Info om afghanske kvinder og asyl i Danmark

Hvad betyder Flygtningenævnets beslutning om asyl til alle afghanske kvinder for dig og din familie?

Flygtningenævnet har fulgt vurderingen fra de svenske asylmyndigheder og EUs fælles asylagentur og besluttet at tildele asyl til ALLE kvinder og piger fra Afghanistan – alene på grund af deres køn, eftersom Talibans politik udgør kønsmæssig forfølgelse.

Siden da har vi modtaget rigtigt mange henvendelser fra afghanere i Danmark og i Afghanistan, som spørger til deres egne muligheder. Myndighederne er også blevet oversvømmet med opkald. Derfor har vi samlet generel information her:

Det er stadig kun muligt at søge om asyl, hvis man befinder sig fysisk på dansk jord. Den nye praksis vedrører kun følgende grupper:

1) De evakuerede afghanere, hvoraf næsten alle har fået ophold under særloven. De bør ansøge om asyl straks, hvis de ikke allerede har gjort det, både kvinder og mænd.

2) Afviste afghanske kvinder i de danske asylcentre og udrejsecentre. Deres sager vil blive genåbnet automatisk af myndighederne.

3) Afghanske kvinder og piger, som har en opholdstilladelse af andre grunde, som regel pga. familiesammenføring. De bør søge om asyl hos politiet eller i Center Sandholm, og på et senere tidspunkt vil de blive indkaldt til samtale hos Udlændingestyrelsen.

4) Afghanske kvinder og piger, som på et tidspunkt har fået asyl under §7,2. De bør skrive en mail til Flygtningenævnet (fln@fln.dk) og bede om at få ændret deres status til §7,1.

5) Afghanske kvinder og piger, som tidligere har fået afslag men har forladt Danmark igen, kan kun ansøge om at få sagen genoptaget, hvis de indrejser i Danmark igen, og kun hvis de ikke i mellemtiden har fået opholdstilladelse i et andet sikkert land.

Andre nyttige informationer:

• Konventionsstatus (§7,1) er meget svær for de danske myndigheder at inddrage igen, så der er ingen grund til bekymring for at miste opholdstilladelsen igen, sådan som det er sket for andre flygtninge i de senere år – de pågældende havde ikke asyl under §7,1.

• Hvis en kvinde får asyl, vil det i de fleste tilfælde udløse en opholdstilladelse til hendes mand og børn under 18 år, så de vil få beskyttelse baseret på deres kone eller deres mor.

• Danmark har desværre ingen programmer, hvor kvinder og piger, som stadig er i Afghanistan eller andre lande kan ansøge om visum, men Tyskland har et program med særlige kriterier. Det er dog ikke muligt at ansøge personligt, det er kun udvalgte NGO’er, der kan ansøge for dig. Læs mere.

Familiesammenføring fra Afghanistan er blevet meget vanskeligt, eftersom Taliban ikke længere udsteder nye pas, og Pakistan er stoppet med at udstede visa til afghanere. Af de to grunde er det blevet meget svært at komme til en dansk ambassade for at kunne identificere sig og hente tilladelsen, hvis man får sådan en.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Vi tilbyder information og rådgivning gratis,
og som medlem gør DU det muligt for os!

Støt / bliv medlem