Ny rapport om afviste asylansøgere og hjemrejse

Den politiske strategi bliver ved med at slå fejl, fordi den bygger på forkerte præmisser

Refugees Welcome udgiver d. 9. juni 2021 en ny rapport af Michala Clante Bendixen: "En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse". 140 sider, illustreret med en række grafer, fotos fra udrejsecentrene samt 12 case stories. Rapporten kan købes i den trykte udgave for 100 kr. eller hentes som PDF for 50 kr. Engelsk udgave kommer som PDF i starten af september.

Bestil eller download rapporten her

En forfejlet strategi

Hvad skal der ske med de mennesker, der får afslag på asyl – og hvad med dem, der mister deres opholdstilladelse af forskellige grunde? Skiftende danske regeringer har kørt den samme strategi, hvor man har forsøgt at presse afviste til at tage hjem ved at gøre livet så utåleligt for dem som muligt.

Det har aldrig virket, og udrejsecentrene har kun gjort ondt værre: ganske få ender i deres hjemland og når de gør, er det ofte som resultat af en voldsom tvangsdeportation, langt de fleste forsvinder, mens en lille restgruppe sidder fast i udrejsecentrene i mange år. De negative konsekvenser er betragtelige, både menneskeligt og økonomisk.



Grafer fra rapporten: der er ingen sammenhæng mellem hvor mange, der ankommer, og hvor mange der ender i udrejseposition.

Senest har sagerne, hvor syriske flygtninge med §7,3-status fra Damaskus områdets opholdstilladelser er blevet inddraget vist, at udrejsecentrene langt fra kun huser flygtninge med en udvisningsdom, men i lige så høj grad mennesker, som blot er havnet i et limbo, hvor de ikke tør tager hjem og samtidig ikke længere er velkomne i Danmark.

“Sanktioner for at tilskynde hjemrejse skaber ikke blot modvilje og lidelser hos de afviste, de nedbringer også bæredygtigheden på længere sigt og har desuden ingen effekt når det gælder om at fremme hjemrejser.”
    - Zachary Whyte, forsker, DIIS

Politikerne er ude af trit med virkeligheden

Michala Clante Bendixen er formand for Refugees Welcome, og har beskæftiget sig med denne problematik gennem 15 år. I den nye rapport har hun undersøgt tallene og historikken, samt interviewet forskere og aktører, som arbejder på området, og ikke mindst en række flygtninge.

"Det står efterhånden klart, at selve præmisserne er forkerte, og derfor bliver indsatserne ved med at slå fejl. Politikerne har aldrig prøvet at forstå de mennesker, det handler om, i stedet har de baseret deres politik på en mavefornemmelse. Og der er faktisk intet, der tyder på, at pragmatiske løsninger ville føre til flere nyankomne," siger Michala Clante Bendixen, og tilføjer: "En stor del af problemet er endda selvskabt fra politisk hold, og kunne undgås".

Den nye Hjemrejselov og den nyetablerede Hjemrejsestyrelse bliver præsenteret som innovative og mere effektive tiltag for at få afviste til at rejse tilbage. Men rapporten peger på, at der bag loven og styrelsen blot gemmer sig mere af det samme – tiltag, der aldrig har haft den tilsigtede effekt, men som i virkeligheden kun har negative konsekvenser.

“Når de prøvede at få mig til at skrive under på at samarbejde og rejse frivilligt, følte jeg det som om de bad mig sige, at jeg ikke havde noget problem i mit hjemland. Og det passer jo ikke. Så det gjorde ingen forskel med pengene og alt det der.”
    - Charles, Uganda. Afvist flygtning i 8 år


Fra rapporten, værelse i Sjælsmark udrejsecenter. Foto: Michala Clante Bendixen

Løsningerne findes allerede

"Der er meget stor forskel på de mennesker, der havner i et udrejsecenter og deres baggrund. Derfor findes der ikke én løsning, som passer til alle. Men med en pragmatisk, individuel tilgang kunne man løse næsten alle de fastlåste sager ved at bruge den eksisterende lovgivning mindre restriktivt", siger Bendixen.

Rapporten indeholder 16 anbefalinger, inddelt i tre grupper. En vigtig pointe, som der er bred enighed om blandt de interviewede, er, at man er nødt til at være mere åben for at give opholdstilladelse i de fastlåste sager – og at intet tyder på, at det vil føre til flere nye ankomster.

“Mere pragmatiske regler vil næppe føre til flere ansøgere. De færreste asylansøgere sætter sig ind i reglerne inden de rejser, og selvom menneskesmuglere kendte til mere pragmatiske regler for afviste asylansøgere, så tror de fleste på, at de vil få asyl. Hvis man selv vælger Danmark, er det som regel pga. familie eller bekendte, men det er oftest helt tilfældigt, efter hvor det er nemmest for menneskesmuglerne."
    - Marianne Vølund, advokat i udlændingeret

Forfatteren kommer gerne ud og holder oplæg om rapporten på højskoler, i foreninger o.l. Skriv til: mcb@refugeeswelcome.dk

Læs også de tidligere udgivne rapporter:
"Velbegrundet Frygt – om troværdighed og risiko i asylsager" (2020)
"Undtagelsens Karakter – om humanitær opholdstilladelse" (2013)
"Asylcenter Limbo – en rapport om udsendelseshindringer" (2011)

Vores arbejde er udelukkende baseret på
private donationer og medlemskaber
– vi har brug for din støtte!

Støt / bliv medlem