Danmark kan ikke blive ved med at ignorere situationen på de græske øer

Opråb fra dansk lærer, som arbejder frivilligt i flygtningelejr på Chios

Kan jeg være stolt af at være dansker? Mit svar er et rungende nej! Lige nu befinder jeg mig på en af de græske øer, Chios. Forleden nat har et flammehav i Moria-lejren på øen Lesbos drevet tusinder af flygtninge på endnu en flugt. Mennesker måtte søge ly under åben himmel i det kolde landskab, fordi hverken byer på øen eller andre steder i Europa byder dem velkommen. Selv børn, der løb væk fra flammerne i Moria-lejren, blev mødt med tåregas af græsk politi.

Dem, det drejer sig om, er mennesker, som er flygtet fra krig og undertrykkelse, eller som er blevet udvist fra deres hjemland. Det er mennesker, som er parate til at risikere deres liv ved at hoppe i overfyldte gummibåde fra den tyrkiske kyst og krydse det ægæiske hav i en kulsort nat – for på den måde at undgå den græske og tyrkiske kystvagt, med et håb om at ende på en af de græske atoller, hvor fortvivlelse måske kan forvandles til en fremtid.

På Chios møder jeg en ni-årig pige, som har været ''beboer'' i flygtningelejren Camp Vial i over et år. I den overbefolkede lejr vandrer 5.000 ''naboer'' forbi den lille pige, som sidder alene på hug og graver med en lille træpind i den støvede jord. Det, som den lille pige graver efter, er svar; ''kan jeg komme væk herfra?'', spørger hun, da jeg ender med at stå foran hende. Til det må jeg blot svare, at hun skal bevare sin styrke. Jeg tør ikke love den lille fortvivlede pige noget, der ikke bliver opfyldt. Hun vender ansigtet mod jorden igen og fortsætter sit graveri. Når de første stjerner rammer nattehimlen, trækker ''beboerne'' sig ind i husly. Familier i campingtelte, enlige personer i festival-toiletter og de uheldige lægger sig på et stykke pap – de er dog “heldige”, at det ikke er regnsæson eller vinter endnu.

Vi i Danmark tager lige nu kun imod 200 kvoteflygtninge, med henvisning til integrationen. Imens udkæmpes der på de græske øer og i nærområderne en heltemodig kamp af organisationer, frivillige og lokale imod den uretfærdige håndtering af de tusinder af flygtninge. En kamp, der mødes med passivitet fra den danske regerings side. Danske politikere er mere tilbøjelige til at klappe begejstret med klaphatten over, at antallet af flygtninge i Danmark er faldet.

Kom ind i kampen, Danmark! Det er klart, at denne flygtningesituation skal løses med fælles europæiske beslutninger, men Danmark bidrager ikke engang ved at fastholde den aftale, som vi har haft i mere end 30 år om at tage imod 500 kvoteflygtninge om året. I lejrene er brud på de basale menneskerettigheder hverdag, og ''beboerne'' lever under fuldkommen urimelige forhold, samtidig med at europæisk og international lovgivning brydes ude på det ægæiske hav. Græske kystvagter fanger og tvinger flygtninge tilbage mod den tyrkiske grænse, så man undgår flere tilkommende flygtninge – på den måde bliver håb og tro på et liv fjernet fra de mennesker, som er på flugt.

Både EU og Danmark ved, hvordan det står til. Andre europæiske lande tilbyder at tage imod nogle af de mest sårbare, selvom de allerede har langt flere asylansøgere end vi har. Der er ingen undskyldning, Danmark. Udvis solidaritet! Vi må reagere nu, hver dag tæller! Hent børn, familier, unge og ældre hjem til Danmark, vi har ressourcerne og vi har et ansvar. Flygtninge fortjener som alle mennesker et liv i frihed og værdighed.