Aktuel info til syrere i Danmark
Er du syrer med opholdstilladelse i Danmark? Vi svarer på nogle af de spørgsmål, som mange sidder med lige nu
(Remember: all our articles are also available in English)
Magtskiftet i Syrien er en kæmpe glæde for næsten alle herboende syrere. Men det skaber også bekymring: Hvad sker der nu med min asylstatus? De glade opslag på sociale medier følges desværre med masser af kommentarer fra danskere, som skriver "så kan I godt tage hjem i en fart!" Og selvom regeringen måske tænker det samme, så er Danmark heldigvis bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ingen grund til panik!
Vi har samlet de mest oplagte spørgsmål og svarer kort på dem her.
1) Jeg har permanent ophold i Danmark, kan jeg miste den nu?
Nej, den beholder du, uanset hvad der sker i dit hjemland. Du kan kun miste den, hvis du begår kriminalitet, eller hvis du er ude af Danmark i mere end et år.
2) Jeg har midlertidig opholdstilladelse, kan jeg miste den nu?
Ikke lige med det samme. Men det afhænger af, hvorfor du har fået ophold, hvilken status du har fået (§7,1, §7,2 eller §7,3) og hvad der kommer til at ske i Syrien. Bare afvent og se, hvad der sker (se også pkt. 4 herunder). Der kommer ikke til at ske noget foreløbig – først vil de danske myndigheder vente og se, hvordan tingene udvikler sig i Syrien. Og imens vil din tilknytning blive stærkere. Dem, der asyl under §7,1 kan ikke miste den før der er "fundamentale, stabile og varige ændringer" i Syrien.
3) Kan jeg rejse på besøg i Syrien?
Hvis du har midlertidig opholdstilladelse under §7 (asyl), vil dit ophold i Danmark bortfalde – det kan i nogle tilfælde tildeles igen af andre grunde, men det er en lang proces, hvor du skal bo i asylcenter. Hvis du er familiesammenført (ophold under §9), kan du godt rejse på besøg (i op til 6 mdr). Hvis du har haft lovligt ophold pga. asyl i mindst 10 år OG har permanent ophold, må du også godt rejse på besøg (i op til 12 mdr).
4) Mister jeg min opholdstilladelse, hvis myndighederne vurderer, at det ikke længere er farligt for nogen at rejse tilbage?
Langt de fleste syrere har været i Danmark i ca. 10 år, og de fleste har lært dansk og fundet et arbejde og/eller taget en uddannelse. Det vil som regel være tilstrækkeligt til at få lov at blive pga. tilknytning. Selvom uddannelse ikke tæller for at få permanent ophold, tæller det i forhold til tilknytning. For børn, som har gået i skole i Danmark, er det ofte tilstrækkeligt med ca. 7 år (og så vil deres forældre også få lov at blive). Det vil mest være ældre mennesker, som kan være i risiko for at miste deres ophold. Lige nu er alle syriske asylsager sat i bero til midten af januar, og det vil sandsynligvis vare meget længere før der kan træffes afgørelser.
5) Kan jeg søge om dansk statsborgerskab og beholde mit syriske?
Ja, dobbelt statsborgerskab er tilladt. Hvis du har begge pas, kan du opholde dig i længere perioder i Syrien.
6) Kan jeg søge om økonomisk støtte, hvis jeg vælger at flytte permanent tilbage til Syrien?
Ja, du kan få et ganske pænt beløb med dig, hvis du har en hvilken som helst form for gyldig opholdstilladelse. Pengene kan udbetales på to forskellige måder.
• Almindelige regler: Du beholder muligheden for at fortryde din tilbagevenden, og pengene udbetales i to rater – første del ved udrejse af Danmark og anden del, når fortrydelsesperioden udløber.
• Fleksibel udbetaling: Hele beløbet udbetales på én gang i Københavns Lufthavn lige før udrejse, men du har herefter ikke fortrydelsesret.
Læs mere her og få et møde med DRC, hvis du overvejer det på et tidspunkt.
7) Kan vores familie blive skilt ad?
Man adskiller ikke ægtefæller fra hinanden eller børn under 18 år fra deres forældre. Hvis én af parterne stadig har asyl, eller har meget stærk tilknytning til Danmark, får alle lov til at blive. Men hvis en person ankom som barn og i dag er over 18 år, har vedkommende sin egen sag – men den person vil som regel have opnået sin egen tilknytning til Danmark efter mange år i skole osv.
Har du andre spørgsmål? Skriv til kontakt@refugeeswelcome.dk, vi svarer som regel samme dag.
Vi er uafhængige af statsstøtte,
så vi har brug for private
bidragsydere som dig!