Vær sød at lade være med at præsentere mig som 'flygtning'

Abel kom til Danmark for to år siden, og på trods af hans usædvanligt høje aktivitetsniveau er det stadig ikke lykkedes ham at finde et job

Dette er et portræt af en ganske særlig person, men det kan illustrere nogle af de udfordringer, som alle nyankomne flygtninge møder i Danmark. Jeg mødte Abel Zemhret Kidane kort efter hans ankomst for to år siden, og et varmt venskab opstod hurtigt mellem os. Beskrivelsen er derfor på ingen måde neutral, men de faktuelle oplysninger er korrekte.


Abel og forfatteren på Bornholm 2015

Da jeg kommer for at se Abels et-værelses lejlighed i Ringsted for første gang, står han naturligvis klar på stationens perron for at tage imod mig med et stort knus, og serverer frisk kaffe med udskåret frugt og dansk wienerbrød, efterfulgt af den traditionelle eritreanske injera, som er en særlig madpandekage med forskellige saucer. Med beskæmmelse tænker jeg på den skål med småkager, som jeg satte på bordet, da han var hos mig sidst. På trods af, at mit madbudget er cirka 10 gange højere end hans.

Han smiler sit flotte, hvide smil, mens han anstrenger sig for at tale korrekt dansk. Det går rigtigt godt, og om 2 uger skal han til den afsluttende prøve i Dansk 2. Så har han fået danskundervisning i ca. et år, når man trækker et par måneders pause fra, mens han var på kursus og i praktik. Bagefter vil han fortsætte med 9. klasse på VUC. Efter en halv time giver jeg ham dog lov til at slå over i engelsk, som han taler flydende. Det er alligevel bedre, når man skal snakke om svære ting. 

Den beskedne hjælper

Første gang, jeg mødte Abel, kom han ind til juridisk rådgivning hos Refugees Welcome i Trampolinhuset, hvor jeg var på vagt sammen med en eritreansk tolk. På trods af sit gode engelske ville han helst tale sit modersmål tigrinya, og snakkede som et vandfald i en time – tolken oversatte kun det vigtigste. Det var i november 2014, og ligesom de 2.000 andre nyankomne eritreere var han meget nervøs for, om Danmark ville give ham asyl.

Kort efter mødte jeg igen Abel i asylcenter Avnstrup, hvor han havde samlet alle centrets ca. 100 eritreanske beboere til det infomøde, som jeg og en tolk afholdt. Jeg fortalte dem om den famøse Eritrea-rapport og forsikrede dem om, at det nok skulle ende med at de fik asyl. Heldigvis fik jeg ret.

Det gik op for mig, at han var en slags talsperson og koordinator for sine landsmænd, selvom han med sin beskedne personlighed aldrig selv ville have kaldt sig sådan. Han tolkede frivilligt og sørgede for, at andre beboere fik rådgivning og støtte.

Efter få uger i centret havde han også startet et bibliotek for asylansøgerne med engelske bøger, som han fik billigt fra lokale genbrugsbutikker.

Som troende katolik i den eritreanske, ortodokse udgave, blev han aktiv i flere kirkelige sammenhænge, bla. Tværkulturelt Center i København og i den eritreanske menighed i Maria Kirke. Han koordinerede transport til engelsksprogede gudstjenester i Roskilde Domkirke og organiserede bibellæsning på tigrinya.

Desuden var han begyndt som skribent og fotograf på New Times – et magasin, som er skrevet af asylansøgere og udgives af Røde Kors. Han fik et helt opslag, hvor han beskrev sin dramatiske sejltur til Europa.


Amnesty havde fokus på drukneulykkerne i Middelhavet på Folkemødet 2015

Mareridtet på Middelhavet

Siden har Abel flere gange fortalt mig om den forfærdelige rejse, bla. da jeg interviewede ham i Amnestys telt på Folkemødet, Bornholm, sidste sommer. Tårerne løb bogstaveligt talt ned ad kinderne på flere af tilhørerne, da han fortalte om, hvad han havde oplevet. Han forlod Libyen sammen med 317 andre flygtninge fra Eritrea, de var mast sammen i en åben træbåd, cirka 10 meter lang, og endte med at tilbringe 5 dage på det åbne hav. I Allinges havn viste han mig en båd i samme størrelse, og jeg stod på dækket af den hyggelige, danske båd og kunne ikke med min bedste vilje forestille mig 318 mennesker ombord, på åbent hav.
 Læs hans egen beskrivelse her (engelsk).

For at komme til Bornholm skulle vi sejle, og selvom den store katamaranfærge på en sommerdag i Østersøen er meget fjernt fra en smuglerbåd mellem Libyen og Sicilien, var det en overvindelse for Abel at være ombord. Synet af åbent hav og bølger er forbundet med den angst og de oplevelser, som vi andre slet ikke kan forestille os. 


Fra Sicilien tog han videre op gennem Europa, og en dag i september 2014 blev han taget af det danske politi i toget sammen med 5-6 andre eritreere. De andre var på vej til Sverige, og politiet måtte tvinge dem med for at tage deres fingeraftryk. Men Abel havde nået sit mål og fulgte frivilligt med.

For alle dem, der ikke overlevede

Både TV-stationer og aviser fandt frem til Abel, da der var stort fokus på Eritrea og de druknede flygtninge. Han stillede op og forklarede tålmodigt og indtrængende, at Eritrea er et diktatur med livslang militærtjeneste, og at rædslerne i Sahara og på Middelhavet ikke er noget, man ville udsætte sig selv og sine børn for, hvis man kunne blive i sit eget land.

Røde Kors fik også øje på hans særlige kvaliteter, og han var fast indslag på scenen ved de 'Humanitære Folkemøder', som Røde Kors arrangerede i fire større danske byer i 2015, med afsluttende konference i København.

Da vi engang var på vej hjem i toget fra et fælles oplæg på en højskole, spurgte jeg ham, hvorfor han blev ved med at stille op – om det ikke var alt for hårdt at fortælle om sine frygtelige oplevelser igen og igen? Han svarede: "Det er det eneste, jeg kan gøre for alle dem, der ikke overlevede."

Danmark og danskerne

Var Danmark nu også det rigtige valg? Hver eneste dag hører Abel politikere i fjernsynet tale om flygtninge som kriminelle, terrorister og udgifter, og siger tydeligt, at folk som ham selv er uønskede. Han får lyst til at råbe: 'Vi er mennesker ligesom jer! Vi kan noget, vi kan bidrage!'

Men han er lykkelig over al den hjælp og støtte og kærlighed, han selv er blevet mødt med. "Alle møblerne, hver eneste ting, du ser her i lejligheden, har jeg fået forærende fra lokale danskere", fortæller han. Og han peger på det paradoksale i, at flere i Ringsteds afdeling af Venligboerne tidligere har stemt på Dansk Folkeparti.

"Jeg beundrer det danske samfund og alle danskere – de har fået mig igennem alle mine traumer og de problemer, jeg har haft. Og særligt i de kristne miljøer har jeg straks følt mig hjemme og velkommen. Jeg beundrer særligt de danskere, der kæmper for os og vores rettigheder."

To kvinder har en særlig plads i hans hjerte: Hanne Vedsted-Hansen for at have taget Abel ind i sin familie, og Merete Løvgren for at undervise ham og en anden eritreer i dansk hjemme.


Abel med Johanne Schmidt-Nielsen på Folkemødet

Ikke alle er dog lige venligt indstillet. Kort efter, at Abel flyttede ind i sin lille lejlighed, hængte naboen en seddel op om at han holdt fødselsdag og beklagede larmen. Dagen efter købte Abel en buket blomster til 350 kr og bankede på naboens dør. Da ingen åbnede, stillede han den på måtten med en seddel på: 'Tillykke med fødselsdagen, hilsen din nabo Abel.' Senere på dagen var buketten blevet stillet ned på trappeafsatsen, og naboen hilser stadig ikke, når de tilfældigt mødes.

Det gør selvfølgelig Abel ked af det, men han forstår godt den slags reaktioner. Hvis man kun har sine informationer fra aviserne og TV, er det ikke så mærkeligt at man bliver bange for udlændinge. "Politikerne bruger flygtninge til at fjerne fokus fra de virkelige problemer, som de ikke kan løse. Det er meget nemt at give flygtninge skylden for nedskæringer og beskylde dem for alt muligt," siger han.

"Selv mine gode venner præsenterer mig som 'Abel, flygtning fra Eritrea'. Det er sikkert i den bedste mening. Men jeg hader at blive omtalt som flygtning – jeg har ikke brug for sympati eller særbehandling, jeg vil bare gerne være et menneske på lige fod med alle andre."

Frivilligt arbejde, praktik og job

Abel har været i konstant aktivitet, lige siden han ankom, og har allerede et stort netværk. I marts 2015 fik han asyl, og Udlændingestyrelsen bestemte, at han skulle bo i Ringsted Kommune. Der var ikke plads før maj, og selv da tilbragte han de første 10 mdr i en midlertidig bolig – et tidligere asylcenter, hvor der nu blev indlogeret 28 flygtninge med opholdstilladelse, de fleste fra Eritrea. Boligerne var nedslidte, små og elendige, med ét fælles køkken, to komfurer og en én vaskemaskine til alle beboerne.


Fra de midlertidige boliger på Ærtekildevej

Der gik  ikke lang tid, før Abel og et par af de andre havde samlet et fodboldhold (som i starten ikke måtte bruge den lokale boldbane, men som nu er sponsoreret af lokale firmaer) og havde fundet nogle lokale, som kunne hjælpe med alle de praktiske spørgsmål og det svære danske sprog. Abel blev frivillig i DanMissions genbrugsbutik i byen sammen med de ældre damer, og han kom i praktik i kommunens integrationsafdeling i 3 mdr.

Abels største ønske er at få et job og kunne klare sig selv økonomisk – han vil lave hvad som helst. Han har banket på alle dørene i Ringsted for i det mindste at blive ansat i en prøveperiode, forgæves. Han var med i et program på DR ved navn 'Asger og de nye danskere', hvor Asger Aamund skulle vise, at flygtninge sagtens kunne komme i arbejde, hvis de virkelig ville. Da hr. Aamund fandt ud af, at Abel engang havde lært at svejse, sendte kommunen ham på et dyrt svejsekursus – desværre en type svejsning, som der ikke længere er brug for, så det hjalp ikke noget.

Gennem venner fik han en praktikaftale som tjener i en nyåbnet restaurant i København, hvor han glad knoklede hver dag i mere end fuld tid i 3 mdr. Men heller ikke det førte til en ansættelse, så nu skal han starte i praktik hos et elektronikfirma i Ringsted.

I Eritrea læste Abel filosofi på universitetet i hovedstaden Asmara og teologi ved siden af, og arbejdede på et regeringskontor. I 5-6 år var han frivilligt tilknyttet en ungdomsrådgivning for HIV-smittede, og han gennemførte et kursus hos Norsk Kirkehjælp i sundhed og forebyggelse. Det har man ikke forsøgt at bygge videre på i jobcentret.


DanMissions butik. Foto: Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center

Økonomi

Som asylansøger fik Abel udbetalt 1.200 kr hver anden uge, til mad, transport osv. I de første par måneder i kommunen fik han kontanthjælp og boede billigt i den midlertidige bolig. Siden integrationsydelsen blev indført i august 2015, har han kun fået 6.100 kr før skat. I den midlertidige bolig havde han stadig 2.900 kr tilbage, når huslejen var betalt, og der var fælles internet. Men for et halvt år siden fik han tilbudt en rigtig lejlighed, en fin lille et-værelses med altan, 10 min. gang fra stationen. Huslejen er yderst rimelig; 3.100,- inkl. varme og el, men efter skat, husleje og medielicens er der kun 1.700 tilbage til resten: mad, transport, telefon, internet, tøj, sko, tandlæge…

Jeg spørger Abel, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre? Selv i mine fattigste dage på SU havde jeg en del mere til rådighed, plus en familie i baghånden til at hjælpe med tandlæge o.l. og sørge for at give mig vinterstøvler, cykel og den slags i jule- og fødselsdagsgave. Han siger, han har besluttet at sælge det fine TV, som han har fået forærende, fordi han så kan slippe for medielicens.

Han har ikke internet i lejligheden, og har i øvrigt fået stjålet sin laptop. Hver eneste dag cykler han på en gammel damecykel hen til det lokale bibliotek, hvor han bruger 2-3 timer på at søge jobs og sende CV ud på Jobnet. På mobilen bruger han taletidskort. Han har vænnet sig til kun at spise 2 måltider om dagen, og tilbringe så meget tid som muligt ude af huset – så tænker man ikke så meget på mad. Han tager ikke længere i kirke i København om søndagen, fordi togbilletten er alt for dyr. Hver måned prøver han at lægge 200 kr til side til større udgifter som fx tandlæge. Jeg tænker i mit stille sind, at en tandlægeregning nemt kan komme op på 5.000 kr.

Abel forventer aldrig noget fra andre, og beder aldrig om hjælp. Det er lykkedes mig at få ham til at tage imod gavekort og sætte penge ind på hans rejsekort, når han har holdt oplæg, deltaget i debatter, tolket osv. Men han ville aldrig tage imod noget, hvis det ikke var en form for løn.

Familiemedlemmerne i hjemlandet er et problem for næsten alle flygtninge. "De er selvfølgelig lettede over, at vi er kommet i sikkerhed og lever i frihed. Men Eritrea er også et fattigt land, og de tror at vi vælter os i penge her. Det gør mig virkelig ulykkelig, at jeg ikke kan hjælpe dem, og at de ikke tror på, hvor lidt jeg selv har," fortæller han. De fleste flygtninge bliver også rystede over, at det er så svært at få et job, selvom man ikke er kræsen.


Abel og en ven træner ekstra dansk med Sproggren-systemet

Hvorfor er det svært at finde et job?

Udover at blive selvforsørgende er Abels plan at læse videre på universitetet – han har søgt ind på Afrikastudier og venter på svar, om han er optaget. På trods af, at hans sagsbehandler i kommunen for nylig sagde, at han som 33-årig var for gammel til at tage en uddannelse!

Om sine fremtidsdrømme siger han: "På længere sigt vil jeg gerne kunne hjælpe andre, især mine landsmænd, som har været så meget igennem. De har brug for at få udvidet deres horisont og forstå, at de har levet i et dysfunktionelt, totalitært system, men nu er kommet til et sundt samfund, hvor uddannelse og aktiv deltagelse betaler sig." Han er ked af, at så mange eritreere er passive og afventende, når de kommer hertil. "Og selv Venligboerne, som jeg elsker, er nogle gange med til at holde os fast i en passiv rolle med deres hjælp", siger han med et stort smil.

For mig er det et mysterium, at der endnu ikke er nogen, der har ansat ham: energisk, charmerende, intelligent og initiativrig som han er. Så jeg spørger ham, hvad er der galt med det danske system?

"Vi bliver udsat for en institutionalisering, som gør os hjælpeløse. Samtidig mødes vi med negative forventninger; staten behandler os nærmest som kriminelle. Man skal evaluere på forsøgene og spørge flygtningene, hvad de selv mener. Kommunen skal være bindeled til erhvervslivet og sørge for praktikpladser og bindende aftaler om rigtige jobs. Når flygtninge arbejder 8 timer om dagen uden at få en krone for det, og hver 3. måned starter man bare et nyt sted, så er det jo slaveri. Vi er i klemme mellem de private firmaer, som udnytter os, og staten, som prøver at knække os."

"Der er brug for kurser i praktiske fag kombineret med sprogskole, som giver et certifikat eller diplom bagefter, som man kan bruge til at søge arbejde. Den nye basisuddannelse på 2 år er en god idé, men den er jo slet ikke kommet i gang."

Abel mener, at kommunerne gør mange ting, der ikke virker. Fx. har et højskoleophold ikke nogen effekt, når man kommer i en klasse med en masse andre fra ens hjemland. En af hans venner går i 'sprogskole-praktik' – han har 5 dages fuldtidsarbejde på et lager sammen med nogle polakker og én dags sprogskole, og det lærer man jo ingenting af.



I 2015 fik Abel årets integrationspris fra Tværkulturelt Center, overrakt af overrabbiner Bent Melchior, og i 2016 modtog han Ringsteds Integrationspris sammen med Venligboerne (foto).