Minoriteter og chikane i asylcentrene

Beboerne i de danske asylcentre er en broget skare, og der er mange sårbare personer imellem. Amnesty har dokumenteret, at blandt de nyankomne i 2008 var næsten halvdelen torturofre i forskellige grader. Personer, som er flygtet fra hinanden i hjemlandet, bliver sat dør om dør i de danske centre. Alt taget i betragtning er der forbavsende få overfald og sammenstød, men stadig for mange.

Kvinder er i undertal og føler sig meget utrygge i de store centre blandt hundredevis af mænd. Bare det at hente sin mad i en kantine med 300 andre kan være en overvindelse for en enlig kvinde. Voldtægter finder sted og bliver ikke altid anmeldt, fordi de begås af landsmænd, som truer offeret til tavshed. Centrene ligger ofte isoleret med lange, uoplyste veje om aftenen, og kvinderne er bange for at gå alene hjem.

Seksuelle minoriteter har det meget svært i et system, hvor man skal dele værelse med flere andre af samme køn – hvor passer en transkønnet eller en homoseksuel ind? De bliver ofte chikaneret af de andre beboere, og der har været episoder med voldtægt og overfald. Indkvarteringssystemet tager slet ikke hensyn til dem. Læs mere hos LGBT Asyl.

Kristne konvertitter fra muslimske lande kan også blive chikaneret og truet i de centre, hvor der er mange muslimske mænd. Der er som regel tale om iranere og afghanere. Generelt er der ikke spændinger mellem muslimer og kristne i centrene (fx eritreere og syrere).

Torturofe og psykisk syge udgør en ganske stor gruppe af asylansøgerne, og alligevel er der kun et halvt center til personer med et særligt omsorgsbehov, nemlig Kongelunden på Amager, hvor der altid er en lang venteliste.

Ud af 96 asylcentre med 17.200 indkvarterede (april 2016) kan det undre, at man har en række særlige centre for uledsagede mindreårige, men kun et halvt center særligt for kvinder (Kongelunden), samt en lille sikret afdeling i center Sandholm. Mange flere kvinder ville foretrække at bo på et kvindecenter. Der er også et stort behov for flere omsorgspladser til syge og særligt sårbare mennesker, og det ville være oplagt og enkelt at oprette anneksboliger med få beboere udenfor centrene til fx. LGBT-personer.