbejdere. Der er stor forskel på centrene, både med hensyn til målgruppe, fysiske rammer og måden at møde beboerne på.

Cirka halvdelen af centrene drives af Røde Kors, den anden halvdel af en række kommuner. Udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgaard drives af Kriminalforsorgen, ligesom de særlige fængsler for asylansøgere, Ellebæk og Vridsløselille (læs en artikel om asylansøgere i fx Sjælsmark her). Udrejsecentrene er bevidst indrettet med færrest mulige aktiviteter, for at presse de afviste til at opgive og rejse hjem. Det har dog mest den effekt, at de går under jorden.

De fleste centre er opholdscentre med 100-600 beboere, men nogle centre har en særlig funktion og er mere permanente. Center Sandholm er modtagecenter, Thyregod er omsorgscenter, og et antal centre er kun for uledsagede mindreårige. I en periode i 2016 var der oprettet teltlejre til nyankomne, men de er lukket ned igen. Det er Udlændingestyrelsen, der betaler for driften og vælger hvilket center, en ansøger skal bo i. Se Udlændingestyrelsens oversigt over asylcentre i Danmark.

De fleste centre ligger meget isoleret, typisk indrettet i nedlagte kaserner, træningslejre eller sanatorier. Der er også en tendens til at flere og flere centre placeres i Jylland, og i tyndt befolkede områder. Dette er en stor frustration for beboerne, som ikke modtager tilstrækkelige ydelser til at kunne forlade centrene. Derfor har de svært ved at komme i kontakt med befolkningen, deres eventuelle familiemedlemmer i Danmark, opsøge rådgivning i deres asylsag og holde sig beskæftiget generelt. I mange centre er der heldigvis lokale danskere, som kommer på besøg og tilbyder selskab eller aktiviteter. Beboerne kan komme og gå, som de ønsker, men nogle centre har adgangskontrol for besøgende – dvs. at man skal være inviteret af en beboer for at komme ind.

De fleste asylansøgere er enlige, og de må dele et værelse med 3-4 andre enlige af samme køn. Køkken og badeværelse ligger ude på gangen, og deles ofte med 20 andre beboere. Familier med børn får to værelser, enkelte steder med eget køkken og bad. Nogle af centrene, bl.a. Sandholm, Auderød, Samsø og Sjælsmark, har kantine for beboerne, som således ikke får penge til selv at lave mad, men må spise i kantinen tre gange om dagen. Dette opleves som meget frustrerende for de fleste, og kan være særlig svært for mindre børn.

Beboerne skal udføre visse pligter i centrene for at få lommepenge, bl.a. renhold af fælles arealer. Der er også adgang til undervisning i enten dansk eller engelsk i et vist omfang, og man kan søge om at komme i praktik, når man er i fase 2. Men generelt er det svært at få tiden til at gå, og bekymringerne for fremtiden fylder meget. Det er også svært at bo tæt sammen med mange andre kulturer og sprog, og langt de fleste har deres egne traumer og problemer at slås med. Alligevel fylder hjælpsomhed og tolerance som regel mere end sammenstød og konflikter.

Læs mere om asylcentrenes modsatrettede mål her.