Nye EU-regler for deportation møder massiv kritik

Ønsket om at sende flere uønskede personer ud af EU fører til stadigt mere umenneskelige metoder, som også kan få betydning i Danmark

Den 11. marts 2025 fremlagde EU-Kommissionen et forslag til en ny forordning om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, også kaldt ”EU Return Regulation”. Den er endnu mere vidtgående end EU’s nye migrations- og asylpagt, som blev vedtaget sidste år, og som indeholder skræmmende udsigter for asylansøgere på alle måder – læs vores artikel om EU's asylpagt her.

Hvis forslaget vedtages af Europa Parlamentet og Rådet, vil den nye forordning erstatte den nuværende lovgivning, det såkaldte tilbagesendelsesdirektiv, som gælder i Danmark. Som en udbygning af Schengen-samarbejdet vil den forslåede reform derfor også kunne gælde i Danmark, såfremt dette besluttes af Folketinget. På trods af det danske retsforbehold vil Danmark således være omfattet af EU’s tilbagesendelsesregler, hvilket – som uddybet i det følgende – kan give anledning til alvorlige retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige bekymringer.
 
Målet med den nye forordning er at sikre en hurtigere, enklere og mere effektiv tilbagesendelse af personer, som ikke har lovligt ophold i EU. Det vurderes, at kun 20% af afgørelser om tilbagesendelse reelt bliver gennemført i dag, hvorfor der med den nye forordning indføres strengere regler for at ”begrænse misbrug samt forhindre, at personer forsvinder fra systemet”. Årsagerne til at det ofte er vanskeligt eller umuligt at sende afviste asylansøgere tilbage til deres hjemland er nærmere beskrevet i rapporten ”En fast hånd i ryggen”, som Refugees Welcome udgav i 2021.

Det nye forslag er blevet hårdt kritiseret af bl.a. Amnesty International, Equinox Initiative for Racial Justice og PICUM, som har kaldt forslaget for et skridt mod et dystopisk regime af frihedsberøvelse og deportation. Dansk Flygtningehjælp har udgivet et Policy Brief, hvor især begrænsningen af frivillig hjemrejse kritiseres. Vi bringer her en gennemgang af forslagets væsentlige elementer.

Forslagets indhold

Forslaget indeholder følgende nye tiltag:

Tilbagesendelse til et tredjeland (”return hubs”)
Forslaget baner vej for etableringen af såkaldte ”return hubs”, dvs. deportationscentre udenfor EU, forudsat at der er indgået en aftale eller en ordning om tilbagesendelse med det pågældende land. Forslaget til den nye forordning udvider desuden antallet af lande, som afviste asylansøgere kan tilbagesendes til imod deres vilje, også ud over deres oprindelsesland. Ifølge PICUM, som Refugees Welcome er medlem af, vil dette medføre en risiko for vilkårlig og automatisk frihedsberøvelse, begrænset overvågning af menneskerettigheder samt risiko for kædedeportationer til usikre lande.
 
Indførelsen af en ny fælles ”European Return Order” (ERO)
Indførelsen af ERO indebærer, at hvis en person modtager en afgørelse om tilbagesendelse i én medlemsstat og rejser videre til en anden medlemsstat, så skal den anden medlemsstat anerkende og håndhæve den oprindelige afgørelse og sørge for tilbagesendelsen fra EU. Indtil nu har Dublin-forordningen lagt ansvaret for tilbagesendelsen på den medlemsstat, som har lavet afgørelsen.
 
Begrænsning af muligheden for frivillig tilbagevenden
Kommissionen har hidtil haft som udgangspunkt, at den mest humane løsning, hvilket er frivillig udrejse, altid bør foretrækkes. Det nye forslag begrænser tværtimod muligheden for frivillig udrejse. Forslaget fjerner minimumsperioden for, hvornår en asylansøger frivilligt kan vælge at udrejse og indfører i stedet en maksimal frist for frivillig tilbagevenden på 30 dage. Muligheden for frivillig hjemrejse vil fremover også kræve, at personen opfylder en lang række samarbejdsforpligtelser.
 
Udvidelse af grundlaget for frihedsberøvelse
Den maksimale varighed af frihedsberøvelse udvides fra 18 måneder i detentionscentre, jf. EU's nuværende tilbagesendelsesdirektiv, til op til 24 måneder. Selv efter 24 måneder kan andre tvangsforanstaltninger, såsom elektronisk overvågning, fortsat anvendes. Børn undtages ikke længere fra detention.
 
Indrejseforbud
Personer, der har fået en afgørelse om tilbagesendelse, pålægges et indrejseforbud i hele Schengen-området på op til 10 år. I dag kan et indrejseforbud højst gælde i 5 år.
 
Svækkelse af adgangen til retsmidler
Med hensyn til retssikkerheden svækker forslaget de proceduremæssige garantier, særligt i tilfælde af ”nødsituationer”. Klagefristerne bliver korte, praktisk adgang til juridisk hjælp begrænses og opsættende virkning af klager vil ikke længere være automatisk i alle sager. Det betyder, at personer kan risikere at blive deporteret, før deres klage er blevet behandlet. Forslaget vil også begrænse mulighederne for at få ophold i EU af andre grunde end asyl, herunder humanitære grunde, familietilknytning osv.

Kritik af forslaget

Ifølge PICUM blev dette forslag hastet igennem under politisk pres uden en meningsfuld inddragelse af civilsamfundet. Fire EU-finansierede forskningsprojekter om irregulær migration har udsendt en fælles erklæring, hvor de tager afstand fra Kommissionens påstand om, at forslaget er baseret på deres forskning. Forskerne understreger, at de ikke blev konsulteret, og at flere af forslagets tiltag direkte modsiger deres forskningsresultater.
 
Ifølge Amnesty International repræsenterer forslaget et nyt lavpunkt for EU’s behandling af migranter. Initiativet om udrejsecentre i tredjelande blev afvist af EU-Kommissionen tilbage i 2018. På trods af dette indeholder forslaget mulighed for at medlemslandene kan spærre folk inde i udrejsecentre i tredjelande, hvortil de ikke har nogen tilknytning, uden troværdige garantier for, at deres rettigheder vil blive overholdt. Adskillige menneskerettighedsorganisationer i hele Europa har advaret mod tiltag, som det nye forslag bygger på, da disse tiltag med stor sandsynlighed vil medføre alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder refoulement og vilkårlig frihedsberøvelse. Forslaget om en ny tilbagesendelsespolitik viser en bekymrende retning, som EU-Kommissionen har taget i forhold til asyl og migration. At udvide brugen af magt og tvang fører sjældent noget godt med sig.
 
Den svenske EU-parlamentariker Alice Bah Kuhnke har bl.a. kritiseret de såkaldte ”return hubs” og understreget, at de er fuldstændig urealistiske i praksis, da sådanne centre vil være ekstremt dyre, både økonomisk og i form af menneskelig lidelse for dem, hvis rettigheder bliver begrænsede. Ifølge Kuhnke er udrejsecentre i tredjelande ikke en løsning på EU’s migrationsproblem, men snarere ”populisme for at tilfredsstille den yderste højrefløj”.

Det er svært at forestille sig, at et land vil sige ja tak til at modtage samtlige afviste asylansøgere fra EU og sørge for deres individuelle hjemrejse, uden at begå massive brud på menneskerettighederne og tage sig voldsomt godt betalt. Danmarks og Storbritanniens forsøg på at oprette modtagecentre i Rwanda har hidtil slået fejl, og Australiens aftale med østaterne Manus og Nauru blev stoppet, da man til sidst indså, at den var vanvittigt dyr og en menneskelig katastrofe. Det planlagte danske fængsel i Kosovo indeholder også en lang række problematiske forhold på det menneskeretlige område, og bliver meget bekosteligt at gennemføre.