Reddet hjem fra genopdragelse i Somalia

Samira blev holdt fanget af sin egen familie og var aldrig kommet tilbage uden hjælp fra Refugees Welcome

I april fik Refugees Welcome en besked på Facebook: "En af mine tidligere elever bliver holdt fanget i Somalia af sin egen familie. Kan I hjælpe hende med at komme tilbage til Danmark?" Det blev starten på et langt og intenst forløb, og 5 måneder senere kunne Samira lande i Kastrup Lufthavn.

Sagen havde fået så meget opmærksomhed i Udlændingestyrelsen og ambassaden i Etiopien, at Inger Støjberg bad om et personligt møde med Samira og hendes frivillige sagsbehandler fra Refugees Welcome. Ministeren ville høre, hvordan myndighederne fremover bedre kan hjælpe andre unge i samme situation. Det blev til to timer, hvor Samira fortalte, at hun aldrig var kommet ud, hvis det ikke var for Refugees Welcome – og at hun mødte mange andre i Somalia, som var i samme situation. Ikke kun fra Danmark, men også fra andre vestlige lande.

Samira er ikke hendes rigtige navn, og genkendelige ting i hendes historie er ændret. Hun er i dag 22 år og midlertidigt indkvarteret på et sikkert, hemmeligt opholdssted. Politiet skal hjælpe med en ny identitet. Det vil være meget farligt for hende, hvis hendes familie finder hende. I Danmark har hun i dag kun to venner, som hun stoler på.

En hård opvækst

Samira kom til Danmark i 2001 som 5-årig sammen med sin far og 5 søskende. Hendes stedmor havde fået asyl i forvejen. Fra den første tid i Danmark husker hun mest, at hun var bange. Bange for hunde, læger, og for de andre børn i børnehaven og skolen.

I den lille landsby, hvor de blev placeret først, blev hun mobbet af de danske børn. Da familien flyttede til en almen bolig i en større by, var det de andre somaliere og muslimske indvandrere, som udøvede en skarp social kontrol overfor piger, der ikke opførte sig pænt. Og det gjorde Samira mildt sagt ikke. Siden hun var omkring 9 år hang hun ud med 13-årige og begyndte at ryge – først cigaretter, og senere joints. Da hun blev 15 år, var det blevet til hårdere stoffer, og hun droppede ud af skolen uden en afgangsprøve.

Samiras stedmor brød sig ikke om hende og de andre stedbørn, men forkælede sine egne to børn. Faren var voldelig og kontrollerende uden at give nogen form for omsorg eller støtte. Efter ikke at have givet lyd fra sig i 4-5 år kom den biologiske mor på besøg med visum, men hun var kun optaget af at ødelægge farens forhold til den nye kone.

Til sidst blev Samira anbragt udenfor hjemmet og boede først på et opholdssted for unge. De skrappe regler på stedet var ikke det, hun havde brug for. Senere fik hun en ungdomsbolig, hvor der ikke blev holdt øje med noget – så hun hævede bare sine ydelser og gik amok med festerne og misbruget. Hendes bedste veninde var en dansk pige, som kom fra et lige så ulykkeligt miljø.

"Det er egentlig først nu, det rammer mig rigtigt. Jeg spildte alle de år med druk og stoffer. Hvorfor var der ingen, der så, hvad der foregik, før det var for sent?" siger Samira nu. Kun en enkelt lærer i 3. klasse var sød mod hende og mærkede, at der var noget galt i hjemmet og prøvede at snakke om det. Alle de efterfølgende lærere så hende bare som en strid pige, der svarede igen. 

En dag havde Samira været væk fra familien i lang tid uden at fortælle, hvor hun var. Da hun kom tilbage, fik hun tæv af sin far og storebror. Hun flygtede ud af lejligheden og ringede til politiet.

Fange hos sin egen mor

Noget tid efter sagde storebroren undskyld, og overtalte hende til at rejse med ham til Somalia og besøge deres mor. Hun havde aldrig før været i Somalia. Da de kom derned, gik det op for hende, at det var en fælde. Efter to måneder ville hun nemlig tilbage igen for at søge om permanent opholdstilladelse i Danmark, men moren sagde, at hun var blevet for dansk. Nu skulle hun blive i Somalia og giftes med en mand, de havde fundet til hende.

Samira blev rasende og kastede med ting, moren ringede efter en ven, som bandt hende og slog hende. Han låste sig inde på et værelse med hende og udsatte hende for seksuelle overgreb. Manden sagde "hvis danske mænd må røre dig, hvorfor så ikke dit eget folk?" Bagefter sagde hendes mor, at hun bare havde råbt og skreget for at få opmærksomhed.

Den mand, som familien havde fundet til hende, var næsten ti år ældre end Samira. Men han var faktisk sød, og prøvede at hjælpe hende lidt. Hans mod rakte dog ikke til at modsætte sig familien eller gøre noget aktivt for hende. Men Samira var smart og råbte højt op om alle de mænd, hun havde været sammen med i Danmark – og til sidst blev brylluppet aflyst, da svigerfamilien ikke var interesseret i denne beskidte pige fra Danmark.

Moren ødelagde Samiras pas og tog hendes mobil. Heldigvis fik hun gemt sit danske opholdskort i tide. Efter et år fik hun sin mobil tilbage, og hun ringede og skrev straks til den nærmeste danske ambassade og bad om hjælp til at komme hjem til Danmark. Hun sendte også billeder som beviser for den vold, hun havde været udsat for. Der kom intet svar.

Så skrev hun til mennesker i Danmark, som hun tænkte måske ville hjælpe hende – bl.a. en tidligere ansat på opholdsstedet, hvor hun havde boet. Det var hende, der kontaktede Refugees Welcome, hvor den frivillige rådgiver Natascha Panduro Gad tog ansvaret for sagen. Det satte skub i tingene.

Tredje flugtforsøg lykkedes

Via Messenger lykkedes det gennem de næste uger at få Samira til at underskrive en fuldmagt og sende billeder af al den dokumentation, hun kunne skaffe for sin identitet og sit ufrivillige ophold. Men det var svært og risikabelt at finde en printer til fuldmagten, og at finde tidspunkter, hvor hun kunne tale i telefon uden opsyn. En gang gik det galt: moren opdagede en samtale, og en fætter skrev fra Samiras mobil til Natascha fra Refugees Welcome, at hun skulle holde sig langt væk! Derefter var der stille i lang tid, indtil det lykkedes Samira at skaffe en anden, hemmelig telefon.

På et tidspunkt stak hun af fra huset, og gemte sig to dage hos en veninde. Men hun ville ikke udsætte venindens familie for risikoen ved at blive fundet der, så hun opgav og tog tilbage – og blev låst inde. Næste gang søgte hun tilflugt i en vens butik, men da Samiras mor ringede og pressede ham, indrømmede han at hun var der. Selvfølgelig blev hun straffet: slået hårdt med en kæp.

Tredje gang vendte hun aldrig tilbage. Natascha havde nu fået Samiras opholdstilladelse igen hos Udlændingestyrelsen. Den havde hun mistet, fordi hun havde været for længe ude af landet. Men den skulle hentes på en dansk ambassade – og sådan en er der ikke i Somalia. Derfor måtte Samira finde en måde at komme til nabolandet Etiopien.

Refugees Welcome overførte penge til Samira (hvilket Natascha måtte gøres via et tvivlsomt etablissement på Nørrebro), og Samira rejste med bus i 15 timer til en større by. Her mødte hun tilfældigvis en mand, som selv engang havde været sendt på genopdragelsesrejse og gerne ville hjælpe. For at få lov at rejse ind i Etiopien måtte hun først få lavet et somalisk identitetskort, og det kostede både gebyr og bestikkelse.

Overlevede busulykke

Samira måtte videre med minibus mod den etiopiske grænse. Men som om problemerne med at komme tilbage til Danmark ikke var nok, så kørte den lille bus galt og røg ud over en skråning. Flere af passagerne døde, deriblandt en 5-årig dreng, som havnede ovenpå Samira. Alle de overlevende kom på hospitalet, men Samira skyndte sig ud igen – hun havde hverken tid eller penge til at ligge på hospitalet.

Da det først lykkedes hende at komme til Etiopien, gik resten glat. Den danske ambassade ordnede det hele på få dage, og med flere penge fra Natascha blev der købt en flybillet. Da Samira mellemlandede i Frankfurt var hun så overstadig, at hun brugte sine sidste sparepenge på blondetrusser i Victorias Secret og et stykke cheesecake. Efter 5 måneders fælles kamp kunne de to kvinder endelig se hinanden i virkeligheden og give hinanden et knus i Kastrup!

Det tog flere dage at finde et krisecenter, der ville tage imod hende. Men det lykkedes, og nu bor Samira på et sikkert bosted for voldsofre og går på en produktionsskole. Hun har stadig kun det tøj, hun tilfældigvis har fået på krisecentret og af Natascha. Hendes fremtidsplan er at tage den 9. klasse, hun aldrig fik taget. Hun vil gerne være socialrådgiver. Når man sidder overfor den rolige og høflige Samira i dag, kan man ikke se den barndom med misbrug, vold og omsorgssvigt, som hun har bag sig. Men det har kostet dyrt. Hun har kun to venner tilbage i dag, som hun stoler på. Hendes lillebror, som hun har forsøgt at tage sig af gennem deres opvækst, er nu 19 år og har det meget svært. Han er den eneste af hendes mange søskende, som i dag er i Danmark. Hun tør ikke at kontakte ham.