Stillet i bero betyder ikke inddraget

Aktuel information til syriske flygtninge i Danmark efter at forlængelser af §7,3 er stillet i bero

Siden Assads fald har de herboende syrere været nervøse for at miste deres opholdstilladelse. Vi skrev en Q&A-artikel allerede d. 9. december, og d. 23. januar lagde Khaled Ksibe sammen med os en video på dansk og arabisk op på YouTube, som blev set af mere end 10.000 på mindre end en uge. Det beroligede mange syrere.

Men så lagde Udlændingestyrelsen en informationsside op på nyidanmark.dk d. 27. januar og sendte breve ud via e-Boks til alle, der afventede forlængelse af deres asylophold under §7 stk 3 om at deres sager nu er stillet i bero. Se brevet sidst i denne artikel. Udlændingestyrelsens formuleringer er mildest talt uklare, og masser af vigtige forhold er slet ikke nævnt i deres tekster.
 
Vi får stadig utroligt mange henvendelser i Refugees Welcome fra bekymrede syrere. Derfor vil vi gerne bidrage til at forklare den aktuelle situation. Kontakt os, hvis du ikke får svar på dine spørgsmål i artiklerne eller videoen.

Bero er ikke inddragelse

At stille i bero betyder at sætte på pause, dvs. lade sagen stå stille. Det gør man, fordi man venter og ser, hvordan tingene udvikler sig i Syrien. Der er altså stadig mulighed for, at man får lov at blive i Danmark, også af andre grunde. Og imens asylsagen står stille, kan man roligt fortsætte med at gå i skole eller arbejde. Der er dog den konsekvens er, at man ikke får et nyt opholdskort eller fremmedpas, og det kan gøre det besværligt at søge nyt job eller at rejse.

Påvirkning af andre sager

Berostillelsen kan have betydning for andre sager, som er under behandling: permanent ophold eller familiesammenføring. Imens ens egen opholdstilladelse er udløbet og sat i bero, kan man ikke få tilladelse i de to nævnte typer sager. Men hvis/når man får sin opholdstilladelse tilbage, så genoptages sagsbehandlingen som før.
 
En periode, hvor forlængelse af asylsagen har været sat i bero, betyder ikke, at opholdstiden skal tælles forfra i forhold til permanent ophold, men tæller stadig med som lovligt ophold. Man kan også indgive en ny ansøgning, mens asylsagen stadig er sat i bero, men man får ingen afgørelse, før opholdstilladelsen igen er forlænget.
 
Bemærk, at man stadig aktivt skal søge om forlængelse for personer, som er familiesammenført – også selvom hovedpersonen har fået sin sag stillet i bero.

Ingen planer om at stille §7,1 i bero

Myndighederne har ingen planer om at sætte §7,1-sager i bero foreløbig, og ansøgninger om familiesammenføring og permanent ophold kører videre helt normalt for dem, der har asyl under §7,1.
 
International lov betyder, at der er stor forskel på at inddrage en opholdstilladelse under §7,3 og under §7,1. Den sidste er beskyttet af Flygtningekonventionen, og kan kun inddrages hvis der er ”stabile, fundamentale og varige” forbedringer i hjemlandet. Og det gælder ikke kun i forhold til asylmotivet (militærtjeneste) men i landet som helhed. Bevisbyrden hviler på Danmark for at bevise, at der ikke er nogen risiko ved at sende en flygtning tilbage. Der vil sandsynligvis gå lang tid, før myndighederne begynder at se på §7,1-sager.
 
Næsten alle, som har fået asyl under §7,2 har fået det af individuelle grunde, og de bliver ikke stillet i bero nu. Men nogle få har fået tildelt §7,2 pga. generelle forhold – det vil kun være personer, som kom inden 2015, hvor §7,3 blev indført. De bliver stillet i bero nu ligesom §7,3.

Berostillelse er kun første skridt i en lang proces

Sagerne vil være sat på pause, indtil der findes pålidelige og grundige rapporter, som beskriver den nye situation i Syrien, og risikoen for forskellige grupper i forskellige dele af landet. Til den tid vil alle de personer, som har fået stillet deres sag i bero, blive indkaldt til samtale hos Udlændingestyrelsen i Sandholm.
 
Man får inden samtalen tilsendt et skema, som man skal udfylde og tage med. Det handler især om, hvor meget tilknytning man har til familiemedlemmer og til Danmark. Her tæller især børn og ægtefæller, og derefter arbejde, sprog, uddannelse og dansk netværk. En syrer, som har været her i 10 år, har haft arbejde det meste af tiden og taler dansk, vil normalt få ophold pga. tilknytning. Hvis man er kommet som barn og har gået flere år i dansk skole, er det normalt tilstrækkeligt med 7-8 års ophold. Inden man møder op til samtalen, er det en god idé at få en snak med os i Refugees Welcome eller med DRC Dansk Flygtningehjælp, så man er godt forberedt.
 
Hvis man er så uheldig at få afslag, kører sagen videre til Flygtningenævnet, som tager den endelige beslutning. Mange sager bliver omgjort, så man skal ikke give op. Man har ret til selv at vælge en advokat, som skal repræsentere én. Refugees Welcome anbefaler gerne gode advokater.

Stærk tilknytning vil betyde fortsat ophold til næsten alle

Desværre skriver Udlændingestyrelsen intet om tilknytning i brevene eller på hjemmesiden, men advokater og jurister, som er eksperter i udlændingeret, er enige om, at langt de fleste syriske flygtninge i Danmark har opnået tilstrækkelig tilknytning til at de har ret til bevare deres ophold som følge af Den Europæiske Menneskeretskonvention, uanset hvad danske politikere måtte ønske. Dem med den svageste tilknytning vil være ældre, som ikke har klaret at lære sproget og få et job.

Repatriering kan altid være sidste udvej

Man kan søge om repatriering på et hvilket som helst trin i processen, så der er ingen grund til at tage den store beslutning nu. Vent og se, hvordan tingene udvikler sig. Læs mere her.

Gode råd, den korte version:

• Fortsæt dit liv i Danmark som hidtil, styrk din tilknytning.
• Opsøg rådgivning, hvis der sker noget nyt i din egen sag.
• Tag ingen forhastede beslutninger, afvent situationen.


Brevet, som er sendt ud via e-Boks

Vi hjælper – også når staten svigter!
Som medlem finansierer du den hjælp,
vi yder til syrerne lige nu i form af oplysning

Støt / bliv medlem