Ny menneskeretsdom: Ingen kan sendes tilbage til Syrien

En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør føre til omstødelse af alle de sager, hvor syriske flygtninge i Danmark har mistet deres opholdstilladelse

UPDATE 29. oktober 2021:
Flygtningenævnet har taget stilling til dommen, og finder ikke grundlag for at ændre sin praksis, men vil fortsat inddrage ophold til syrere som hidtil. Læs her.

Personer med samme profil som sagsøgerne ville formentlig have fået asyl under §7,1 i Danmark, og var ikke blevet udvist. Men dommen er alligevel yderst relevant for de danske sager, hvor foreløbig ca. 150 syrere, som kommer fra Damaskus og omegn, har fået endeligt inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse efter §7,2 og §7,3 med henvisning til at de uden risiko kan vende hjem. Det danske Flygtningenævn anser nemlig de pågældende områder som tilstrækkeligt sikre. Domstolen i Strasbourg (EMD) mener derimod, at ingen områder i Syrien er sikre, og at alle tvangsudsendte udsættes for en høj risiko.

Sikkerhedssituationen i Syrien

Klagerne kommer fra forskellige områder af Syrien (Rif Damaskus, Idlib, Aleppo), men EMD forholder sig til Syrien som et hele og medtager således også en vurdering af situationen i Damaskus, hvor ansøgerne ifølge EMD højst sandsynligvis vil blive udsendt til, hvis udvisningsbeslutningen gennemføres.

Domstolen konkluderer, at der ikke er nogen områder af Syrien, som er sikre i forhold til tvangsmæssig udsendelse til trods for oplysningerne om indgåelse af våbenhvile og en tilsyneladende reducering af aktive kampe. EMD henviser bl.a. til internationale rapporter om situationen i Syrien og vurderingen af sikkerhedssituationen i sagen "O.D. v. Bulgaria" (appl. no. 34016/18, 14. oktober 2019).

Således går dommen direkte imod den danske vurdering, som siger, at alle uden et personligt asylmotiv menes at kunne rejse tilbage uden risiko til Damaskus og Rif Damaskus.

Personlig risiko

EMD gennemgår også de individuelle risikofaktorer for klagerne, og finder, at alle klagerne har en særlig risikoprofil, idet de er i den værnepligtige alder og herved risikerer tvangshvervning. Alene af den grund ville de sandsynligvis have fået asyl i Danmark efter §7,1, som nævnt ovenfor.

Desuden fremhæver domstolen risikoen for personer af kurdisk oprindelse, som er i særlig risiko for at blive udsat for afpresning, mord, kidnapning, tortur og fængsling. Her henviser domstolen til baggrundsoplysninger fra FNs Sikkerhedsråd fra 2020. Blandt de udviste i Danmark er der også kurdiske syrere og syrere, som stammer fra kurdiske områder, hvor man ikke har tillagt dette tilstrækkelig betydning til at give dem ophold af personlige grunde.

Hjemsendte (returnees)

Domstolen anfører endelig, at alle klagerne som returnees vil være i risiko for at blive udsat for chikane, vilkårlig frihedsberøvelse, frihedsberøvelse ved ankomst til trods for opnåede sikkerhedsgodkendelser, tortur og andre former for overgreb, samt konfiskation af ejendom og begrænsninger i bevægelsesfriheden. Her henvises til oplysninger fra UNHCRs rapport om Syrien fra 2021.

De danske afgørelser befinder sig juridisk mellem to stole: på den ene side har man inddraget en række opholdstilladelser endeligt, på den anden side vil man ikke forhandle med Assad om en aftale, og har dermed ingen planer om tvangsmæssig udsendelse. De danske myndigheder kan således henvise til, at vi skam ikke tvangsudsender, men henstiller til folk om selv at rejse tilbage ”frivilligt”.

Den omgængelse ville dog sandsynligvis ikke holde i en sag mod Danmark. De afviste har mistet alle rettigheder i Danmark, og de har pligt til at opholde sig i et udrejsecenter, hvor de er omfattet af de Motivationsfremmende Foranstaltninger, som har til hensigt at presse dem til at rejse ud. Hvorvidt en fysisk tvangsudsendelse finder sted eller ej, vil næppe være afgørende i den forbindelse.

I en anden sag, ”N.A. mod Finland” fra 2019, mente domstolen, at en afvist iraker, som var udrejst ”frivilligt”, og kort efter blev dræbt i Bagdad, var Finlands ansvar, da han som afvist ikke havde haft et reelt valg, og udrejsen derfor måtte anses som en tvangsudsendelse. Således ville det også være Danmark ansvar, hvis en afvist syrer selv rejste tilbage til Damaskus og blev dræbt eller udsat for tortur.