Ikke flertal for at afskaffe udskældt tolkegebyr

Moderaterne retter ind efter S og V, og stemmer imod deres egen mærkesag

Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale har fremsat beslutningsforslag om at afskaffe det tolkegebyr, som Lars Løkkes regering indførte i 2018. I dag skal man selv betale for brug af tolk, hvis der er behov for det, hvis patienten har boet mere end 3 år i Danmark. En regel, som gennem tiden er blevet voldsomt kritiseret af blandt andre Lægeforeningen og Institut for Menneskerettigheder. Refugees Welcome har også advaret kraftigt imod tolkegebyret, som rammer flygtninge hårdt og skaber ulighed i sundhed.
 
Moderaterne gik blandt andet til valg på at afskaffe nogle af de ”skøre” regler på udlændingeområdet, som Lars Løkke indrømmede, var gået for vidt i hans tid som statsminister. Det fik det nye parti nok en hel del stemmer på, men det ser ud til, at valgløfterne hurtigt gik i glemmebogen. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin er endda selv læge, og fremhæver sin modstand mod tolkegebyret flere steder på sin egen hjemmeside. Her skriver hun blandt sine mærkesager: ”... at tolkegebyret i sundhedsvæsenet fjernes. Det er spild af penge, ikke at behandle patienternes lidelser på den rigtige måde første gang, pga. sprogbarriere. Tolkegebyret er dyr symbolpolitik.”
 
Ikke desto mindre vil hun ifølge Politiken stemme imod forslaget sammen med den øvrige regering.
 
Ifølge forslagsstillerne rammer gebyret hvert år 10.000 personer. Antallet ville dog nok være endnu større, hvis ikke mange ansatte i sundhedsvæsnet fandt veje til at omgå at opkræve gebyret. Patienterne betaler mellem 191 kr. og 1.675 kr. i gebyr pr. gang, hvilket indbringer 1.8 mio kr. årligt til staten – men udgiften til administration er langt større, nemlig 5-10 mio kr.

Argumenter imod tolkegebyret:

1) Udgifter til administrationen af ordningen overstiger indtægterne, og vigtig tid går fra læger og andet sundhedspersonale.

2) Man kan ikke tvinge en patient til et betale for en professionel tolk, men må acceptere hvis patienten selv medbringer en person, som gerne vil tolke. Denne person vil dog ofte være et nært familiemedlem, hvilket kan indebære uhensigtsmæssige situationer rent etisk, og den frivillige tolk kender måske heller ikke de faglige termer.

3) Dårlig eller ingen tolkning udgør en sundhedsmæssig risiko for patienten og stille lægen i en uforsvarlig situation, hvor han/hun ikke kan kommunikere professionelt. Det kan føre til fejl i både diagnoser og behandling.

4) Kun en mindre andel vil efter 3 år i Danmark være i stand til at tale og forstå dansk på et tilstrækkeligt niveau til at føre en samtale om symptomer, behandling osv. uden misforståelser – nogle vil aldrig blive i stand til det. Det er misforstået og arrogant, når et flertal i Folketinget mener, at udlændinge bare kan tage sig sammen og gøre en indsats. Forestil dig en dansker, der som voksen flytter til Ægypten og efter 3 år i landet skal kunne føre alle samtaler om sit kræftbehandlingsforløb med en læge på arabisk?

5) Udgiften er et særligt problem netop for den gruppe, som den rammer: udlændinge med op til 9 års ophold modtager som arbejdsløs kun hvad der svarer til halvdelen af kontanthjælp, og selvforsørgende udlændinge har typisk ret lave indtægter de første mange år. Kvindelige flygtninge og indvandrere har både lavere indtægt og dårligere sprogkundskaber end mændene, og rammes dermed hårdest af gebyret.