Ny aftale mellem Eritrea og Etiopien – hvad betyder det for eritreere i Danmark?

Begrænset udsigt til forbedringer for den eritreanske befolkning

Vendepunkt mellem de to lande

Det er en historisk fredsaftale, som af visse vestlige medier er blevet udlagt som et vendepunkt i de to landes forhold, og mange har tolket det som helt nye muligheder for de to landes befolkninger. Aftalen handler ikke kun om grænsen, men også om at åbne op for handel, direkte telefonforbindelse og genåbne ambassader. Der meldtes hurtigt om direkte fly mellem Addis Abeba og Asmara. Washington Post skrev 13. juli en overstrømmende artikel om to brødre, som var blevet adskilt af grænsestriden i 1998 og nu endelig kunne genforenes. Andre iagttagere har været mere jordnære. 

To spørgsmål melder sig, når jublen har lagt sig lidt. Det første er, om der reelt vil være udsigt til forandringer for den eritreanske befolkning. Det næste er, om det vil få betydning for den lille million flygtninge, som har fået asyl eller familiesammenføring i Europa, Canada og USA.

Jeg har talt med herboende fra begge lande, som følger nøje med i hjemlandenes politik. Det korte svar på begge spørgsmål ser desværre ud til at være Nej.

Først må man se på, hvilken aftale, der egentlig er tale om. Det mest iøjnefaldende er uligheden mellem de to statsledere og deres lande.

Etiopien

Etiopien er en magtfuld spiller på det afrikanske kontinent med sine 100 mio indbyggere og en historie som det eneste land, der aldrig blev koloniseret. På trods af de mange voldelige konflikter mellem landets etniske grupper og problemer med korruption og magtmisbrug, er det dog et skrøbeligt demokrati med en forfatning og et retsvæsen. Den nyvalgte statsminister Abiy er utroligt populær og har haft travlt med at løslade politiske fanger og rette op på landets problemer. Økonomien er hastigt voksende, selvom flertallet lever i dyb fattigdom.

Eritrea

Eritrea er et lille land med 4-5 mio indbyggere (ingen ved det med sikkerhed), og har de seneste mange år været helt isoleret fra omverden. Frihedskæmperen Isaias trådte hurtigt i karakter som en enevældig diktator, og landet har aldrig implementeret sin forfatning eller udviklet et retsvæsen. De seneste 15 år har der været erklæret undtagelsestilstand, og en stor del af den arbejdsduelige befolkning er udstationeret i tidsubegrænset militærtjeneste eller nationaltjeneste med en måneds orlov om året. Økonomien er baseret på en enkelt guldmine og massiv støtte fra den million eritreere, der bor udenlands og sender penge hjem – både til daglige fornødenheder og til at betale menneskesmuglere og korrupte embedsmænd store summer.

Transport og handel

Etiopien har ikke adgang til havet og dermed skibstransport – det har Eritrea i kraft af sine to havne Assab og Massawa. Derfor er Etiopien stærkt interesseret i at fragte varer gennem Eritrea, og vil gerne betale told og afgifter for det. I øjeblikket går 95% af al Etiopiens handelsvarer via Djiboutis havne, og det koster dyrt. Eritrea har brug for pengene, og bruger ikke rigtigt selv sine havne – Assab ligger hen som en spøgelsesby, og Massawa er ikke den badeferieby, som den kunne være. Transport gennem Eritrea kan betyde billigere varer i begge lande samt et større sortiment.

Det er dog tvivlsomt, om Etiopien eller private selskaber vil foretage store investeringer i den eritreanske infrastruktur, eftersom det hele afhænger af Isaias’ personlige holdning og humør. Det er risikabelt at investere i et land uden lovgivning og retsvæsen, styret af én mand. Og ingen ved, hvad der sker den dag, han er væk.

Ingen politiske ændringer

Umiddelbart kan det virke som en fordel for Isaias, at han med ro omkring grænsen kan klare sig med færre i militæret. Men i praksis bruger han både militæret og nationaltjenesten som gratis arbejdskraft for staten, og som en måde at undertrykke enhver modstand eller selvstændigt initiativ. Uden den trussel fra Etiopien, som han har tordnet om i 22 år, bliver det svært at retfærdiggøre. Hvis han demobiliserer dele af hæren, vil der opstå arbejdsløshed, og et godt gæt er, at han vil se igennem fingre med små virksomheder og private indtægter fremfor at styrke det formelt – for på den måde at beholde magten gennem korruption.

Selvom der nu er enighed om, hvor grænsen skal gå, betyder det ikke nødvendigvis mindre bevogtning. Det er stadig ulovligt for den almindelige eritreer at forlade landet uden visum og tilladelse – og det får man kun, hvis man har de rette forbindelser og statens tillid. Eritreere i efterretningstjenesten og dem, der har et vestligt pas og betaler deres skat til Isaias, kan rejse næsten frit. Det bliver sandsynligvis lidt lettere for andre at få tilladelse fremover, men der er ingen grund til at tro, at landets unge mænd kan stikke af fra militærtjeneste og spadsere frit over grænsen. Isaias har ikke lovet noget som helst om at ændre på forholdene i sit land – modsat Abiy, som hele tiden snakker om udvikling og reformer i Etiopien. Isaias’ standardsvar er ”vi er i gang med at undersøge tingene.”

En af de herboende eritreere mener, at de to ledere sandsynligvis har indgået en diplomatisk aftale om at dæmme op for modstandsbevægelser i begge lande. Det er en kendt sag, at etiopiske oppositionsfolk arbejder inde i Eritrea og (dog i mindre grad) omvendt – dette kan man begrænse ved fx at lade det andet lands efterretningstjeneste komme ind og ”tale med dem.” Man kan også hjælpe fremtrædende personer til at få asyl i Europa eller USA, så de kommer lidt på afstand.

For de eritreanske flygtninge i Danmark vil aftalen ikke have den store betydning. Det bliver nemmere for dem at komme på besøg i Etiopien, men hvis de vender tilbage til Eritrea er der stadig samme risiko for fængsling uden at komme for en dommer, tortur og umenneskelige forhold i fængslerne – alene for at have forladt landet ulovligt, eller måske endda være stukket af fra den uendelige militærtjeneste. Selv børn fængsles i dag i mange måneder for at have forsøgt at krydse grænsen.