Plan om modtagecenter i Afghanistan for uledsagede flygtningebørn genoplives

Tidligere projekt var en klar fiasko og måtte opgives, men både EU og Danmark vil vise en hård linje overfor de uledsagede mindreårige

Foto: Burcu Ebru. Kabul 2015.

Antallet af afghanske asylansøgere er steget til næsten det dobbelte i Europa på et år, og uledsagede mindreårige udgør en stadigt større del heraf, ikke mindst i Danmark. De fleste får afslag på asyl, men man må ikke sende dem hjem uden at sikre en ansvarlig modtagelse. Praksis i Danmark er derfor, at man venter på at de fylder 18 år.

Den netop indgåede Joint Way Forward-aftale mellem EU og Afghanistan skal gøre det muligt for EU-landene at deportere mindst 80.000 afviste asylansøgere tilbage til Afghanistan. Uledsagede mindreårige er omfattet af denne aftale, og unionen forsikrer at der vil blive taget hensyn til ”humanitære aspekter i overensstemmelse med international lov”, og at sårbare grupper, heriblandt uledsagede mindreårige, skal sikres ”passende beskyttelse, bistand og omsorg gennem hele processen”.

Teksten åbner op for, at uledsagede børn for fremtiden kan blive deporteret til Afghanistan, idet den siger: “Uledsagede mindreårige må ikke returneres uden vellykket sporing af familiemedlemmer eller uden passende modtage- og omsorgsordninger i Afghanistan.” Man udelukker således ikke, at de kan sendes tilbage, hvis sporingen ikke lykkes.

Den danske regering er inde på præcis samme tanker, idet nr. 25 blandt de 44 nye forslag på flygtningeområdet fra august hedder: "Regeringen vil arbejde for at etablere modtage- og omsorgsfaciliteter for uledsagede mindreårige i hjemlandet, så der er mulighed for at tilbagesende et antal mindreårige."

Ifølge adjunkt Martin Lemberg-Pedersen fra Global Refugee Studies (GRS), Aalborg Universitet, har EU og den danske regering således genoplivet tankegangen i det såkaldte ERPUM-projekt, der endte i 2014: ”Idéen om at åbne for administrativ massedeportation af uledsagede mindreårige fra Europa til Afghanistan var også målet for ERPUM-piloten, men det lykkedes ikke. Man byggede på de samme idéer om enten at deportere tilbage til opsporede familier, eller, hvis dette ikke kunne lade sig gøre, til såkaldte modtagecentre.”

Martin Lemberg-Pedersen har beskæftiget sig indgående med projektet, og har bla. skrevet et working paper om ERPUM for Refugee Studies Centre ved Oxford University i 2015.

Joint Way Forward-Aftalen mellem EU og Afghanistan er ikke juridisk bindende, og pt. er der så vidt vides ingen konkrete planer om at oprette et modtagecenter for uledsagede mindreårige. Med ERPUM-erfaringerne in mente ser Martin Lemberg-Pedersen da heller ikke store chancer for at det vil lykkes:

”Regeringens udspil og EU-Afghanistan aftalen bærer præg af at være adresseret til et hjemligt publikum, der ikke nødvendigvis er klar over situationen i Afghanistan. Derfor stiller man ting i udsigt, der ikke har megen gang på jord. Sagen med ERPUM var jo, at man ikke kunne spore familier, og ikke kunne garantere for sikkerheden. Ellers havde de europæiske regeringer jo oprettet en massiv deportationskorridor for længst. Så én ting er, at der er et politisk ønske om at gøre det, en anden ting er, om det rent faktisk er muligt på forsvarlig vis,« siger han.

ERPUM var et pilotprojekt mellem seks EU-lande, nemlig Sverige, der var projektets koordinator, samt Norge, Storbritannien, Holland, Danmark og Belgien. Danmark havde som Belgien status af observatør, selvom danskerne reelt var dybt involveret. Projektet løb mellem 2011-2014 og gik ud på at oprette et modtagecenter i Kabul, hvor man kunne sende uledsagede mindreårige til, mens man arbejdede på at spore deres familier, eller hvis en sådan sporing viste sig ikke at være mulig.

Det blev ingen succes og måtte opgives, da der aldrig blev indgået en aftale med Afghanistan, det lykkedes ikke at opspore nogen familiemedlemmer, ligesom man heller aldrig fik fundet et passende sted at oprette modtagecentret. Derfor blev der ikke deporteret en eneste uledsaget mindreårig i projektets levetid.

Landene bag ERPUM havde satset stort på familiesporing, på trods af at der i årene før projektet havde været meget ringe udbytte af sporingsforsøg i Afghanistan. Mange eksperter anså derfor sporings-fokusset som politisk motiveret, og påpegede, at center-komponenten i realiteten udgjorde kernen i projektet. UNHCR, UNICEF og Human Rights Watch har påpeget, at det rejser alvorlige spørgsmål om, hvor længe børnene risikerer at skulle ophold sig i et sådant center.

I det danske Folketing skabte SR-regeringens justitsminister Morten Bødskov kontroverser, fordi han i 2013 påstod, at der lå næsten færdige planer for et modtagecenter klar, som blot manglede de afghanske myndigheders underskrift. Da Red Barnet og Børnerådet stillede 25 spørgsmål til sagen og bad om at se disse center-planer, nægtede han dog at offentliggøre dem med henvisning til forholdet til andre nationer.

Selvom Bødskov således var sparsom med informationerne, kunne man få et glimt af planerne på ERPUM-niveauet. Her arbejdede man nemlig i 2012 for at indrette 2. sal i Janga Lak-komplekset i Kabul, hvortil voksne deporteredes, til de uledsagede mindreårige, men både UNHCR og UNICEF afviste planerne for ikke at være i overensstemmelse med barnets tarv. De ERPUM-ansvarlige nedtonede centrets rolle i løbet af 2013, men Danmark, blev ved med at henvise til idéen om et center. EU-Kommissionen har i forbindelse med Joint Way Forward oplyst, at der ikke i øjeblikket er planer om konkrete modtagefaciliteter for uledsagede mindreårige i Afghanistan. Samtidig har integrationsminister Inger Støjberg dog til et §20-spørgsmål dels anerkendt, at ERPUM-projektet ikke lykkedes, og dels svaret: "Jeg er i gang med at overveje mulighederne for at etablere modtage- og omsorgsfaciliteter, herunder i dialog med Norge.”

Støjbergs indrømmelse af et samarbejde med Norge er nye informationer, og netop Norge har de seneste år, især efter at regeringsmagten skiftede til Fremskrittspartet, ligget i den absolutte europæiske top hvad angår deportationer af afviste asylansøgere tilbage til Afghanistan. I både Norge og Afghanistan har det især vakt kritik, at børnefamilier er blevet sendt tilbage til det konflikthærgede land. Ligesom Danmark modtog Norge og 6 andre europæiske lande sidste år officielle diplomatiske noter, hvori de afghanske myndigheder bad om et stop for tvangsudsendelser, indtil en ny hjemsendelsesaftale var forhandlet på plads.

Under ERPUM-samarbejdet frabad Afghanistan sig også tvangshjemsendelser, og advarede om, at man ikke var i stand til at beskytte uledsagede mindreårige fra kriminelle netværk, stofmisbrugere og militsers tvangsrekruttering. Hverken dengang eller under foråret 2015 kom de afghanske myndigheder nogen vegne med det ønske. Tvangsudsendelserne fra Norge og Danmark er fortsat, men for nylig nægtede de afghanske myndigheder at tage imod en ung mand og en familie, som var blevet sendt af sted fra Danmark under meget voldsom anvendelse af tvang.

Et tragisk eksempel på risici ved deportationer af børn til Afghanistan kom i sommeren 2015, da Danmark tilbagesendte et brødrepar, Vahid og Abolfazl Vaziri, til Kabul. Kort efter ankomsten blev storebroren uheldigvis væk fra sin lillebror, der stadig var mindreårig, og efter nogen tid blev den mindreårige bror, Abolfazl, angiveligt fundet dræbt, mens Vahid måtte flygte videre til Iran.

Sikkerhedssituationen i Afghanistan og Kabul forværredes drastisk mens ERPUM-projektet løb. Ifølge UNHCR steg antallet af internt fordrevne i landet fra omkring 250.000 i 2008 til over 1,2 millioner i 2015, og Taliban kontrollerer nu omkring 1/3 af landets territorium. Antallet af internt fordrevne vil fortsat stige, idet både Iran og Pakistan nu er gået i gang med at deportere hundredtusindvis af afghanere tilbage over grænserne.

Børn er yderst sårbare i denne kontekst: Udover hundredvis af lukkede skoler rapporterer FN-organer om at flere og flere børn lemlæstes eller mister livet, når de samler bombefragmenter op. Flere børn tvangsrekrutteres også af lokale militser eller Taliban til at blive børnesoldater, og i visse landlige regioner fortsætter en udbredt praksis med seksuelt misbrug af såkaldte ’dansedrenge’ med at finde sted.

Det er derfor blevet endnu sværere og farligere både at foretage familie-sporingen og at garantere sikkerheden i potentielle modtagefaciliteter. Undervejs i ERPUM trak International Organization for Migration (IOM), der bl.a. assisterer ved frivillige hjemsendelser, sig også fra projektet. Det skete, efter at dets hovedkvarter i Kabul blev udsat for et angreb. Kort tid efter blev EU’s politimission i Kabul også udsat for et voldsomt angreb. I manglen på modtagecentre har Norge i tiden efter ERPUM benyttet et Kabul-hotel som indlogering for deporterede, men i oktober 2016 blev også dette udsat for et angreb.

På grund af ERPUM-projektets fiasko og den forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan, er den danske regerings politik, og afsnittet i EU-aftalen opsigtsvækkende, ifølge Martin Lemberg-Pedersen:

”ERPUM var jo altså bare et pilotprojekt, der skulle undersøge muligheder og begrænsninger. Projektet var meget langt fra at nå sine målsætninger, der viste sig at være urealistiske, og på trods af de dårlige erfaringer har man nu, uden nogen form for evaluering eller særlig refleksion, ophøjet pilotens rationale til både dansk og fælleseuropæisk politik.”