Regeringen vil hjemsende somaliske flygtninge trods advarsler
Både kvoteflygtninge og flygtninge med beskyttelsesstatus risikerer inddragelse – stik imod tidligere praksis og FNs advarsler
FOTO: Lejr for internt fordrevne i Mogadishu (UNHCR)
Efter at 5 somaliske flygtninge i september mistede deres asylstatus efter 4 år ved prøvesager i Flygtningenævnet, annoncerede Udlændingestyrelsen at 1.200 sager på den baggrund skulle screenes for mulig inddragelse. Dvs. at i alt 1.450 herboende somaliere ville få brev fra styrelsen.
Nogle har allerede været til interview hos styrelsen, hvor de påny skulle redegøre for eventuel risiko ved en hjemvenden – afvejet mod den tilknytning til Danmark, som de pågældende har opnået. Afgørelserne er endnu ikke truffet, så man kan ikke sige noget om, hvilken linje man vil anlægge.
Udlændingestyrelsen har for nylig meddelt, at 400 af dem alligevel ikke vil blive revurderet, da de ikke har fået asyl pga. de generelle forhold. Til gengæld har minister Støjberg i december udtalt, at kvoteflygtninge også kan risikere at miste deres opholdstilladelse, hvilket FN direkte advarer den danske regering imod at gøre.
Ny praksis
At inddrage en asylstatus er udtryk for en helt ny politik. Indtil nu har det kun været praksis, hvis flygtningen skulle udvises for kriminelle forhold. Og i kvoteflygtningenes dokument fra FN er det formuleret, at genbosætningen skal udgøre “en varig løsning”. FN skelner ikke mellem beskyttelsesstatus eller konventionsstatus, og efter FNs Flygtningekonvention kan en flygtning ikke sendes tilbage før der er “en varig og stabil forbedring” i hjemlandet.
Meget tyder på, at den danske regering har et stærkt ønske om at sende somaliere ud, og presser på for at det skal kunne lade sig gøre. Ønsket virker politisk motiveret, bla. pga. denne gruppes ry for dårlig integration. Men her skal man huske på, at de herboende somaliere har mange børn – børnene går i børnehave, skole osv. og er allerede en del af det danske samfund, uanset om deres forældre har en lidt lavere tilknytning til arbejdsmarkedet end danske forældre.
Hvis man inddrager en del af alle disse opholdstilladelser, har man et problem. Der er ikke nogen hjemsendelsesaftale med Somalia, og ingen udsigt til én. Det betyder, at børnefamilierne skal rives ud af deres almindelige lejligheder, børnehaver og skoler – og bo i Udrejsecenter Sjælsmark de næste mange år.
Situationen i Somalia
Baggrunden for inddragelserne er nogle enkelte baggrundsoplysninger, som peger på delvise forbedringer af den generelle sikkerhed i Mogadishu og visse Al Shabaab-kontrollerede områder. Men lige så meget peger i den modsatte retning.
Afrikaekspert Mathias Søgaard skriver sådan her om den aktuelle situation i Somalia:
Bliver du sendt retur til Mogadishu imorgen, ender du i et land uden en reel regering, og uden nogen til at passe på dig. Der er kun en udsendt militærstyrke, og den bliver svagere dag for dag. Du ender i et land regeret af oprørsgrupper, deriblandt terrorgruppen al-Shabaab og klantilhørsforhold. Tilhører du en af de marginaliserede klaner eller grupperinger, er du særligt udsat.
Du ender et sted, hvor der mangler mad, skoler og hospitaler, og jobmulighederne er begrænset, med mindre du søger mod banderne selvfølgelig. Du er ikke i sikkerhed i byen eller på landet. Du risikerer at blive udplyndret af både dem, der burde passe på dig og af banderne. Er du kvinde, risikerer du at blive voldtaget. Du og dine børn kan godt glemme alt om uddannelse, og kryds hellere fingre for, at ingen af jer bliver syge.
Landet har en regering, men den har ingen magt. Intet fungerende politi, retsvæsen, militær, eller nogen til at sørge for din sikkerhed. Eller til at skabe arbejdspladser, drive skoler og hospitaler, eller til at sørge for rindende vand.
Den danske stat fraråder alle rejser til Somalia. I modstrid med Udlændingestyrelsens asylvurderinger mener Udenrigsministeriet, at “risikoen er væsentlig forhøjet i Mogadishu” – og Udlændingestyrelsen turde da heller ikke selv rejse ind i landet, da de skrev deres seneste landerapport i 2015 under et ophold i Nairobi. Den britiske stat har malet hele Somalia rødt. Ingen sikkerhed overhovedet!
Regeringen i Mogadishu understøttes af en styrke leveret af den Afrikanske Union med moralsk opbakning fra FN (Amisom). Styrken er på ca. 18.000 mand, efter at Etiopien har trukket sine mænd ud. Siden maj 2016 har også Uganda, Kenya og Burundi truet med at trække sig ud. Med det kommende valg i Kenya og en vedvarende borgerkrig i Burundi er det sandsynligt, at landene har behov for soldaterne hjemme til at holde styr på de indre linjer. Somalia er cirka 5 gange større end Danmark, og Danmark alene har en militær styrke på over 15.000 veluddannede mand. Amisom er ikke stærk nok til at sørge for sikkerheden, de er simpelthen for få. Selv hvor de er tilstede, såsom i Mogadishu, er styrken ikke stærk nok til at varetage deres opgave fornuftigt. I juni 2016 kom det også frem, at styrken ikke var blevet betalt i seks måneder, og derfor foretager soldaterne selv plyndringer. Flere udsendte soldater er anklaget for systematisk voldtægt af børn og kvinder i Somalia.
På landet hersker al-Shabaab (en paraply over forskellige grupperinger/bander) og andre grupper, hvor de erhverver sig gennem plyndring og hvervning af unge mænd. Landbrugs- og fødevaresektoren er brudt sammen flere steder, specielt omkring de større byer, hvor mad transporteres til Mogadishu fra diverse donorlande og FN med fly. Og der er ikke nok mad. Kender du ikke ham, der står for maduddeling, risikerer du at ende bagerst i køen, da maduddeling også er genstand for korruption. Det er også almindeligt, at kvinder og børn må sælge sex for at få adgang til medicin og mad.
Nabolandene Kenya og Etiopien er allerede fyldt med hundredtusinder af somaliske flygtninge, og Kenya er begyndt at deportere dem tilbage over grænsen. Kenya truer desuden med at lukke Dadaab-lejren, som huser 340.000 flygtninge, næsten alle fra Somalia. Der er 1,3 mio internt fordrevne flygtninge i Somalia, og næsten en mio i nabolandene. Presset på Somalia er altså massivt lige nu, og der er snarere udsigt til forværring end til forbedring.