LEDER: Regeringsgrundlaget og flygtningene

Som ventet indeholder Venstres regeringsgrundlag en række stramninger for flygtninge, se dem her.

Regeringsgrundlaget indeholder en enkelt side med stramninger på udlændingeområdet, som dog kun er beskrevet i brede og generelle vendinger.

• Regeringen vil indføre en ny starthjælp på SU-niveau, gældende for alle, der har været i Danmark i mindre end 7 ud af de seneste 8 år. I modsætning til VKs starthjælp bliver der dog mulighed for sprogbonus ved beståelse af danskprøver, samt forsørgertillæg.

• Optjeningsprincip for børnecheck (tidligere tog det 4 år at nå op på det fulde beløb) og optjening til folkepension på linje med danskere, dvs. 40 års bopæl i Danmark efter det fyldte 15. år.

• Forskelsbehandling i familiesammenføringssager, baseret på "forudsætninger for at blive integreret i det danske samfund".

• Strammere krav til permanent ophold og statsborgerskab, ingen særlig adgang for flygtninge.

• En reduktion på 1 mia kr årligt i udgifterne på udlændingeområdet, ikke specificeret.

 

"Regeringen ønsker en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, der skal sikre et åbent Danmark for dem, der kan og vil. Og lukke dørene for dem, som ikke vil."

Det lyder meget enkelt, at man på den måde skulle kunne sige ja til de dygtige og arbejdsomme, og nej til de dumme, syge og dovne. Men sådan er virkeligheden ikke. Man kan ikke lave hele Danmarks udlændingepolitik om til en frivillig Green Card-ordning, hvor man kan vælge efter folks kvalifikationer. For det første er der flygtningene, som har ret til beskyttelse, og ikke bare kan afvises, hvis de ikke passer lige ind på det danske arbejdsmarked. For det andet er der dem, som har en ret til at bo i Danmark pga. nære familiemedlemmer  – de er også beskyttet af menneskerettighedskonventioner, som Danmark har underskrevet. At indføre en diskrimination på baggrund af "integrationsegnethed" kan hurtigt komme i konflikt med menneskerettighederne.

Frem for at fokusere på at "lukke døren i" og skære ned på ydelser, savner man bud på, hvordan vi får tilpasset det danske arbejdsmarked bedre til alle dem, der står udenfor, og hvordan vi får opkvalificeret de nyankomne til at blive mere selvforsørgende. Dette indholder regeringsgrundlaget ingen bud på.

De høje danske velfærdsydelser har stort set ingen betydning for, hvor mange asylansøgere, der ankommer, som en ny undersøgelse tydeligt viser. Læs den her. Man kan derfor ikke forvente et lavere antal asylansøgere af den grund, men blot en større fattigdom blandt de nyankomne.

Mange flygtninge har et meget stærkt ønske om at tjene sine egne penge, eftersom mange kommer fra lande, hvor man ikke kan forvente hjælp fra staten, og hvor ære spiller en stor rolle. Men det er et faktum, at mange er ramt af traumer og samtidig ikke har forudsætningerne for at indgå direkte på det danske arbejdsmarked, læs kronik af direktøren for Dignity her.

Kravene til permanent ophold og statsborgerskab er i forvejen nogle af de hårdeste i den vestlige verden. At stramme dem yderligere vil betyde endnu større afstand mellem flygtninge/indvandrere og danskere.

Læs hele regeringsgrundlaget her.