EU’s nye migrationspagt: deportationer vigtigere end rettigheder

Refugees Welcome tilslutter sig den kritik af pagten, som en lang række NGO'er har fremsat

Ulige fordeling i EU


Dublinforordningens utilstrækkelighed blev åbenlys for de fleste under den ekstraordinært store tilgang af migranter og asylansøgere til EU i 2015. Kritikken fra begge fløje i EU har nu fået Kommissionen til at fremsætte et forslag til en pagt, som skal danne en ”enkel og sammenhængende migrationspolitik” for unionen, men forslaget undlader at tage hånd om helt fundamentale problemer i EU’s håndtering af asylsager, og tilføjer flere problemer end det løser.



Kampen for en bedre balance i fordelingen af asylansøgere EU-landene imellem er tabt, når man fastholder Dublinforordningens grundprincip om ’første modtagerland’ i asylsager. Det viser sig især ved Europas ydre grænser i lande som Italien og Grækenland, hvor forfærdelige forhold som dem i Moria-lejren efterhånden er alment kendt, og den manglende villighed til at modtage flygtninge fra flere lande som Polen, Ungarn og også Danmark hjælper ikke på situationen. Fem lande modtog 80% af ansøgerne i EU i 2019.



Den nye pagt vil fastholde princippet om at ankomstlandet er hovedansvarligt for asylbehandlingen, men suppleres af en ”obligatorisk solidaritet”, hvor alle EU-lande forpligtes til at hjælpe de hårdest pressede stater ved enten at overtage asylsager eller bidrage til hjemsendelse. Herudover vil man fremskynde screening og afgørelse af procedure for nyankomne, og desuden udvide samarbejdet med tredjelande gennem visumaftaler.  



Flere problemer end løsninger


Der er positive træk at finde i forslaget. Der lægges op til en harmonisering af kriterierne for at give international beskyttelse og forbedringer af forholdene i modtagerlandene på EU’s ydre grænser, man vil forhindre et nyt Moria. Pagten indeholder også et forslag om uafhængig monitorering af fundamentale rettigheder ved grænsen, men det er uklart hvorledes denne uafhængighed sikres.
Derudover er det lovende, at man vil gøre det muligt at opnå permanent ophold efter tre år og styrke mulighederne for at arbejde og flytte til andre lande i unionen. Det er desuden positivt, at man opretter en ekspertgruppe, som skal udvikle EU-politik baseret på migranters egne oplevelser og synspunkter.



Der er dog langt flere kritisable elementer i forslaget. Det hurtigere procedurevalg for asylsagerne ved grænsen kunne lyde som et godt udgangspunkt, fx fungerer den danske Åbenbart Grundløs-procedure godt, men en fremskyndet screening som beskrevet i pagten vil gå ud over retssikkerheden. Grænselandene har i forvejen problemer med asylproceduren, og forhastet behandling kan gøre mere skade end gavn, når det kommer til at sikre nyankomnes rettigheder.

Det er dybt problematisk, at man vil kunne behandle nationaliteter med en gennemsnitlig EU-anerkendelsesprocent på under 20% i en procedure, hvor de ikke har adgang til advokatbistand og ikke er omfattet af gældende retsgarantier. I perioder med mange ankomster kan det sågar udvides til nationaliteter, hvor under 75% får asyl – i øjeblikket vil det omfatte alle andre end syrere og eritreere. I belastede perioder åbnes der også for, at medlemslande kan undlade registrering i op til tre måneder, alt imens de pågældende kan frihedsberøves, udvises med risiko for refoulement og nægtes basale ydelser.

Deportationer og frihedsberøvelse


I det hele taget lægger forslaget stor vægt på tilbagesendelse, et pænere ord for deportationer. Tankevækkende nok optræder ordet "return" over 100 gange i kommissionens udspil, men ordet "rights" kun 14 steder. Udpegelsen af en koordinator for tilbagesendelse i Kommissionen, og Frontex’ udpegelse af en viceadministrerende direktør for tilbagesendelse, kan give associationer til Danmarks nyligt oprettede Hjemrejsestyrelse. Man udvider samarbejdet med tredjelande for at kunne sende retur til lande, hvor sikringen af migranternes rettigheder ikke garanteres, hvormed problemerne holdes ude af øje, ude af sind.



Princippet om ”obligatorisk solidaritet”, hvor staterne kan fravælge at modtage flygtninge, burde snarere betegnes ”frivillig solidaritet”, da man fra EU’s side har opgivet at få modstræbende lande til at makke ret. Det kan skabe grobund for større modvillighed blandt andre stater, hvis man kan slippe afsted med blot at nægte at modtage flygtninge. Det kan føre til yderligere pres på de i forvejen hårdt pressede grænsestater, og vil formentlig føre til en højere rate af deportationer.

Screeningen og den efterfølgende asylprocedure vil medføre en massiv tilbageholdelse i lejre og lukkede modtagecentre (en form for fængsler), navnlig i grænsestaterne.

Forslaget indeholder desuden en undtagelsesregel, hvor exceptionelt store migrationsstrømme kan hjemle tilbageholdelse på grænsen i op til 10 måneder, og man kan frygte, at dette vil blive normen fremover, hvilket er i klar strid med principperne om nødvendighed og proportionalitet i folkeretten. Allerede i dag kan asylansøgere frihedsberøves i op til 18 måneder i mange EU-lande, herunder Danmark, hvilket er en tvivlsom praksis rent menneskeretligt.

Det særlige beskyttelsesbehov for flygtningebørn tages alvorligt i forslaget, hvor alternativer til frihedsberøvelse og tilbud om uddannelse bliver tilgængeligt for børn under 12 år og uledsagede mindreårige. Det er dog bemærkelsesværdigt, at børn mellem 12 og 18, ledsaget af forældre eller værge, ikke får disse muligheder. Dette strider mod den globale definition af børn som alle mennesker under 18 år.



Massiv kritik fra NGO'er


Overordnet set er der med Pagten lagt op til en meget svag sikring af flygtninges rettigheder ved ankomsten til Europa. Langt størstedelen af de mennesker, der kommer hertil ad strabadserende og ofte livsfarlige veje, har et behov for beskyttelse. EU sætter med dette forslag hensynet til nogle af verdens mest udsatte mennesker i baggrunden, til fordel for yderligere hjemsendelsesværktøjer. Og i stedet for at sikre bedre solidaritet mellem EU-landene udvider man muligheden for at anvende smuthuller, så stater kan slippe for at tage del i det ansvar, vi alle har for at sikre, at intet menneske udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Det er blandt andet disse kritikpunkter, som vi håber vil indgå i den videre forhandling, før en eventuel aftale falder på plads. En række andre organisationer i Europa har kritiseret de samme ting, læs fx notatet på 6 sider (engelsk) fra PICUM, som Refugees Welcome er medlem af. ECRE har samlet mere end 80 NGOer i et Joint Statement, bl.a. Amnesty International, Human Rights Watch, SOS Børnebyerne, Action Aid International, Caritas Europa – og fra Danmark: Dansk Flygtningehjælp og DIGNITY (6 siders notat og anbefalinger findes på diverse sprog, herunder dansk).

Benjamin Vissinger er stud.jur. og frivillig rådgiver hos Refugees Welcome.