Kære Amnesty International Danmark: Lad ikke flygtningene i stikken!   

Åbent brev fra 12 organisationer, som arbejder med flygtninge i Danmark

"Vi er en række netværk og organisationer, som alle beskæftiger os med asylområdet på forskellige måder. Gennem mange år har vi haft et uformelt netværk, hvor Amnesty International Danmark har været en fast deltager. Vi opdaterer hinanden på lovgivning og praksis og deltager ofte på kryds og tværs i høringer, konferencer samt rapportering til europæiske og internationale organer omkring Danmarks overholdelse af menneskerettighederne.
 
Der har aldrig været flere flygtninge i verden end nu. Men antallet af flygtninge, som finder vej til Danmark – enten på egen hånd med stor risiko eller via FNs genbosætningsprogram – er historisk lavt, og blandt de laveste indenfor EU. Samtidig udhules herboende flygtninges rettigheder mere og mere. Andre lande i Europa er desværre begyndt at se Danmark som et foregangsland, selvom mange af de danske tiltag er i konflikt med menneskeretten.
 
Derfor er vi meget forundrede og bekymrede over, at Amnesty International Danmark for nylig har meldt ud, at den danske afdeling ikke længere vil deltage aktivt i arbejdet inden for flygtningeområdet, men overlade det til de ganske få ansatte på organisationens EU-kontor og lægegruppen. Argumentet er, at der ikke er udsigt til konkrete forbedringer på området.
 
De få danske medarbejdere, som indtil for nylig har beskæftiget sig med emnet, er blevet udskiftet med nye ansatte, som har helt andre arbejdsområder. Amnesty har i forvejen ikke prioriteret området de senere år. Et stort projekt om udrejsecentrene blev aflyst. En længe ventet rapport om Ellebæk-fængslet blev hastet igennem i sommers og fik slet ikke den indsats overfor medier og politikere, som den burde have haft.
 
Det bliver alligevel et alvorligt savn, når en af de største organisationer melder sig helt ud af arbejdet på et område, hvor menneskerettighederne er allermest under pres i Danmark, og hvor vi får mest kritik fra FN og Europarådet.
 
Amnestys andre indsatsområder er skam også vigtige, men Danmark får langt mere international kritik omkring flygtninge og indvandrere end f.eks. emner som LGBT+ eller voldtægtssager. Det er trist at se, hvordan ngo’er i stigende grad målretter deres indsatser til områder, hvor man ikke har Folketingets flertal imod sig, og hvor man kan få støtte fra de store fonde.
 
Så kære Amnesty International Danmark: Der er mere end nogensinde brug for jeres indsats i Danmark, hvor respekten for menneskerettighederne på lige netop flygtningeområdet aldrig har været mindre. Jeres stemme i debatten er vigtig som en af de største og mest respekterede menneskerettighedsorganisationer i landet og i verden. Måske især fordi der ikke er udsigt til forbedringer på området er det ekstra trist, når I kaster håndklædet i ringen."
 
Underskrevet:
• Bedsteforældre for Asyl
• Ellebæk Kontaktnetværk
• Tværkulturelt Center
• Internationalt Kristent Center
• Refugees Welcome
• SOS Racisme, Danmark
• Små Broer
• Solidarity with Kærshovedgård
• Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed
• Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
• Lysfest for Humanisme
• Racismefri BY - Aarhus for Mangfoldighed

PS: Vi har senere erfaret, at den svenske afdeling har taget en lignende beslutning, hvilket gør situationen endnu værre.

Foto: Materiale fra Amnesty International Danmarks flygtningekampagne på Folkemødet i 2015, som vakte stor opmærksomhed – blandt andet lå 40 efterskoleelever i hvide ligposer på kajen i Allinge, og livagtige skulpturer af mennesker stak kun hovedet op over vandoverfladen i havnen.