Paludans hate speech er strafbar

Rasmus Paludan er allerede dømt for racisme, og eksperter vurderer at han også kan dømmes for at opfordre til vold

Citater fra Rasmus Paludan:

RP indleder altid sine videoer med et slogan om sig selv, som også står øverst på partiets hjemmeside: ”Jeg er Frihedens Soldat, De Svages Beskytter, Samfundets Vogter, Danernes Lys."

Han omtaler ofte udsatte boligområder med tilføjelsen ”homo”, alene for at provokere muslimers angivelige modstand mod homoseksualitet. ”VollsHOMOmose, SkovHOMOparken…”

Omtaler beboerne og tilhørerne som ”menneskeligt affald” og ”kriminelle samfundstabere”.

Påstår, at ”87 procent af beboerne i Skovparken dyrker analsex”.

Taler ofte om at særlige lande eller befolkningsgrupper skulle have en lavere IQ. Henviser til ”lav-IQ-landene” og IQ-70-landene”, og her nævner han Mellemøsten og Afrika.

”Vores gader og stræder vil blive forvandlet til floder af blod, og de fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.” Sagt ved en tale i 2016.

Uddrag fra partiprogrammet for Stram Kurs:

”Danmark skal være landet for danskere. Danskere er personer, der var etniske danskere ved fødsel eller blev adopteret som spædbørn. Der skal kun bo danskere i Danmark.”

”Islam skal være forbudt i Danmark.”

”Danmark skal udvise enhver ikke-vestlig person, der ikke er dansk statsborger. Andre end turister og højt kvalificerede arbejdere skal ikke have lov at opholde sig midlertidigt i Danmark.”

”Danmark skal udtræde af de internationale konventioner, der regulerer flygtninge.”

20 navne på herboende personer med udenlandsk baggrund (en blanding af politisk aktive, religiøse talspersoner og kriminelle, mange med dansk statsborgerskab) opremses på en plakat, hvor overskriften er: ”De skal ud – evt. med faldskærm”.

Rasmus Paludan er en dansk advokat, som for nylig har fået stor opmærksomhed i de danske medier. Hans parti Stram Kurs har netop indsamlet de fornødne 20.000 vælgererklæringer, så han kan stille op til det snarlige folketingsvalg. Det vil dog kræve mere end fire gange så mange stemmer rent faktisk at komme ind i Folketinget. I 2017 var han kandidat for partiet Nye Borgerlige, men blev smidt ud af partiet pga. nogle yderligtgående udtalelser.

Han har gennem det seneste års tid opnået en nærmest kultagtig status blandt de hele unge, som ser hans videoer på YouTube, og en del unge møder op for at få en selfie med ham, når han melder sin ankomst i boligområder med en stor andel af etniske minoriteter. De fleste af hans unge følgere opfatter ham dog som en joke og en komiker, men de beboere, som han angriber med sine hadefule og nedgørende udtalelser, bliver provokeret. Derfor har politiet vurderet, at det er nødvendigt med et stigende politiopbud for at sikre ham mod angreb.

Politiet har indtil nu brugt 6 mio kr på at beskytte hans optræden i samtlige politikredse, men han har for nylig fået afslag på at ”demonstrere” visse steder, hvilket RP opfatter som en ulovlig begrænsning af hans ytringsfrihed. Hans demonstrationer går bl.a. ud på at afbrænde Koranen eller lægge griseører ind mellem siderne. En enkelt gang førte hans optræden (på Blågårds Plads, Nørrebro) til voldsomme uroligheder, herunder stenkast, hærværk og bål i gaderne.

Mere end 30 anti-racistiske organisationer, heriblandt Refugees Welcome, forbereder en klage til Københavns Politi over beskyttelsen af Rasmus Paludans generelle optræden og for at tillade hans anmeldte ’demonstrationer’ i så vidt omfang.  

Han blev dømt for racisme i Glostrup Ret i april 2019 for udtalelser i en video, som er optaget udenfor talspersonen for Black Lives Matters hjem. RP drager i videoen en kobling mellem afrikanere og lav intelligens, og det har retten vurderet som ulovligt. Den pågældende video blev bragt på Stram Kurs’ YouTube-kanal. Derfor har retten vurderet, at der også er tale om propagandavirksomhed. Han har overtrådt straffelovens § 266b stk 1 (om at forhåne og nedgøre bestemte befolkningsgrupper) samt § 266b stk 2 (skærpende omstændighed, hvis der er tale om propagandavirksomhed).

Ifølge en række juraeksperter er der ikke tale om ytringsfrihed, som skal beskyttes – men om hate speech og racisme, som er strafbart. Og det gælder for mange flere af hans udtalelser.

Nogle særligt ekstreme udtalelser faldt under en tale i Nyhavn i oktober 2016, optaget og lagt på YouTube. De kan sandsynligvis straffes efter den endnu mere alvorlige § 136 stk 1 om tilskyndelse til vold og forbrydelse, som kan give op til 4 års fængsel. Der sagde han bl.a. følgende: 
”Borgerkrigen vil komme”. ”Der er hundredetusinder, som sidder hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler.” ”Vores gader og stræder vil blive forvandlet til floder af blod, og de fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.” ”Det vil være enhver danskers pligt at gribe til våben.” ”De fremmede fjender (er) ynkelige uslinge, hvis død på det tidspunkt vil være både nødvendig og lovlig.” Hele talen var gengivet i Berlingske 23. april.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, skriver på sin Facebook 18. april: ”Hate speech og ytringsfrihed: Ingen har en ubetinget ret til offentligt at skænde religiøse skrifter og fremture med hate speech med det formål at give anledning til sociale uroligheder. Det skader ikke hensynet til ytringsfriheden som sådan, at politiet begrænser adgangen til selv at bestemme, hvor og hvornår man vil fremture med den slags offentlige provokationer. Både efter dansk ret og konventionerne er det helt legitimt at iværksætte sådanne foranstaltninger for at forebygge groft misbrug af frihedsrettighederne.”

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet, mener også, at ”paragraf 266 b er en mulighed, for den beskytter jo mennesker mod at blive nedværdiget bl.a. på grund af deres religion« Han vurderer endvidere Paludans udtalelse om, at mange sidder hjemme og klargør våben og øver sig i at ramme, således: »Jeg læser helt klart sætningen, som at Paludan opfordrer til forbrydelse. Det er en overtrædelse af paragraf 136, stk. 1 i straffeloven (…)” (Berlingske 23. april).

Tyge Trier, advokat med speciale i ytringsfrihed og menneskeret, henviser udover den danske straffelov også til Menneskeretskonventionens artikel 17, som indeholder forbud mod misbrug af ytringsfriheden. ”Menneskerettighedskonventionen artikel 10 og 11 omfatter ytrings- og forsamlingsfrihed, men hvis man misbruger dem, så bortfalder de.”At afbrænde koranen eller overhælde den med urin i det offentlige rum er ikke beskyttet af ytringsfriheden. Menneskeretsdomstolen angiver en række eksempler på afkobling af påberåbelse af ”free speech” fx i forhold til islamofobi, homofobi og benægtelse af Holocaust. ”Menneskeretsdomstolens praksis beskytter ikke aktioner, som har et underliggende budskab, der fx indeholder klar diskrimination af mindretal kombineret med religiøs fornærmelse.” (Berlingske 15. april)