Sverige: Flygtninge med midlertidig status har ret til genforening

Svensk højesteret har dømt begrænsning af familiesammenføring konventionsstridig

I juli 2016 vedtog den svenske Riksdag en midlertidig lov, som siden er blevet forlænget frem til april 2020. Den giver kun midlertidigt ophold i 13 mdr. ad gangen til de flygtninge, som ikke opnår konventionsstatus som individuelt forfulgte. Samtidig har de ingen ret til at få deres familiemedlemmer til Sverige, sådan som flygtninge ellers har.

Begrænsningen rammer størstedelen af dem, der tildeles asyl i Sverige. På netop dette punkt har Sverige nemlig en meget restriktiv praksis: Kun en lille del af syrerne og knap halvdelen af eritreerne får konventionsstatus i Sverige, hvor over halvdelen af syrerne og næsten alle eritreerne får det i Danmark. Udgangspunktet for dommen er netop den midlertidige status, og dermed er den samme person stillet forskelligt i Sverige og i Danmark allerede ved tildelingen af asyl.

Fordeling i asylstatus, alle, primo 2016

 

Fordeling i asylstatus, syrere og eritreere, 2016

Den midlertidige svenske lov minder en del om den danske § 7,3-status, som gives for 1 år til syrere uden individuelt asylmotiv, og som indebærer en 3-årig karantæne i adgangen til familiesammenføring. Denne lov er imidlertid blevet blåstemplet af den danske Højesteret for et år siden. Her mente de danske dommere, at staten havde en legitim ret til at begrænse indvandringen gennem at udskyde familiernes genforening. På trods af, at Sverige har haft en langt voldsommere tilstrømning af flygtninge end Danmark, mente de svenske dommere, at hensynet til barnets bedste og familiens enhed måtte veje tungere.

Dommen kan betyde, at Sverige skal behandle et meget stort antal nye ansøgninger om familiesammenføring – alene i 2017 fik over 14.000 personer beskyttelsesstatus.

På det tidspunkt, hvor den danske Højesteretsdom blev afsagt, var antallet af nye asylansøgere ca. 300 om måneden – et meget lavt tal, som har ligget helt stabilt siden foråret 2016 og stadig gør det. Der var på ingen måde tale om belastning af det danske modtagesystem – man var allerede dengang i færd med at lukke asylcentre på stribe. Det er også bemærkelsesværdigt, at de svenske dommere tolker hensynet til familiens enhed langt tungere end de danske, selvom begge domme henviser til de samme eksempler fra EMRD. En væsentlig forskel på de to domme er dog, at den danske handlede om et ægtepar, og den svenske om et barn og dets forældre. Barnets tarv er dermed ikke indgået som en faktor i den danske dom.

Den svenske sag handler om en 8-årig syrisk dreng, som ankom til Sverige med sin onkel i december 2015. Han fik midlertidig beskyttelsesstatus i marts 2017. Hans forældre og bror havde forladt Syrien, og havde ikke opnået lovligt ophold i noget andet land. De ansøgte om familiesammenføring med sønnen i Sverige i juli 2017, men fik afslag i to instanser (Migrationsverket og Migrationsdomstolen). Man erkendte, at loven indebar en indgriben i retten til familieliv, men at denne var proportionel med statens behov for at begrænse det store pres på det svenske asylsystem. Det blev også nævnt, at barnet ikke var uden omsorgspersoner, og at loven var midlertidig, og dermed ikke ville føre til en adskillelse for evigt. Barnets bedste kunne ikke i sig selv være opholdsgrund.

Migrationsöverdomstolen, som er den tredje og endelige instans, var ikke enig i denne vurdering. Dommen henviser til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor en 2-årig adskillelse mellem et mindre barn og dets forældre er vurderet som ’meget lang’ (Nunez mod Norge), og at når det gælder børn, skal barnets bedste veje tungere end statens ønske om at begrænse indvandring i en proportionalitetsafvejning (Mugenzi mod Frankrig).

Drengen havde allerede været adskilt fra sine forældre siden 2015 og var nu 8 år. Dette mente domstolen var meget lang tid i et barns liv, og at en fortsat adskillelse ville stride imod Børnekonventionens artikler 3, 9 og 10 samt EMRK artikel 8 om familiens enhed.