Vejen til frihed går gennem helvede

I august 2014 lagde Simon og hans kone Ghenet deres liv i hænderne på nogle menneskesmuglere. Håbet var et frit liv i Europa. Her er hans historie.

 

Efter jeg i 2010 blev løsladt fra fængslet, giftede jeg mig med Ghenet. Hun havde været ved min side gennem alt, og jeg elskede hende højt. I sin tid var jeg endt i fængsel, fordi jeg efter to år i militærtjeneste var deserteret. I Eritrea skal du som almindelig borger gøre tjeneste for staten, så efter fængselsopholdet, skulle jeg i civiltjeneste. Men det ønskede jeg ikke, for vi ville gerne have et helt almindeligt liv, og det lykkedes os da også at starte en forretning, selv om den slags er svært i Eritrea. Min kone stod for forretningen, og jeg hjalp til i weekenden, men kunne ellers ikke arbejde, fordi myndighederne ville have, at jeg skulle arbejde for dem.

Det var et svært liv, og mange gange gennem årene havde jeg lyst til at flygte fra mit land. Men skulle jeg overlade min skæbne til skruppelløse menneskehandlere? Måske jeg ville ende som gidsel, hvor de krævede løsepenge for mig? Måske de ville sælge mine organer? Så 10 år gik der. 10 år, hvor jeg var optimistisk omkring situationen i landet – det skulle nok bliver bedre. Men hver gang blev det værre.

Og til sidst så jeg ikke længere nogen udvej, og jeg besluttede mig for at flygte.

Eritreas diktator Issaias Afwerki, havde på det tidspunkt styret landet i over to årtier. Nu skulle jeg igen tvinges i militærtræning og havde fået en kalashnikov fra militæret. Ja, selv ældre mænd på 70 år var forpligtede. Jeg havde fået nok. Så jeg besluttede mig for at tage til nabolandet Sudan. Det var en farlig flugt, for jeg skulle for alt i verden undgå militserne, som samarbejdede med regeringen. Ellers ville jeg blive sendt i fængsel igen. Men jeg tog chancen, og det lykkedes. 

Alle fotos er privatfotos fra eritreanske flygtninge i Danmark

Tusindvis af dollars for at ende i helvede

I Sudan fik jeg lidt af min frihed tilbage, men den er for mange på lånt tid. Det anskues, at omkring 100.000 eritreere bor i landet, men man får ikke flygtningestatus, og hvis myndighederne opdager dig, bliver du fængslet og sendt tilbage. Korruption er kernen i det sudanesiske samfund. Politiet afkræver dig penge, men helt almindelige mennesker gør også. Jeg er blevet stoppet af en 12-årig dreng, som blev ved med at råbe ”Habesha, habesha…”, som betyder, at vi er anderledes. For en ting er, at vi ikke taler deres sprog, men vi ser også anderledes ud og er kristne.

Jeg boede sammen med min lillebror og –søster i Sudan, som også var flygtet fra Eritrea, og efter et år efterlod min kone Ghenet alt, hvad vi havde og kom ligeledes til Sudan. Myndighederne var begyndt at spørge efter mig, og til sidst følte hun sig ikke længere sikker. Men livet var hårdt i Sudan, og hver dag en kamp for overlevelse, så efter syv måneder besluttede Ghenet og jeg os for at tage den farlige tur gennem Sahara og over Middelhavet til Europa.

I årevis havde jeg advaret folk mod at tage den tur. ”Den er farlig. Du betaler tusindvis af dollars for at ende i helvede,” havde jeg fortalt dem. Men vi havde ikke noget valg, hvis vi ønskede at være frie og leve i et demokrati.

Skruppelløse smuglere

Anden uge i august 2014 påbegyndte Ghenet og jeg vores rejse. Mange unge eritreere, men også folk fra Somalia, Etiopien og Sudan var med på rejsen. Efter vi til de sudanesiske smuglere havde fremvist, at vi havde de 2000 dollars til rejsen til Libyen, blev vi midt om natten sat på en lastbil.

Men allerede i udkanten af Khartoum blev vi stoppet af nogle soldater. De kropsvisiterede os og tog, hvad vi havde. Inklusive min vielsesring i guld. Ghenet var klog nok til at tage sin af og have den i munden – jeg er ked af, at jeg ikke gjorde det samme. Men som sædvanlig var de bare ude efter vores ejendele og lod os heldigvis køre.

Vi kørte gennem ørkenen i fire dage uden hvile. Smuglerne brugte kompasset i deres telefon, for i Sahara er der ingen veje, så det er umuligt ellers at finde vej.

Da vi nåede Libyen, afleverede de sudanesiske smuglere os til nogle libyske. Når man først har overgivet sig til smuglerne, er man deres ejendom. Du bliver ikke længere anset for at være et menneske, men blot en ting, som skal transporteres fra et sted til et andet. Fra Sudan til Libyen. Gennem varme Sahara, hvor intet kan leve. 

30 på hver pickup

Da vi kom til Libyen, fik vi endelig et kort hvil. Smuglerne skulle spise og bytte, hvad de havde – blandt andet et fladskærmstv –og da de var færdige, blev vi igen læsset ombord. Denne gang på tre Toyota pickups. Vi var mindst 30 på hver pickup, og der var ingen plads til vores tasker, hvor vi havde mad og drikkevarer og andre basale fornødenheder i. ”Hvis I skal til paradis, skal I efterlade det her,” beordrede de os, hvorpå de placerede kvinderne i midten af pickuppen, og mændene på kanten – og hvis nogle af os blev syge eller faldt af, var det bare ærgerligt.

Smuglerne havde taget en hel del stoffer. Med 150km/t kørte de nonstop gennem den sidste del af Sahara. Uden pauser, uden mad, uden drikke. Det var usandsynligt hedt og uendeligt fladt, og i tre dage var der intet grønt så langt øjet rakte.

Efter tre dage ankom vi til Elzabaya, og vi blev sendt ind i et stort lager, hvor der i hvert fald var 100 andre flygtninge. Her skulle vi være en måned, og det eneste vi havde at spise var lidt brød.

Vi var heldige

Lyden af skyderier var konstant, og jeg blev overmandet af mine følelser. Hvad havde jeg dog gjort? Det var jo det, jeg hele tiden havde forsøgt at undgå, og nu var jeg alligevel endt i et land, der var totalt smadret af borgerkrig. Men der var ingen vej tilbage nu, og jeg samlede mig selv.

Turen til Middelhavet gik gennem Tripoli, hvor der var intense kampe. 100 af os var ’heldige’ nok til at blive fragtet igennem – nemlig os, der havde yderligere 2000 dollars til turen over havet til Italien. 12 timer tog turen, og vi skulle igennem ti check points, og hvis vi blev opdaget, ville vi blive fængslet. Utroligt nok lykkedes det os, og vi blev sat af på en strand ved den afrikanske del af Middelhavet. Her skjulte vi os to uger, indtil de smuglere, som nu skulle overtage os, ankom.

Nogle gange tænker jeg på, at vi overlevede mod alle odds. 500 var vi ombord på den lille båd. Vi frygtede den libyske flåde, menneskesmuglerne, som nu kom fra flere forskellige grupperinger, og vi frygtede havet. Flygtningene kæmpede om maden og drikkevarerne. ”Lad det ende godt,” bad Ghenet og jeg til Gud. ”Lad os overleve det her.”

Og Gud hørte vores bønner. Efter 15 timer på den lille båd blev vi reddet. Vi var ankommet til Europa.

Med tog til Danmark

Vi var heldige. Det var den italienske kystvagt, som reddede os. Vi var endt i det sydlige Italien ud for Siciliens kyst, og efter 15 yderligere timer på kystvagtens skib, nåede vi den store ø. Her modtog nogle humanitære organisationer samt de italienske myndigheder os og indlogerede Ghenet og mig på et hotel.

Vi havde ingen idé om, hvor vi skulle tage hen. Flere af de andre, som var indlogeret, forlod dog hurtigt hotellet for at undgå at få taget fingeraftryk i Italien. Men jeg var ligeglad og så det på det tidspunkt ikke som et stort problem, hvis jeg fik taget dem. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg var i live, og jeg var taknemmelig for at være en overlever.

Nogle unge flygtninge, som nu boede i Italien, hjalp os imod betaling med at få nogle penge overført, så vi kunne købe en togbillet til Milano. Og efter tre dage tog vi mod den italienske storby. Vi havde endnu ikke fået taget vores fingeraftryk, så nu besluttede vi os for at fortsætte mod Danmark.

Vi havde hørt, at man i lande som Danmark, Tyskland, Schweiz, Sverige og Norge gav asyl til eritreere, men da flere eritreere tog mod Danmark, virkede det oplagt. Så vi tog toget fra Milano mod Tyskland og herfra til København, hvor vi gik direkte op på politistationen og søgte asyl.

Det danske sprog er en udfordring

Ghenet og jeg blev sendt til Røde Kors center i Jelling, hvor vi endte med at vente i syv måneder. Vi kendte ikke vores skæbne, men undrede os, når folk, der var kommet efter os, fik behandlet deres sag før os. Men jeg kunne godt lide Røde Kors-medarbejderne. Deres arbejde gav mening i mine øjne, og de holdt på deres værdier og var ordentlige mennesker og gjorde alt for, at vores ophold i centret skulle være behageligt i form af kurser og aktiviteter. Det gjorde mig glad, fordi jeg jo har set, hvilken mangel på respekt for menneskeliv, smuglerne, men også myndighederne i mit eget hjemland, har.

Det viste sig at være Eritrea-rapporten, der havde været årsagen til, at vores sag var blevet sat på hold, og for to måneder siden fik Ghenet og jeg endelig ophold. Nu har vi startet vores nye liv. Vi er flyttet til Favrskov og har allerede fået mange danske venner. Den største udfordring er det danske sprog, som er svært, men heldigvis kan jeg engelsk. Jeg elsker vores nye liv og bliver rørt over den danske gæstfrihed, som vi møder overalt. Nu ser jeg bare frem til, at jeg finder mig et job.

Så jeg kan betale Danmark tilbage.

Ofte tænker jeg på livet i Eritrea, og de mange mennesker, som stadig lever under diktaturet. Jeg overlevede fængsel og flugten, og det er der mange, som ikke gør. Men man kan ikke fængsle en fri sjæl, og jeg tror på, at jeg endte med at overleve, fordi jeg altid har ment, at det værste fængsel er din egen bevidsthed.

 

Ordforklaring - civiltjeneste
I Eritrea har alle borgere, både mænd og kvinder, en form for civiltjeneste udover tvungen militærtjeneste, som kaldes National Service. Her kan man blive sat til alt fra skolelærer til fængselsvagt til minearbejder. I lovgivningen står der, at National Service varer i 18 måneder, men i praksis er der ingen slutdato, og folk har været der i op til 10 år. Der er fængselsstraf for at undvige.