Rejsen til Danmark – ruter, risiko og beløb
Langt de fleste asylansøgere ankommer på egen hånd. De kaldes spontane asylansøgere, i modsætning til kvoteflygtninge (læs mere her om de forskellige former for flygtningestatus). Her kan du læse mere om, Hvor mange og hvorfra de kommer i øjeblikket.
For næsten alle de lande, som asylansøgere kommer fra, kræves der visum for at indrejse i Schengen-området. Det er meget vanskeligt at opnå, hvis man kommer fra et "asylproducerende" land – selv hvis man har familie her. Desuden har mange asylansøgere slet ikke et pas, og kan ikke udrejse lovligt fra deres eget land. Siden 2002 har man ikke kunnet søge om asyl via en dansk ambassade. Danmark var tilbage i 1980erne et af de første lande, der fandt på at pålægge flyselskaberne store bøder, hvis de har taget en person om bord uden gyldigt pas og visum. Dette er siden udvidet til tog- og færgeselskaber. Europa har således udliciteret sin grænsebevogtning til private transportører. 
Dyrt og farligt
Den eneste adgang til Danmark er i praksis ofte illegal indrejse – enten med falske papirer eller helt uden. Det kræver næsten altid hjælp fra menneskesmuglere, som tager sig godt betalt. Det koster typisk 45.000 kr at komme hertil fra Eritrea, og op til 100.000 kr fra Syrien. Læs mere om at flygte ved hjælp af menneskesmugling her.
Menneskesmuglerne opererer i grupper og fragter personen et vist stykke af vejen, dernæst må man ofte selv finde en smugler, som kan tage sig af det næste stykke vej. Migranterne betragtes som varer, og bliver behandlet umenneskeligt. Familier bliver tit skilt ad under rejsen, mange mister deres opsparede penge og personlige papirer og ejendele, mange bliver udsat for vold og voldtægt undervejs. Et stort antal dør på vejen – de mest kendte dødsfald er drukneulykkerne på Middelhavet, men et ukendt antal omkommer også af sult, tørst og sygdomme i Sahara og Sinai-ørkenen, i øde bjergegne, containere, lastbiler og lagerhaller.
Hovedadgangsvejene til Europa er for tiden enten over Middelhavet – via Marokko til Spanien, via Libyen og Egypten til Italien, via Tyrkiet til Grækenland, eller over land fra Tyrkiet til Bulgarien. Desuden kommer et mindre antal fra Rusland, Armenien og Kina gennem Østeuropa. I foråret 2016 blev vejen gennem Balkanlandene næsten lukket, og den kontroversielle aftale mellem EU og Tyrkiet om at returnere flygtninge fra Grækenland satte en effektiv prop i rejseruten fra Syrien. Aftalen har fået mange tusinde flygtninge til at strande i Grækenland, hvorfra de ikke kan rejse videre, og bor under frygtelige forhold i lejre som den berygtede Moria på Lesbos.
Antallet af druknede på Middelhavet var mindst 5.000 i 2016. Men det skal ses i forhold til at 363.348 overlevede og nåede frem – siden er antallet af druknede faldet, men risikoen for at drukne er steget markant. Det skyldes, at det frivillige redningsarbejde er blevet kriminaliseret, og det statslige redningsarbejde er blevet omlagt til økonomisk støtte og samarbejde med Libyens kystvagt. En politik, som med åbne øjne overtræder menneskeretten ved at sende udsatte mennesker retur til nogle af verdens mest rædsomme deportationslejre.
Løsningen på denne uacceptable situation er ikke Socialdemokratiets urealistiske idé om et modtagecenter i Nordafrika. Læs mere i idékataloget 'Alternativer til flugt og fordrivelse."
Retten til at søge asyl
Det er et paradoks, at man har en menneskeret til at søge om asyl, som de fleste europæiske lande respekterer, men man har ikke adgang til at gøre brug af denne ret uden at bryde loven og udsætte sig selv for yderligere livsfare. De få, der ankommer med et gyldigt pas og visum og derefter søger om asyl, vil ofte have ringere chance for at få asyl eftersom de har forladt hjemlandet lovligt, og visumet til Danmark betragtes som misbrug og kan udløse en karantæne for den, der inviterede personen til Danmark.
Mange asylansøgere i Danmark har været over et år undervejs, inden de ankommer til Danmark. Det er ret almindeligt at strande i nogle måneder, før man kan komme videre, enten i Tripoli, i Istanbul eller i Athen. Og inden da har man som regel forsøgt at klare sig i et naboland, måske i flere år. De fleste af dem, der søger asyl her i landet, har ikke haft Danmark som deres mål, men er blevet taget i lufthavnen eller i toget på vej til Sverige, Norge eller Storbritannien. På grund af Dublin-aftalen er de så nødt til at blive her.