ANALYSE: Paradigmeskiftet handler om permanent ophold

Antallet af permanente opholdstilladelser styrtdykker – et stigende antal bor i Danmark med 1-årige opholdskort

ANTAL PERMANENTE OPHOLDSTILLADELSER, HERAF TIL FLYGTNINGE

Effekten af de seneste stramninger er tydelig. Men den er meget værre end den ser ud. Den skal nemlig ses i sammenhæng med det antal, som har fået midlertidig opholdstilladelse i samme periode. De seneste fem år har i alt cirka 40.000 mennesker fået ophold alene på baggrund af asyl – men kun 173 flygtninge har fået permanent ophold i 2017. Vi har således en akkumuleret mængde, hvoraf kun en minimal del vil være i stand til at opfylde kriterierne fremover. Der vil dermed være en stigende andel  af mennesker i Danmark, som hele tiden er i risiko for at miste deres opholdstilladelse. En midlertidig opholdstilladelse forhindrer desuden, at man kan få en ægtefælle hertil eller ansøge om dansk statsborgerskab.  

OPHOLDSTILLADELSER GIVET PÅ BAGGRUND AF ASYL (herunder kvoteflygtninge og humanitært ophold)

Dansk Folkeparti er nu begyndt at kalde det 'et paradigmeskift' hver gang de presser endnu en stramning igennem på et område, hvor det snart ikke er muligt at finde på flere stramninger. Men hvis vi ser os lidt tilbage, har der været tale om to rigtige paradigmeskift på flygtninge- og indvandrerområdet i nyere tid. Det første var i 2001, da Anders Foghs regering startede en lavine af lovændringer og nedbragte antallet af asylansøgere, der søgte mod Danmark, til nærmest nul.

Det næste er sket gradvist i løbet af de seneste år, og de færreste har bemærket det. Her er der ikke kun tale om en erklæret regeringspolitik, men en holdningsændring, som er sivet ind i næsten alle partier. Flygtninge anses ikke længere for mennesker, der har mistet deres hjemland og skal have lov at bosætte sig i Danmark – nu anses de for personer, som midlertidigt opholder sig her og skal tilbage igen hurtigst muligt. 800 somaliere står lige nu for at blive smidt ud, også dem der har fuldtidsjob og har lært dansk.

Flygtninge skal ikke længere have støtte og omsorg til deres traumer og udfordringer, men mødes med benhårde krav og regler, som gælder for alle  – uanset, om man er flygtet fra et iransk torturfængsel eller er kommet for at spille violin i et symfoniorkester.

Man ser mest tydeligt skiftet på selve opholdstilladelserne. Indtil for nylig fik man enten 5 eller 7 års ophold, hvis man blev anerkendt som flygtning. Nu kan man højst få 2 års ophold, og hver tredje flygtning får kun 1 års ophold i første omgang.

Disse opholdstilladelser skal man ansøge om at få forlænget hvert andet år, indtil man kan være heldig at opnå permanent ophold. Men den tid er slut, hvor en flygtning kunne søge lidt hurtigere end en indvandrer, og endda en overgang kunne få permanent ophold automatisk efter en årrække. Nu skal alle opfylde de konstant skærpede krav, og alle må vente i 8 år – medmindre de tilhører en mikroskopisk elite af højtlønnede, højtuddannede og fastansatte, som kan søge efter 4 år.

Kravene er svære for mange at leve op til, og de skifter hele tiden, hvilket i sig selv gør det umuligt for mange at ramme det rigtige tidspunkt, hvor de lever op til de gældende krav. I øjeblikket tæller det at tage en uddannelse i Danmark fx slet ikke på nogen måde. Det betyder, at Shamis, som kom hertil som flygtningebarn og har boet her lovligt i 16 år, kommer til at vente i mindst 20 år før hun kan opnå permanent ophold.

Idéen om at flygtninge skal hjem igen, når der bliver lidt bedre forhold i deres hjemlande, virker umiddelbart fornuftig. Den fungerer bare ikke i praksis. Det har undertegnede og tre andre eksperter forklaret til Altinget for nylig. For det første er den slags konflikter oftest langvarige – gennemsnitligt 17 år ifølge FN. For det andet kan man ikke undgå, at flygtninge over tid opnår en stærk tilknytning til deres midlertidige opholdsland. For det tredje vil mange hjemlande ikke tage imod deres egne borgere med tvang. Og endelig mangler der positive incitamenter til at rejse tilbage.

Men de to allervigtigste argumenter har vi stadig til gode. Det første er det menneskelige: Det er ikke rimeligt at rive et menneske op med rode endnu engang, efter allerede én gang at have været nødt til at forlade alt: familie, historie, ejendele, sprog, kultur, mad, klima. Det tager lang tid at omstille sig til et nyt liv, og man kan ikke gøre det flere gange. Hvilket fører os til det sidste argument: Det kan ikke betale sig.

En flygtning kræver en masse ressourcer som nyankommen; man skal have hjælp til at lære sproget og kulturen at kende, og man skal danne sig netværk og erfaringer inden man for alvor kan bidrage til samfundet. Måske er det endda for sent for én selv, men ikke for ens børn. Langt over halvdelen af dem, der kommer til Danmark med flygtningebaggrund er under 18 år. De kan blive en god samfundsinvestering, hvis de uddanner sig og vokser op med en følelse af at høre til – præcis som de danske børn.

Når integrationen påstås at være slået fejl (hvilket langtfra er rigtigt på alle områder), så er det netop der, hvor det ikke er lykkedes at opnå den følelse af tilhørsforhold. Når unge med anden etnisk baggrund aldrig har følt sig velkomne og samfundet ikke har været i stand til at tackle kulturforskelle på en fornuftig måde.

Lige nu er vi på vej i den stik forkerte retning: med kortvarige, usikre opholdstilladelser og en konstant trussel om at blive smidt ud af landet krydret med en negativ og fordømmende omtale i medierne er der da slet ingen unge, der har lyst til at blive en aktiv del af samfundet. Ligesom med de fleste andre tilsyneladende smarte, men kortsigtede løsninger her i verden, vil det efterlade os med udgifterne og problemerne, uden nogen udsigt til at få dem dækket ind på længere sigt. Det har vi slet ikke råd til – hverken menneskeligt eller økonomisk.