Ny forskningsrapport om udrejsecentrene

"Stop Killing Us Slowly” er en uafviselig kritik af centrenes forhold og formål

Siden udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård blev taget i brug i henholdsvis 2015 og 2016 har de været genstand for megen debat i medierne. Forholdene i centrene er bevidst gjort så ubehagelige som muligt, og flere eksperter betegner dem som åbne fængsler – med dårligere forhold end indsatte i et rigtigt åbent fængsel har, og uden tidsgrænser.

Ganske forudsigeligt har det også vist sig, at centrene på ingen måde tjener deres formål: nemlig at presse flere til at rejse tilbage frivilligt efter afslag på asyl. Tværtimod har centrene skabt næsten 3.000 ”forsvundne”, som for de flestes vedkommende sandsynligvis befinder sig i andre europæiske lande uden opholdstilladelse. Antallet af beboere, som har fået genoptaget og omgjort deres asylsager overstiger også langt antallet af udsendte. Asyl er ikke en eksakt videnskab, og Flygtningenævnet er ikke ufejlbarligt.

I en række citater fra interviews giver beboerne udtryk for skarpe og kloge overvejelser omkring den situation, samfundet har bragt dem i. Som fx Issa, der har boet to år i Sjælsmark:

”Som en normal person vælger du selv at gøre ting, og hvornår du vil gøre dem. Du kan spise, når du vil, træne når du vil, bestemme hvordan du vil leve dit liv. I lejrene er vi berøvet alle valg. Og du kan ikke lave nogle planer for dit liv.”

Det er især oplevelsen af at blive kriminaliseret, isolationen og den manglende selvbestemmelse, som gør det ubærligt for folk at bo i centrene.

Rapporten er skrevet af Freedom of Movements Forskerkollektiv, som består af Julia Suarez-Krabbe (RUC), Annika Lindberg (Bern Universitet) og José Arce-Bayona (Aalborg Universitet). Forfatterne har en forskningsmæssig tilgang til emnet, men er ikke blege for at rette en hård kritik mod hele tankegangen bag centrene samt de konsekvenser, som centrene har for både beboere og samfund.

Som det også nævnes i rapporten, blev problemet omkring de udsendelseshindrede eller ”juridisk strandede” afviste asylansøgere første gang beskrevet af undertegnede i rapporten ’Asylcenter Limbo’ i 2011. Allerede dengang var det indlysende, at mennesker i denne situation er bange, og man kan ikke presse dem til at rejse ud ”frivilligt” ved at gøre livet surt for dem. Situationen er kun blevet værre siden dengang, og udover de afviste asylansøgere bor der også et stigende antal personer på Tålt Ophold i Kærshovedgård. De har statens ord for, at de vil være i livsfare, hvis de rejser hjem – derfor forekommer det endnu mere absurd at lægge bevidst pres på dem.

Rapporten påviser klart, at regimet udelukkende har negative og uacceptable effekter, men kommer ikke ind på alternative løsninger for afviste asylansøgere. Her kunne nævnes positive incitamenter som økonomisk og social støtte ved hjemrejse, en klarere definition af ’samarbejde’ kunne bringe §9c,2 tilbage på banen og give midlertidigt ophold pga. udsendelseshindringer (den er ikke blevet anvendt siden 2012), børns tilknytning til Danmark gennem en opvækst i asylsystemet bør på et tidspunkt udløse en opholdstilladelse, og der kunne åbnes op for at lade afviste asylansøgere indgive ansøgning om familiesammenføring, studie- og arbejdstilladelser. Samlet set kunne disse tiltag løse langt de fleste sager.

Rapporten er letlæst på trods af det tunge og komplicerede emne, og på kun 50 små sider gennemgås de juridiske, praktiske og etiske aspekter af centrene.

Download den her, på dansk eller engelsk.

Kontakt til forfatterne: 
Annika Lindberg: annika.lindberg(at)soz.unibe.ch 
Julia Suarez-Krabbe: jskrabbe(at)ruc.dk