Ny tidsfrist for familiesammenføring med børn mangler begrundelse
Kontroversielt integrationskrav afskaffes, men til gengæld indføres en 3 måneders frist, som kan ramme langt flere
Det danske folketing har pr. 1. januar indført nye regler for forældre, der ønsker at få sine børn til Danmark. Ændringen opfattes generelt som en lempelse og et opgør med en urimelig regel, som ramte den thailandske pige Mint og ca. 80 andre børn i lignende situationer, som nu kan få genoptaget deres sager. At Mint og de andre børn ikke skulle kunne integreres i Danmark var da også en absurd påstand, idet flere af børnene allerede talte flydende dansk og var faldet godt til i ansøgnings- og klageperioden. Det var på høje tid at få afskaffet integrationskravet, som ramte børn mellem 8 og 15 år. Alle børn kan integreres, også dem over 15 år, som dog stadig behandles efter strammere regler.
Lovforslaget indeholdt imidlertid samtidig en stramning, som kan vise sig at have langt mere alvorlige konsekvenser, alt efter hvordan den vil blive anvendt i praksis. Der indføres nu en tidsfrist på 3 mdr. for at indgive ansøgning, regnet fra den herboende forælder har fået opholdstilladelse i Danmark eller fra barnet er født.
Tidsfristen risikerer at adskille mange børn og forældre, og skabe ulykkelige situationer. Desværre ser vi ingen sikringer imod, at flygtningefamilier også kan rammes af den korte tidsfrist. Loven giver mulighed for dispensation, men erfaringsmæssigt anvendes disse meget restriktivt af Udlændingestyrelsen.
Fristen har intet rationelt belæg. Som udgangspunkt ønsker forældre at være sammen med deres børn, og hvis de ikke ansøger om det straks, er der som regel gode grunde til det. Regeringen har nogle fordomsfulde og udokumenterede idéer om forældre, som holder deres børn på koranskoler i årevis i hjemlandet. Hvad vi oplever i Refugees Welcome, er derimod familier med masser af praktiske problemer med at skaffe dokumenter i form af fødselsattester, vielsesattester og ID-papirer. Nogle kan også være i reel tvivl om, hvor barnet vil have det bedst. Men hvis man vælger bevidst at lade barnet blive i hjemlandet, er det pga. personlige relationer og ikke fordi man har noget imod at lade barnet vokse op i Danmark – tværtimod. Hvorfor ikke lade den afvejning være op til forældrene?
Mange flygtninge vil slet ikke få information om fristen, før den er overskredet. Den oplysning vil forsvinde i mængden af nye informationer, og de nyankomne forstår ikke dansk endnu. Ansøgningsskemaerne er lange og svære at udfylde – og de findes kun på dansk og engelsk.
Læs mere på Udlændingestyrelsens egen hjemmeside:
Nyhed fra 19.12.2019
Mere om kravene
Læs også høringssvaret fra Refugees Welcome, sept. 2019.