Problemer med at sende afviste hjem

Når man får endeligt afslag på asyl, overgår sagen til Rigspolitiets Nationalt Udlændingecenter (NUC), som indkalder den afviste til samtale. Politiet vil her forsøge at overtale den pågældende til at skrive under på en Medvirkenserklæring og arbejde aktivt på at udrejse frivilligt. Det er dog de færreste, der fra den ene dag til den anden skifter mening på den måde. Når man søger asyl, er man som regel overbevist om, at man er i livsfare i sit hjemland – uanset, om de danske myndigheder er enige eller ej. De fleste skriver derfor ikke under, og får så stemplet "medvirker ikke".

Der er som regel ca. 1.500 i "udrejseposition" hvert år, og dette tal dækker både over personer, som netop har fået afslag og personer, som har opholdt sig 10-20 år i asylsystemet. I 2016 rejste 491 afviste ud af Danmark, hvoraf 176 selv rejste, 242 blev sat på et fly af politiet (”påset”) og 73 blev deporteret med ledsagelse af det danske politi.

Et endnu større antal forsvinder selv efter afslag. Ifølge politiet er det ca. 1.500 om året, som "formodes udrejst", men en del af dem lever i Danmark under jorden. Efter at udrejsecentret Kærshovedgård er taget i brug, er mange gået under jorden i stedet for at flytte dertil.

Den mindre gruppe, som bliver tilbage, og som i nogle tilfælde ender med at tilbringe mange år i asylcentrene, bliver nu sendt i udrejsecenter, mister kontante ydelser og retten til at arbejde. De får som regel meldepligt hos politiet hver uge, og politiet kan når som helst begære dem fængslet på mistanke om at ville gå under jorden.

Hvorfor kan man ikke bare deportere dem?

Langt de fleste asylansøgere ankommer uden et pas. Når det danske politi vil sætte dem på et fly, skal man enten skaffe/forny et pas fra hjemlandets myndigheder, eller hjemlandet skal acceptere en tilbagetagelse og udstede et midlertidigt rejsedokument, kaldet Laissez Passer. Det kan ofte volde store problemer: manglende svar på forespørgsel, tvivl om identiteten, modvilje fra hjemlandet, krav fra hjemlandet om at hjemrejsen skal være frivillig. Som regel kan det løses efter nogen tid, hvis den afviste oprigtigt ønsker at vende hjem, men det gør de færreste naturligt nok.

I perioder har man haft held med at overtale en vis portion afviste gennem tilbud om økonomisk støtte ved hjemkomsten, i samarbejde med IOM. Men det er et faktum, at lige meget hvor meget, man har forsøgt at presse de aviste gennem hårde livsbetingelser, har det blot medført mere mental sygdom og frustration. En lille del af de afviste ender også med at få deres sag genoptaget, eller de får familiesammenføring igennem‚ hvilket holder et håb i live hos de andre – men det beviser også, at der sker fejl og forkerte beslutninger i asylsagsbehandlingen. Tidligere fik en vis del af de afviste humanitært ophold, typisk pga. psykisk sygdom efter mange års ventetid, men praksis for dette er nu så stram, at det næsten er umuligt.

Læs mere i rapporten Asylcenter Limbo, under Udsendelseshindringer og Rigspolitiets status 2014.