Stigende antal druknede i Middelhavet viser behovet for sikre flugtruter

Mens Danmarks regering glæder sig over lave asyltal, mister tusinder livet på havet undervejs til Europa. Unødvendige dødsfald, som kunne undgås med adgang til lovlig og sikker migration

Flere drukner

Mange af de flygtninge, som har opnået beskyttelse i Danmark, og i dag kører bus eller passer ældre borgere, kunne lige så godt være druknet på vejen hertil. I dag er antallet af nyankomne i Danmark historisk lavt, men det skyldes kun, at det er blevet sværere og farligere at komme hertil.

I de tre første måneder af 2023 er antallet af druknede flygtninge og migranter på Middelhavet steget så meget, at det nu er højere end i 2017. Det meldte FN ud i en rapport i sidste uge. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) estimerer at antallet af druknede mellem januar og marts i år var 530, men understreger, at det reelle tal med al sandsynlighed er højere. UNHCR har en interaktiv side, hvor du kan følge antallet af druknede og reddede løbende.

I sidste uge erklærede Italien landet i undtagelsestilstand — ikke i sorg over de hundredvis af mennesker, der er druknet i landets farvand i år, men fordi landet hverken har kystredningskapacitet til at redde de nødstedte eller viljen til at modtage dem, der lykkes med at komme i land. Undtagelsestilstanden indføres for at den italienske regering langt hurtigere kan udvise og deportere flygtninge og migranter uden at gennemgå den normale procedure. Indrejsetallene skifter hvert år, men Italien er pt. et af de lande i EU, der modtager flest.

Den Centrale Middelhavsrute mellem Libyen/Tunesien og Italien er en af de farligste og har da også tjent sit tilnavn som verdens dødeligste migrationsrute, hvor mere end 26.000 mennesker har mistet livet siden 2014. Alligevel er den for mange et bedre alternativ end det, de kommer fra, og i mangel på sikrere flugtruter vælger tusindvis hvert år at sætte sin lid til menneskesmuglere og krydse havet i overfyldte både. Til de dokumenterede druknede skal lægges et ukendt antal dødsfald, som sker på vejen gennem ørkenen og på smuglernes opsamlingssteder, og sandsynligvis er langt højere.

Forsinkede eller manglende redningsforsøg

Mange både kæntrer undervejs, og ikke alle forsøges reddet. Staterne omkring Middelhavet er ellers, ligesom alle skibsfartøjer, forpligtet af international lov til at reagere med søredningsaktioner, når en båd udsteder nødsignal. Men der er aldrig blevet etableret et fælleseuropæisk søredningsorgan, så opgaven efterlades hos EU-landenes egne kystvagter, som ikke altid lever op til deres ansvar for at redde de druknende: alene i år estimeres det at forsinkelser eller mangelfuld handling i statslige redningsforsøg spillede en væsentlig faktor i mindst seks tilfælde, og ledte til minimum 127 druknede. Der er desuden dokumenteret et stort antal ulovlige pushbacks, hvor de græske myndigheder og FRONTEX har tvunget både og deres passager tilbage i internationalt farvand.

Dertil kommer de aftaler med den libyske kystvagt, som EU har forhandlet for at fravige redningsansvaret og tilbageføre så mange både som muligt til det afrikanske kontinent. Aftalerne med den libyske kystvagt og samarbejdet med libyske militser om grænsekontrol i Middelhavet har betydet øget patruljering og kriminalisering af redningsarbejdet med en større procentdel af druknede til følge. Kystvagten er også blevet anklaget for direkte at beskyde både fyldt med flygtninge, som f.eks. i 2021, hvor et angreb på en båd fyldt med mennesker blev filmet af det tyske Sea Watch-redningsskib.

Den libyske kystvagt er også flere gange kommet i konflikt med de NGO-drevne redningsskibe, der foretager ikke-statslig redning af flygtninge i Middelhavet. Så sent som i sidste måned affyrede de skud i retningen af en flygtningebåd i nød og det civile redningsskib Ocean Viking, der var i færd med at hjælpe de ca. 80 mennesker ombord. NGO-skibene kommer også ofte i juridiske problemer med myndighederne i de EU-lande, hvor de lægger til: tidligere i år blev Læger Uden Grænsers redningsskib Geo Barents tilbageholdt i Italien for kriminel indførsel af migranter efter at have foretaget en søredning af druknende flygtninge.

Kriminalisering af flugt

Migration er en lovlig handling. Alle mennesker har ret til at migrere, og alle der ankommer til Europas grænser har ret til at søge asyl. Men adgangen til sikre og lovlige flugtruter er gradvist blevet så indskrænket, at der stort set ikke findes en lovlig og sikker måde at nå Europa på. Flyselskaber og rederier får høje bøder for at tage en passager ombord uden gyldigt pas og visum til Europa, og man kan ikke længere søge om asyl udenfor europæisk jord. Det er et paradoks, at man har en menneskeret til at søge om asyl, som de fleste europæiske lande respekterer, men man har ikke adgang til at gøre brug af denne ret uden at bryde loven og udsætte sig selv for yderligere livsfare. Og folk bevæger sig stadig afsted, selvom deres vej kriminaliseres og besværliggøres - årsagerne til migrationen er jo ikke forsvundet.

På den måde skubbes de i stedet direkte i armene på menneskesmuglere, som tjener godt på at fragte dem ulovligt over grænser via farlige veje som f.eks. havruten mellem Tunesien/Libyen og Italien - ganske enkelt, fordi der ikke er andre muligheder. Ved at afskære adgangen til lovlig og sikker migration, har de europæiske stater altså skabt et nyt og langt mere dødeligt problem: flugt og migration foregår stadig, men brugen af menneskesmuglere er langt mere udbredt og flugten foregår via farligere ruter, hvor mange mister livet undervejs. Læs mere om hovedruterne til Danmark her.

Samtidig praktiserer de europæiske stater selv langt flere voldelige overtrædelser af migranter og flygtninges rettigheder, både ved at yde fysisk vold mod de mænd, kvinder og børn der ankommer til de europæiske grænser, og ved at forhindre dem i deres ret til at søge asyl og beskyttelse. Der dokumenteres flere og flere ulovlige pushbacks, hvor europæiske grænsevagter med vold og magt tvinger flygtninge tilbage over grænsen uden asylbehandling. Der er sågar tilfælde hvor europæisk grænsepoliti skubber flygtninge tilbage i Middelhavet, efter de er nået i land med livet i behold.

Svaret ligger i sikre og lovlige flugtveje

Den nuværende situation i Middelhavet er hverken en krise, en naturkatastrofe eller et selvfølgeligt produkt af globale flygtningestrømme: den er en katastrofal og direkte konsekvens af mange års politiske beslutninger, som også Danmark er ansvarlig for. Og tabet af menneskeliv i Middelhavet kan sagtens undgås. Men det kræver en kursændring: i stedet for at kriminalisere flugt og skubbe mennesker i armene på smuglere, bør vi sikre adgang til regulerede, sikre og lovlige ruter. Vi er nødt til at indstille os på, at flere mennesker fra det globale syd kommer hertil på en bedre reguleret måde og bedre fordelt mellem landene i Europa. Erfaringerne fra krigen i Ukraine har vist, at hvor der er vilje, er der vej.

FNs Flygtningeagentur UNHCR og OECD konkluderer i en fælles rapport at familiesammenføring er den mest sikre og effektive måde for en flygtning at komme i sikkerhed på. Adgangen til familiesammenføring bør derfor lettes betragteligt, hvis man vil skabe et sikkert asyl- og migrationssystem omkring Europa. Men som det er nu, er reglerne for familiesammenføring stramme og definitionerne for, hvem der tæller som familie, er ekstremt snævre.

En anden måde at sikre reguleret flugt er ved igen at tillade asylsøgning via ambassader. Indtil 2002 var Danmark et af fem europæiske lande, hvor det kunne lade sig gøre, og fordelene er mange - både for asylansøgerne, som undgår de farlige rejser, og for modtagerlandet, som delvist kan behandle ansøgningen på forhånd. Samtidig bør antallet af kvoteflygtninge via FN forhøjes betragteligt. I de syv år fra 2015 og 2022 har Danmark i alt kun modtaget 235 kvoteflygtninge.

En tredje måde er ved at lette adgangen til lovlig, arbejdsrelateret migration. Det danske arbejdsmarked har et stigende behov for arbejdskraft – både specialiseret arbejdskraft på kort sigt, og generel arbejdskraft til alle samfundets sektorer på længere sigt. En del af dette behov kunne dækkes med en mere systematisk modtagelse af flygtninge og migranter. Man kunne give asylansøgere ret til at arbejde mens deres sag behandles, og mulighed for at få ophold pga. arbejde, hvis de får afslag. Det er allerede muligt i Sverige, og vil løse flere problemer på én gang.

De sikre og lovlige alternativer har vi skrevet meget mere om i rapporten “Et Mere Retfærdigt og Humant Asylsystem? Hvidbog om alternativer til asylbehandling i tredjeland”, som du finder her. Der kan du også læse om, hvorfor den socialdemokratiske idé om asylbehandling i tredjelande på ingen måde løser problemerne.

Vores arbejde er helt afhængigt af
private medlemmer – som dig!

Støt / bliv medlem