Flygtningebørn rammes hårdt af to nye lovforslag

Regeringens nye bandepakke skal finansieres ved at gøre flygtningebørnene endnu fattigere

FAKTA

Ifølge regeringens finansudvalg er 21.800 børn i 2017 ramt af integrationsydelsen. 23.100 børn kan blive ramt af optjeningsprincippet for børnechecken i 2018.

Lovforslag om bandepakke og optjeningsprincip for børnepenge

Ny pensionsaftale mlm. regeringen og DF

Flygtninge har sværere ved at finde job i Danmark end de indfødte, og det skal deres børn tilsyneladende straffes for. I forvejen modtager arbejdsløse flygtninge de første 7 år i landet kun det halve af en dansker på kontanthjælp. Som forsørger får man næsten det dobbelte af en enlig, men beløbet er det samme for et som for 10 børn.

Samtidig optjener flygtningefamilier først den fulde børnecheck efter 2 år i landet. Dette skal sættes op til 6 år, og dermed betale de 90 mio kr, som regeringen støttet af S og DF vil bruge på bandebekæmpelse.

Et andet forslag om ny pensionsaftale skal finansieres ved at beskære integrationsydelsen med 3 procent, samt ændre den bonus, som man kan opnå ved at bestå Dansk 2-prøven fra en månedligt tillæg på 1.500 kr til et engangsbeløb på 6.000 kr

Alt i alt rammes flygtningebørn urimeligt hårdt af alle disse tiltag, og de udgør allerede nu den fattigste gruppe børn i landet. Som nyankomne skal deres forældre først lære dansk, og selv når det er lykkedes, står de bagest på arbejdsmarkedet. De mangler netværk, anbefalinger og relevante erfaringer – og en del har traumatiske oplevelser i bagagen. Derfor rammes de også ofte af 225-timers reglen, og flere arbejder ufrivilligt på deltid.

Baggrunden for alle nedskæringerne er et større incitament for at komme i job. Men adskillige undersøgelser viser en meget begrænset effekt – senest påviste Rådet for Socialt Udsatte i marts 2017, beskæftigelseseffekten af det gamle kontanthjælpsloft var forsvindende lille og i et vist omfang negativ.

Børn, som vokser op i fattigdom, har større risiko for at blive socialt udstødte og få en kriminel løbebane. Dermed vil beskæringen af børnechecken på sigt netop bidrage til de bandeproblemer, som man vil bekæmpe. Desuden har både Inger Støjberg (V) og Trine Bramsen (S) givet udtryk for, at selve bandebekæmpelsen fremover skal indeholde en kollektiv økonomisk straf af hele familien – noget, som igen vil gå ud over eventuelle søskende i et bandemedlems familie og skabe yderligere fattigdom.

Socialdemokratiet var i sin tid imod den tidligere starthjælp, som man kaldte en 'fattigdomsydelse' og afskaffede ved regeringsskiftet i 2011. Siden har S skiftet holdning og bakker nu op om den integrationsydelse, som Løkke-regeringen indførte af to omgange i 2015 og 2016. Så sent som i 2015 stemte S også imod det 2-årige optjeningsprincip for børnecheck, men stemmer nu for et princip, som er tre gange hårdere.

"Flygtninge skal bidrage til samfundet, men vi skal også sikre, at børnene ikke vokser op i fattigdom," sagde Dan Jørgensen (S) i 2015 i folketingssalen.

Regeringen havde med i sin 2025-plan at afskaffe børnechecken for flere end 3 børn. Det er dog endnu ikke indført. Hvis det blev indført, ville det ramme flygtninge- og indvandrerfamilier hårdt, da de oftere har flere end 3 børn end danske familier.

I januar underskrev 17 organisationer en appel til Folketinget om at bekæmpe fattigdom blandt børn, sådan er steget voldsomt pga. kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225 timers regel.

Vil du læse flere aktuelle nyheder om flygtninge i Danmark?

Giv os en donation eller meld dig ind!

Støt / bliv medlem