Danmark vil sende flygtninge tilbage til et livsfarligt Syrien i ruiner

Myndighederne inddrager syreres opholdstilladelser uden hjemsendelsesaftale og på trods af advarsler om at forholdene i Syrien bliver værre

”Al min energi er opbrugt, og jeg kan ikke længere sikre mine børn det, de har brug for.” Sådan siger en syrisk kvinde til Politiken i 2021. Hun bor i Damaskus: Det område, som Danmark vil sende flygtninge hjem til. Hun forklarer, hvordan folk sulter og slår ihjel for penge eller mad, og at hun nu har valgt at flygte ud af Syrien med sine to sønner.

I år er det 10 år siden, at krigen i Syrien startede, og den er stadig i gang. Det er en krig, der har kostet over 400.000 mennesker livet, drevet 12 millioner mennesker på flugt og efterladt landet i ruiner. Organisationer, der arbejder i Syrien, beskriver situationen i dag som håbløs og værre end for bare et par år siden. Alligevel holder Danmark fast i, at Damaskusområdet nu er så sikkert, at man kan sende folk tilbage dertil – på trods af kraftig kritik fra blandt andre Amnesty International, UNHCR og DRC Dansk Flygtningehjælp – sidstnævnte var endda selv med til at skrive en rapport, der bruges i inddragelserne.

Inddragelserne

I 2020 begyndte Udlændingestyrelsen på at inddrage udvalgte syriske flygtninges opholdstilladelser. I alt blev 4.400 sager gennemgået, og foreløbig er 273 sager afgjort hos Udlændingestyrelsen, hvor 94 er inddraget eller nægtet forlænget, 146 er forlænget og 33 har fået en anden og stærkere status.

Ikke alle sagerne er nået igennem Flygtningenævnet endnu. Men hvis man tæller alle syriske sager i nævnet sammen fra 2019 til 2021 foreløbig, ser det sådan ud: 78 sager er behandlet, hvoraf de 28 var nye ansøgere, som ikke tidligere har haft asyl. 21 sager er omgjort (dvs. har fået asyl), 47 er stadfæstet (dvs. har mistet eller ikke fået asyl), og 10 sager er sendt tilbage til Udlændingestyrelsen. Nogle af dem, der har mistet deres asyl, havde ophold af andre grunde, så det er 34, der aktuelt er i udsendelsesposition.

En ny gruppe på 350 personer er ved at blive gennemgået nu, nemlig dem, der kommer fra den større Rif-region omkring Damaskus. I starten af 2021 blev tre sager fra Rif Damaskus stadfæstet i Flygtningenævnet. En af dem med den bemærkelsesværdige begrundelse:

”Flygtningenævnet tiltræder som anført af Udlændingestyrelsen, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentlig indgreb i klagerens ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet tiltræder endvidere de af Udlændingestyrelsen herom anførte grunde, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og at indgrebet har et anerkendelsesværdigt formål.”

Man kan undre sig over, hvordan immigrationskontrol kan være et anerkendelsesværdigt formål, når Danmarks tilstrømning af flygtninge har været ekstremt lavt siden midten af 2016, og nu er det laveste nogensinde i de 30 år, hvor vi har sammenlignelige tal.

Hjemrejse

I virkeligheden kan man ikke tvangshjemsende syrere, for Danmark ønsker ikke at indgå en aftale med Assad regimet om hjemsendelser. Folk, der ikke rejser hjem frivilligt, vil derfor i stedet ende på udrejsecentre på ubestemt tid – hvilket ifølge Mattias Tesfayes eget ministerium koster 300.000 kroner om året pr. person. Man vælger med andre ord at fjerne syrerne fra en almindelig hverdag, hvor mange af dem har skole eller jobs, og i stedet placere dem på udrejsecentre, der har fængselslignende tilstande, og som fratager dem muligheden for at deltage i det almindelige samfundsliv og ikke mindst beviseligt gør folk syge og ødelægger deres kompetencer. Alt sammen for ’at opretholde en effektiv immigrationskontrol’.

Når andre lande og utallige rapporter beskriver Syrien som livsfarligt at være i, er det så overhovedet muligt for syrerne at rejse hjem?

Mattias Tesfaye har mange gange henvist til de hundredtusinder af syrere, der har valgt at rejse hjem som en begrundelse for, at det nu er forsvarligt at sende dem med §7,3 hjem. De personer, han henviser til, er dog vendt tilbage fra umenneskelige levevilkår i nabolandene. En ny rapport fra Save the Children viser også, at kun 3% af de syriske børn i Tyrkiet og 9% i Jordan og Holland ønsker at komme tilbage til Syrien. Fra Danmark valgte 137 syrere sidste år at vende frivilligt hjem med økonomisk støtte. Men Refugees Welcome ved fra rådgivningen, at den beslutning ofte skyldes, at resten af familien ikke har fået familiesammenføring – den herboende rejser således tilbage på trods af den høje risiko for at være sammen med sine nærmeste.

Cirka 35.000 syrere er siden 2011 ankommet til Danmark, og 4.500 af dem har fået asyl pga. den generelle risiko. Ud af dem kommer cirka 1.200 fra Damaskus-området inkl. Rif-regionen, og det er altså dem, der får revurderet deres opholdstilladelser nu. Der er en tendens til at §7,3 bliver tildelt de mest sårbare grupper nemlig kvinder, ældre og uledsagede børn. De har ofte ikke et individuelt asylmotiv, fordi de fx ikke har undveget militærtjeneste. Kvinder udgør således over halvdelen af dem, der har fået tildelt §7,3, og som mister deres opholdstilladelse, så snart de danske myndigheder vurderer, at de kan vende sikkert hjem.

Verden har svigtet syrerne

At Damaskus-området i Syrien er sikkert nok til, at flygtninge kan vende tilbage blev vurderet på baggrund af en landerapport udarbejdet af Udlændingestyrelsen og DRC Dansk Flygtningehjælp, der udkom i februar 2019. Rapporten tegnede billeder af et Syrien, hvor især de regeringskontrollerede områder og særligt Damaskusprovinsen var blevet mere sikre, hvis man så på risikoen for vilkårlig vold, bomber osv. Til gengæld har Assad-regimet strammet grebet om sine områder, og risikoen for overvågning, arrestationer, tortur osv. er derfor endnu større. Man konkluderede ud fra rapporten, at der ikke længere var behov for midlertidig beskyttelse pga. de generelle forhold for syrere fra Damaskusområdet.

DRC, som var med til at udarbejde rapporten, tolker den dog anderledes og mener ikke, at det er forsvarligt at sende flygtninge tilbage til Syrien. Sidenhen er der kommet mange rapporter om tilstandene i Syrien, og de fleste tegner et billede af et land i dyb krise og usikkerhed, og beskriver hvordan den humanitære situation på nogle områder er endnu værre end da krigen rasede.

”Situationen i Syrien i dag er meget værre end for fem eller ti år siden på grund af sanktioner, eftervirkninger af krigen og ikke mindst Covid-19.”
   - Andrei Engstrand-Neacsu, leder af Røde Kors og Røde halvmåne i Syrien, 15. marts 2021

”Syrien er et ”levende mareridt” hvor omkring halvdelen af børnene ikke har levet en dag uden krig og 60 procent af syrer er i risiko for at sulte."
   - FNs Generalsekretær Antonio Guterres, 2021

”Krænkelser af menneskerettighederne i regeringsstyret territorium er fortsat uformindsket. Myndighederne undertrykte brutalt alle tegn på modstand, herunder gennem vilkårlige anholdelser og tortur. Myndighederne fortsatte også med ulovligt at beslaglægge ejendom og begrænse adgangen til oprindelsesområder for hjemvendte syrere.”
   - Human Rights Watch rapport om Syrien, 2020

”10 år med den syriske krise har medført utænkelig menneskelig lidelse og smerte. Verden har svigtet syrerne.”
   - Filippo Grandi, FNs Højkommissær for Flygtninge 2021

Kampen om de danske vælgere

Den danske regering går altså imod alle andre lande i Europas vurderinger, mange menneskerettighedsorganisationer, UNHCR og ikke mindst DRC, som var med til at udarbejde rapporten, når de mener, at det er sikkert for syrere at vende tilbage.

Men hvorfor er det så vigtigt for den danske regering at sende folk retur til en situation, som alle andre kan se er farlig? Svaret ligger i det "paradigmeskift", der blev stemt igennem i 2019, hvor fokus blev flyttet fra integration til hjemrejse. Målet var klart; man skulle have sendt folk ud af Danmark så hurtigt som muligt, og de skulle helst ikke nå at blive integreret eller slå rødder i Danmark. I et direkte brev fra januar har UNHCR kraftigt opfordret til, at Danmark skal ”ophøre med den faste, regelmæssige revurdering af beskyttelsesbehov, og sørge for at overholde standarder og praksis for inddragelse af beskyttelsesstatus med artikel 1 C i Flygtningekonventionen af 1951", men det har regeringen ikke reageret på.

De danske afgørelser handler mere om partiernes positionering i Folketinget end om flygtningenes sikkerhed og fremtid. Mattias Tesfaye har aktivt skubbet på for at Udlændingestyrelsen behandlede de syriske sager hurtigt, og Mette Frederiksen har erklæret, at målet er 0 flygtninge i Danmark. Politikerne vil indvende, at afgørelserne i de enkelte sager ikke ligger hos regeringen. Men i modsætning til andre lande i Europa er det ikke en uafhængig domstol, der har det sidste ord; det er derimod Flygtningenævnet, hvor ét af de kun tre medlemmer er en ansat i Integrationsministeriet.