Ny dom: Danmark krænker flygtninges ret til familieliv

Den Europæiske Menneskeretsdomstol har underkendt de tre års ventetid for familiesammenføring til 4.000 syriske flygtninge i Danmark

Dommen viser, at Danmark ikke bare er gået til grænsen af menneskerettighederne, når det gælder om at skræmme flygtninge væk, men over den. Og det gælder også andre lande, som har ladet sig inspirere af Danmark. Desværre er skaden allerede sket for de mange, der har været adskilt længe, har måttet se deres familie begive sig af sted på den farlige rejse som de selv tog, eller er rejst tilbage for at være sammen med deres nærmeste.

Omar, som tabte sin sag og måtte vente de tre år, skriver i dag til os:

”Min familie og jeg har været adskilt i fire år, da de måtte blive tilbage i Syrien. Det gav mig en svær depression, da min familie var i stor fare, og jeg ikke kunne yde dem støtte eller hjælp. Vores yngste barn var 6 år på det tidspunkt, og han led af psykiske lidelser pga. krigen. Han er nu 12 år gammel og har stadig frygt, angst og vanskeligheder med at tilpasse sig det nye liv her. Vi takker Danmark for alt, hvad vi har fået her, men intet kan kompensere for den psykiske smerte, vi led under gennem de fire års adskillelse.”

Omar er anden person fra højre. Billedet er fra 2016 og forestiller de fire, der lagde sag an ved Landsretten.

Forløbet

For seks år siden indførte Danmark som det første land i Europa en særlig, svagere asylstatus for syriske krigsflygtninge, og en af de begrænsede rettigheder var en tvungen ventetid på i første omgang et år, som senere blev udvidet til tre år, før de overhovedet kunne ansøge om at få deres familiemedlemmer hertil. Kort efter indførte andre lande i Europa lignende ventetider for flygtninges familiesammenføring.

Tilbage i 2016 mødtes Refugees Welcome med advokat Christian Dahlager og en håndfuld syriske flygtninge, som var blevet ramt af den danske lovgivning, og aftalte det videre forløb for at tage disse sager til domstolene. En af dem var Omar, som vi skrev om første gang i 2016.

Dahlager førte to af sagerne pro bono ved Landsretten og siden Højesteret, hvor den danske regering desværre fik loven blåstemplet. Dommerne forsvarede statens ret til at begrænse massiv indvandring – på trods af, at indrejsetallet var faldet voldsomt på det tidspunkt – og mente ikke, at der var tale om en forhindring af retten til familieliv, men blot en udskydelse. De familiemedlemmer, som tabte sagen, måtte betale sagsomkostningerne til retten.

Men en af sagerne blev taget til menneskeretsdomstolen i Strasbourg, og videre til Storkammeret, fordi man aldrig havde taget stilling til en lignende problematik, selvom flere lande indførte venteperioder og begrænsninger for flygtninges familiesammenføring, efter at Danmark lagde ud i 2015.

Domstolen skulle grundlæggende afveje en fair balance mellem to modstridende interesser: flygtningens ret til at genoptage sit familieliv i sikkerhed, og statens ret til at begrænse indvandring. Vigtige hensyn i den forbindelse er, om den herboende har stærke bånd til værtslandet, om der er stærke familiebånd og eventuel afhængighed mellem parterne, og om der er uoverstigelige forhindringer for at udøve familielivet andre steder.

Dommen

Den nye dom, ”M.A. v. Denmark”, blev afsagt 9. juli med dissens fra kun én af de 18 dommere i Storkammeret.

Domstolen vurderede, at parret efter 25 års ægteskab og to fælles børn uden tvivl havde opbygget et stærkt familieliv, og at det ville være umuligt for dem at opretholde det i Syrien. Selvom dommerne anerkendte Danmarks behov for at begrænse indvandringen, fandt de, at tre år er for lang tid at være adskilt fra sin familie, især da familiemedlemmet opholdt sig i et meget usikkert område (nemlig Syrien), og fordi der – udover de tre år – måtte tillægges tiden på flugt og sagsbehandlingstiden for både asyl og familiesammenføring.

Domstolen kritiserer desuden, at der ikke blev foretaget en individuel vurdering og en løbende vurdering af den generelle situation i Syrien. Også det bratte fald i antallet af nye asylansøgere til Danmark burde have fået regeringen til at revurdere lovgivningen. Samlet set mener domstolen således ikke, at den danske stat har fundet den korrekte balance mellem de modstridende hensyn, og har dermed overtrådt artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Men allerede i 2016 henvendte Europarådets Menneskeretskommissær sig til den danske regering og advarede mod den tre-årige venteperiode. Hun henviste til, at alle flygtninge (uanset status), har ret til at blive genforenet med deres familie, og at dette desuden udgør en sikker og lovlig vej til beskyttelse for flygtninge. Hun gjorde også opmærksom på, at familiesammenføring er en forudsætning for en vellykket integration.

UNHCR advarede ligeledes mod de tre års venteperiode og de store, negative konsekvenser, der kan forårsages af en adskillelse af flygtningefamilier på grund af flugt. Desuden mener UNHCR ligesom Europarådets kommissær, at retten til familieliv gælder alle flygtninge, uanset hvilken form for beskyttelse de får. Man gjorde også regeringen opmærksom på, at flygtninge med beskyttelsesbehov (i Danmark er det asyl efter §7,2 og 7,3) generelt har brug for beskyttelse i lige så lang tid som konventionsflygtninge (§7,1).

Danmark er ikke under pres

Desværre anerkender domstolen præmisserne om at indvandring er en økonomisk belastning, og at integrationen bliver lettere, hvis færre indrejser – men begge dele er diskutable. Man kan finde mange beregninger, som viser, at indvandring bidrager til et lands økonomi. Og familiesammenføring øger både evnen og viljen til integration. I de to perioder, hvor Danmark har haft de højeste indrejsetal (1995 og 2016) har integrationen været mere succesfuld end i andre perioder.

Domstolen i Strasbourg nævner også, at en stat i perioder med høje indrejsetal kan vælge at tildele beskyttelse til flere i stedet for at tildele familiesammenføring. Men familiesammenføring er faktisk den eneste sikre vej ud af Syrien, og Danmark har ikke på noget tidspunkt (måske lige bortset fra november 2015) været hårdt belastet af indrejsetallet. Fra foråret 2016, hvor Sverige lukkede grænsen, og helt frem til i dag, er der ankommet ekstremt få asylansøgere til Danmark. Vi har modtaget langt færre end vores rimelige andel, målt pr. indbygger i Europa. Man kunne have håbet, at dommerne i højere grad havde underkendt statens ret til at begrænse antallet af flygtninge, når indrejsetallene reelt har været så lave.

En anden europæisk domstol, nemlig EU-domstolen i Luxembourg, mener omvendt ikke, at flygtninge med beskyttelsesstatus nødvendigvis har samme ret til familiesammenføring som konventionsflygtninge. Og den godkendte faktisk en tre-årig venteperiode i et EU-direktiv i 2006 med det besynderlige argument, at integrationen har bedre forudsætninger, hvis den herboende får tid til at etablere sig først! Den tanke afspejler en total mangel på empati og forståelse for, hvor ødelæggende og nedbrydende det er for flygtninge at leve adskilt. Mange flygtninge i Danmark har slet ikke været i stand til at lære dansk eller arbejde, fordi de har ligget søvnløse hver nat og været panisk angste for deres børns og ægtefællers liv og sikkerhed.

Den nye dom tvinger Danmark og flere andre lande til at justere lovgivningen, men den angiver ikke præcis, hvor lang en ventetid, som ville kunne accepteres. Foreløbig afventer Mattias Tesfaye statens juristers fortolkning af dommen.