FN advarer imod Danmarks paradigmeskifte

UNHCR anbefaler endnu engang Danmark at rette op på sin flygtningepolitik i et nyt 12 siders notat

Det er ikke første gang, at FNs Flygtningeorganisation, UNHCR, retter en skarp mod Danmark fra sit regionale kontor for de nordiske og baltiske lande. Kontoret har sendt en lang række høringssvar og breve til den danske regering gennem de senere år, blandt andet om følgende: indførelsen af §7,3, konfiskering af værdier, begrænsninger for familiesammenføring, nedsatte sociale ydelser, nedsættelse af opholdstilladelsers længde, tvungen revurdering af beskyttelsesbehov, udvidet brug af inddragelse, forhøjede krav til permanent ophold og midlertidigt stop for modtagelse af kvoteflygtninge. For knap to år siden kom der 16 anbefalinger til Danmark fra UNHCR.

UNHCR er bekymret over den lange række af stramninger, som Danmark har indført for at begrænse mulighederne for at få asyl, og nævner at mange af dem blev indført i hast under den særlige situation i 2015-2016, men stadig er gældende selvom situationen for længst er normaliseret.

UNHCR kritiserer "paradigmeskiftet" fra 2019 for at have et overdrevent fokus på "midlertidigheden" af asyl, som vil hindre hurtig og succesfuld integration i det danske samfund. Hvis flygtninge ikke har en følelse af ro og stabilitet, skaber det usikkerhed og nervøsitet, hvilket er en barriere for integrationsprocessen. Selvom asyl i visse tilfælde kan inddrages, har det aldrig været tanken, at flygtninges beskyttelsesbehov konstant skulle revurderes, når det først er blevet fastlagt. Danmark bør efter UNHCRs mening ikke inddrage den midlertidige beskyttelsesstatus, når situationen i hjemlandet stadig er skrøbelig og uforudsigelig.

Planerne om at eksternalisere asylbehandlingen til et tredje land har også mødt voldsom modstand fra UNHCRs side. Danmark anklages for at underminere hele det globale asylsystem og fralægge sig sit ansvar.


Refugees Welcomes formand Michala Clante Bendixen var på besøg hos UNHCR i Stockholm i september i år.

Efter en indledende ros til Danmark for gennem årene at have taget et stort ansvar, herunder deltagelse i kvotesystemet og økonomisk støtte til UNHCRs arbejde i verden, opremses en lang række af kritikpunkter og affødte anbefalinger til forbedringer. I den korte version opfordres Danmark til følgende:

• At den hurtige, effektive og fleksible modtagelse af ukrainere fremover bør anvendes i modtagelsen af flygtninge fra andre lande.

• At de tre forskellige typer asylstatus alle bør følge Flygtningekonventionens krav til inddragelse og ophør (art. 1 C).

• At afholde sig fra at revurdere flygtninges beskyttelsesbehov efter en fast procedure.

• At de tre forskellige typer asylstatus bør tildeles for samme tidslængde, minimum 5 år ad gangen.

• At adgang til familiesammenføring bør lettes: børn over 15 år bør have samme ret som yngre børn i overensstemmelse med Børnekonventionen, familiemedlemmer udover kernefamilien bør også have adgang, og man bør genindføre brugen af danske konsulater og nordiske ambassader i forbindelse med rejsedokumenter.

• At indføre en fast procedure for at fastlægge statsløshed, tildele statsløse en formel status samt tildele dansk statsborgerskab automatisk til børn, som fødes statsløse i Danmark, uanset opholdsgrundlag.

• At aktivt støtte udviklingen af et fælles europæisk asylsystem og deltage fuldt ud i det.

• At stoppe arbejdet med eksternalisering og i stedet udvikle samarbejdet med EU og transitlande om at udvide modtagelsen af mennesker med beskyttelsesbehov.

• At fortsætte med at promovere The Global Compact on Refugees.

• At øge antallet af kvoteflygtninge, gøre udvælgelseskriterierne mere fleksible og tildele dem permanent ophold.

• At indføre alternative adgangsveje via arbejde, studier og lokale sponsoraftaler.

Vi holder dig gratis orienteret.
Men vi har brug for medlemmer
for at kunne fortsætte!

Støt / bliv medlem