Måtte forlade sin gravide hustru for 3 år siden – fik afslag på familiesammenføring

Efter flugten fra tidsubegrænset militærtjeneste i Eritrea overlevede Misghinna den livsfarlige rejse til Europa. Han taler nu dansk og har job, men uden hans kone er livet meningsløst

FAKTA
Vielsesattester fra Eritrea anerkendes ikke i Danmark. Der kræves en civil attest, som meget få eritreere nogensinde har fået, og sjældent kan skaffe, når de har forladt landet. Dette beror på en tolkning af eritreansk lov og praksis, som er blevet underkendt af en domstol i Holland for nylig. Refugees Welcome har siden 2015 forsøgt at få ændret dansk praksis gennem henvendelser til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet, men det er ikke lykkedes. Man kan derfor kun få sin ægtefælle hertil, hvis man har boet sammen som par i mindst 18 måneder. Mange par har været forhindret i samliv pga. militærtjeneste og fængselsophold. I 2017 ansøgte 886 par fra Eritrea, og kun 417 fik tilladelse = 47%.

Refugees Welcome indsendte klage til Udlændingenævnet over afslaget til Misghinna i november 2017 sammen med en mængde dokumentation for parrets ægte forhold, bl.a. fotos fra forlovelsen, video fra brylluppet og daglig korrespondance via internettet helt op til nu. I mellemtiden har Misghinna været i Etiopien og besøgt sin kone, som venter deres andet barn til oktober. I Etiopien blev parret gift igen og fik en etiopisk vielsesattest. Nævnet har lovet et svar i oktober 2018.

Dette er historien om en af de 5.000 eritreere, der nu bor i Danmark. Om hvorfor han måtte flygte, hvordan flugten foregik, hvordan han er faldet til i Danmark, om hans stærke tro på Gud – og hvordan det hele kan være lige meget, hvis man ikke kan leve sammen med sine nærmeste. Den er oprindelig skrevet af Birthe Munck-Fairwood til bladet Nyt på Tværs fra Tværkulturelt Center, og Michala Clante Bendixen har tilføjet fakta om familiesammenføringssagen.

Hver dag takker Misghinna Melake Gebrezgabher for, at han er i live. Efter tre måneder på flugt fra hjemlandet Eritrea gennem Saharas ørken til Libyen og videre over Middelhavet sammen med 650 andre flygtninge bliver livet aldrig nogen selvfølge. Den 29-årige biolog og diakon i den ortodokse kirke kom til Danmark i september 2015 og bor i dag på en nedlagt landejendom i Lille Skensved ved Køge. Men da han for syv måneder siden fik afslag på at få sin kone til Danmark, gik fremtiden i stå. 

Alt kunne have været vel. Misghinna taler flydende dansk, har fuldtidsarbejde og skal snart op til afsluttende eksamen på sprogskolen. Men i november sidste år fik han afslag på familiesammenføring med sin kone Selam. Siden har han haft svært ved at overskue hverdagen. Tankerne kredser til stadighed om 27-årige Selam, der i halvandet år har opholdt sig illegalt i nabolandet Etiopien. 

   - Min kone er Guds gave til mig. Vi voksede op i samme landsby og har kendt hinanden fra barndommen. Men nu er det meget svært for hende. Jeg er meget bekymret. Vi blev forlovet i december 2013 og gift i januar 2015. Men seks måneder senere måtte jeg flygte ud af landet, fortæller Misghinna og viser billeder af et ungt velklædt par på forlovelsesrejse i havnebyen Massawa i Eritrea. Dengang tegnede fremtiden lys og lovende. Misghinna havde afsluttet en bachelorgrad i biologi og biokemi og arbejdede som gymnasielærer. En video fra bryllupsfesten viser glade festklædte gæster, der synger og danser for brudeparret.    


Fotos fra parrets forlovelsestid og bryllup (2012-2015)

   - Somme tider ser jeg videoen igen for at huske, hvordan det var engang, siger Misghinna.

For virkeligheden blev meget anderledes, end det unge par havde forestillet sig. Efter få måneder besluttede den eritreanske regering, at alle lærere skulle sendes til militære træningslejre. Derefter skulle Misghinna undervise på en militærskole mange timers rejse fra hjembyen.

   - Regeringen kan gøre hvad som helst. Man kan ikke sige nej. Hvis man ikke skriver under, bliver man arresteret og fængslet. Måske kommer man aldrig ud igen. Jeg havde allerede aftjent min nationaltjeneste én gang. Men det gjorde ingen forskel. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg i fængsel i seks måneder. I mit land skal alle tage det sidste år på et særligt militærgymnasium, hvor regeringen kontrollerer alt. Regeringen kunne ikke lide, at jeg som diakon samlede andre for at læse i Bibelen. De troede, at vi forberedte et flugtforsøg. At jeg fik lov at tage afsluttende eksamen var Guds under. Havde jeg ikke bestået, var jeg blevet soldat på livstid. 

Flygtede om natten

Da Misghinna blev indkaldt for anden gang, underviste han på et gymnasium tæt ved den etiopiske grænse. Sammen med en kollega besluttede han at flygte.

   - Vi flygtede til fods over bjergene om natten. Det var meget farligt. Vi gik meget forsigtigt og var hele tiden parat til at løbe hurtigt, hvis vi blev opdaget. Grænseområdet var fyldt med soldater. Vi var heldige. Efter seks timer var vi i Etiopien.

På det tidspunkt var Selam gravid med parrets første barn, så hun kunne ikke følge med Misghinna på flugten. Planen var, at når han var nået til et sikkert land, ville han sørge for, at hun kunne følge efter. 

   - I Etiopien blev vi sendt til en opsamlingslejr for flygtninge. Jeg besluttede at fortsætte til fods gennem ørkenen til Sudan sammen med seks andre. Vi havde ikke noget kompas men brugte solen og stjernerne. Vi gik i 10 dage. At vi nåede frem var et mirakel. Vi kunne meget let være endt i det forkerte land. 

Mistede ven i ørkenen

Misghinna bliver stille et øjeblik, inden han fortæller videre om rejsen gennem ørkenen til Libyen.

   - Vi var stuvet sammen på ladet af små Toyota pickups. I min bil var vi 29. Turen tog en uge. I ørkenen mistede jeg min bedste ven. Han klarede det ikke. Jeg tænker stadig meget på min ven. Det er svært at tale om. I ørkenen er der ingen menneskelighed. Libyerne slog alle, der prøvede at hjælpe dem, der faldt af bilerne.


Menneskesmuglere i Libyen (ukendt fotograf)

   - I Libyen ventede jeg i to måneder. På et tidspunkt var vi 600 mennesker i en lagerbygning. Der var ikke nok mad og vand. Jeg prøvede at dele det, jeg havde, med kvinder og børn. Hver nat hørte vi skud. Da de andre så, at jeg læste i Bibelen og min bønnebog, spurgte de, om jeg ville bede Gud om at hjælpe os alle sammen. De følgende dage fortsatte jeg med at synge, bede og læse højt fra Bibelen. Når jeg sang, var det som om folk faldt til ro. 

Han fortæller om det første forsøg på at krydse Middelhavet.

   - Vi var 650 mennesker i båden. Jeg sang meget højt og bad, mens vi sejlede. Hvis folk gik i panik, ville båden synke. Men efter syv timer blev vi opdaget af libyerne og tvunget tilbage til Libyen. Alle var meget bange. Vi vidste ikke, hvad der ville ske.

   - Efter to uger sendte smuglerne os afsted igen. Vi sejlede i syv timer. Heldigvis var det denne gang den italienske kystvagt, der fandt os. De fortalte, at de den dag havde reddet 1.000 mennesker. På havnen i Italien takkede vi alle Gud for, at vi var i live. Jeg har ikke ord. Det var meget overvældende. 


Flygtninge reddet af italiensk kystvagt (privatfoto)

Til Samsø

Fra Italien rejste Misghinna videre op gennem Europa.  Den 12. september 2015 kom han til Danmark.

   - Jeg kendte ingen her og kom direkte til Sandholmlejren. Efter nogle uger var vi 12 personer fra Eritrea, der blev overflyttet til Samsø. Hver aften samlede jeg de andre til aftenbøn i et lokale på asylcentret. På det tidspunkt var jeg bare overmåde glad og taknemmelig for at være i live. Mens jeg var på Samsø, fødte min kone vores søn. Alle var så glade, fortæller Misghinna, der fik asyl efter knap tre måneder; usædvanligt hurtigt.

Afslag på familiesammenføring

I december startede Misghinna et nyt liv i Lille Skensved ved Køge. Men kort tid efter blev hans nyfødte søn i Eritrea syg og døde.

   - Jeg så aldrig min søn. Jeg så kun billeder. Jeg har stadig et tungt hjerte.

   - I februar 2016 havde jeg ansøgningen klar om familiesammenføring med min kone. Men efter næsten to lange års ventetid fik jeg afslag, fordi vores ægteskab kun er registreret i kirken. Jeg er taknemmelig for, at Danmark har taget imod mig, men jeg kan ikke leve her uden min kone. Jeg har gjort rigtig meget for at blive integreret. Jeg vil gerne være en ressource for det danske samfund. Jeg fik kun integrationsydelse i syv måneder og har klaret mig selv siden, forklarer Misghinna, der har fuldtidsarbejde som forsendelsesekspedient og også har arbejdet som tolk.

   - Jeg arbejder om natten. Det er hårdt, men jeg kan godt klare det. Jeg har meget brug for at tjene penge. Hver måned sender jeg penge til min kone. Hun har kun mig.

Da Misghinna fik asyl, blev han indkvarteret i en midlertidig bolig på en nedlagt gård. Her bor han stadig to et halvt år senere. Fem eritreere deler køkken og bad.

   - Folk i byen er meget høflige og hjælpsomme og siger hej til os. Men det er meget svært at finde en lejlighed. Jeg har klaget over afslaget på familiesammenføring og håber meget, at jeg snart får et positivt svar. Når min kone kommer, har vi brug for vores egen lejlighed.


Misghinna besøger Selam i Etiopien i januar 2018, gensyn efter næsten 3 år

Mange drømme

Om søndagen tager Misghinna toget til København for at deltage i gudstjenesten i den eritreanske menighed i Mariakirken på Vesterbro. Som diakon hjælper han somme tider kirkens præster.

   - Jeg lærte tidligt at holde af kirkens sange og liturgi. Min morfar var præst, og tilrejsende præster boede ofte hos os. Min mor var meget troende og ville gerne have, at jeg blev diakon, men min far så hellere, at jeg fik en videregående uddannelse. Som 16-årig blev jeg indviet som diakon. En dag bliver jeg måske præst. At være præst er et stort ansvar. Man må ikke være for ung. Men når jeg tjener Gud i kirken, føler jeg, at jeg er, hvor jeg skal være. Det giver mig stor glæde.

   - Jeg har stadig mange drømme. Selv om jeg er meget bekymret for min kone, giver Gud mig håb. Det håb vil jeg gerne give videre til andre eritreere her i Danmark. Hvis man ikke har et håb, kan man ikke integrere sig i et nyt samfund. 

I januar besøgte Misghinna sin kone i Addis Abeba, Etiopien. Da havde de ikke set hinanden i næsten tre år. Hun har forladt Eritrea ulovligt, hvilket er den eneste vej ud – og det er derfor strafbart for hende at vende tilbage. Eritreas fængsler er berygtede for deres middelalderlige, umenneskelige forhold.

   - Det var både meget godt og meget hårdt. Nu venter vi vores andet barn. Jeg beder om, at vi må få familiesammenføring, inden min kone skal føde. Somme tider har jeg svært ved at styre mine tanker. Men jeg forsøger kun at tænke på dagen i dag. Dagen i morgen tilhører Gud.

Som medlem af Refugees Welcome sikrer du,
at vi kan føre klagesager for Misghinna og mange andre

Støt / bliv medlem