Hvordan går det med integrationen af flygtninge i Danmark?

Hvad betyder ’integration’?

Der findes ingen klar definition af ordet, når det anvendes om udlændinges tilpasning til et nyt land. I andre sammenhænge betyder integration en gensidig bevægelse og tilpasning mellem flere elementer for at indgå i et fælles hele. Men i en dansk kontekst bruger man næsten altid ordet med en forventning om at udlændingen ensidigt skal tilpasse sig til Danmark, og ikke omvendt. Vurderingen af, om integrationen er vellykket, afspejler reelt et ønske om assimilation, hvilket betyder en total tilpasning hen imod et mål om, at udlændingen bliver præcis som en ”indfødt dansker”.
 
Det officielle Danmark har aldrig ønsket at blive et multi-etnisk land, hvor kulturen gradvist kan ændre sig efter befolkningens sammensætning. Dobbelt-identitet og tilhørsforhold til andre kulturer anses for negativt. Selv små praktiske tilpasninger for at tilgodese alle som f.eks. badeforhæng i en svømmehal eller skolefri på andre religiøse helligdage end de protestantiske opfattes som undergravende for den danske kultur. Samtidig er der ingen klar definition af “danske værdier”.
 
Når man debatterer integration i den danske offentlighed, er det sjældent tyskere eller polakker, man mener. Det handler om mennesker fra lande udenfor EU, og særligt dem fra muslimske lande. Kategorien ”ikke-vestlige lande” er en dansk opfindelse, som endda har fået en underopdeling for nylig: 'MENAPT-landene', hvilket omfatter lande med mange muslimer. Ifølge komitéerne mod racisme under både Europarådet og FN bør Danmark ophøre med at bruge definitionen ’ikke-vestlig’, da den er diskriminerende og stigmatiserende. Der hersker i Danmark en opfattelse af, at mennesker fra netop disse lande har en modvilje imod at tilpasse sig, og at deres medbragte kultur er ensidigt negativ. Det officielle EU skelner kun mellem EU-borgere og tredjelandsborgere, herunder flygtninge.
 
Kort fortalt falder langt de fleste flygtninge godt til, bidrager positivt til det danske samfund, og forskellene mellem dem og den danske befolkning er langt mindre end de fleste tror. Der er fremskridt på næsten alle målbare parametre, og efterkommerne lever for 90% vedkommende præcis som deres danske venner og naboer. Efterkommere af flygtninge tager endda i højere grad en uddannelse end deres danske kammerater. Du kan se en beskrivelse af de største indvandrergrupper i den gratis undervisningsbog "…med rødder i udlandet".

Hvordan kan man måle integration?

Integration er i den danske forståelse en blanding mellem visse målbare, håndgribelige elementer som dét at have et arbejde og visse meget upræcise, svært definerbare elementer som dét at have demokratiske værdier. Den enkelte person kan opfylde nogle af forventningerne men være milevidt fra andre – fx have eget firma med en god indkomst, men ikke tale dansk. Eller være medlem af byrådet, men bære hijab.
 
Den daværende regering vedtog 9 nationale målsætninger for integrationen i 2012, og hvert år måler man på, hvordan det går med at opfylde dem. Det er bl.a. arbejde, dansk sprog, uddannelse, selvbestemmelse, medborgerskab og kriminalitet. Man kan følge udviklingen på Integrationsbarometeret. På trods af det evige mantra om at integrationen har slået fejl, så går det faktisk støt fremad på alle målene – bortset fra at lære dansk og føle sig inkluderet i samfundet, hvor det står stille. Status på de mål, som ikke kan aflæses i registerdata findes gennem Medborgerskabsundersøgelsen, som har været gennemført hvert år siden 2012.
 
Én ting er, hvilke parametre man måler på, men tallene kan naturligvis tolkes og præsenteres på forskellige måder. De to danske forskere Hans Lassen og Hjarn von Zernichow Borberg har begge dokumenteret, hvor stor en succes indvandringen til Danmark faktisk har været – og at det går fremad, i modsætning til hvordan de fleste politikere og medier fremstiller det. Hans Lassen kalder integrationen en overset megasucces. (Læs en artikel, han skrev til REFUGEES.dk i 2019).
 
Borberg påpeger i sin bog ”Integration – her går det godt” tendensen til at tale om ’en stor del’ af en gruppe uden at nævne, at der ofte kun er tale om ganske få personer. Han nævner også den danske ’100%-selvforståelse’, hvor man f.eks. overser, at ca. 7% af danskerne ikke går ind for demokrati, og at mange danske kvinder arbejder på deltid. Borberg kritiserer også tendensen til at se tal som udtryk for en særlig ”kultur”. Hvis man ser på indsatte pr. indbygger i fængslerne i Norden, kan man tolke det som at Norge har en særlig kriminalitetskultur, da de ligger 26% over det nordiske gennemsnit. Det er naturligvis noget vrøvl, og der er reelt kun tale om 77 personer pr. 100.000 indbyggere.
 
Endelig giver tallene ofte et øjebliksbillede, som kan være misvisende, fordi man sammenligner personer og grupper, som har forskellige udgangspunkter. Et godt eksempel er, at da Rusland angreb Ukraine, udgav Integrationsministeriet et notat om, at de fordrevne ukrainere ville være nemme at få i arbejde, baseret på eksisterende tal for udvalgte nationaliteter, bl.a. syrere. Men de ukrainere, som var i Danmark før krigen, var her jo netop pga. en arbejdstilladelse, og kan derfor ikke sammenlignes med syrere, der ankom som flygtninge.

Kan man sammenligne integration af flygtninge og indvandrere?

Danmarks Statistik opdeler kun delvist mellem flygtninge og indvandrere, men flygtninge hører til i gruppen ”ikke-vestlige”, og er en del af undergruppen MENAPT-landene.
 
På nogle punkter kan man godt ligestille de to grupper, på andre er det problematisk og misvisende. Det giver f.eks. ikke mening at sammenligne andelen af førtidspensionister fra Pakistan og Irak. Pakistanerne i Danmark er indvandrere, og irakerne er flygtninge, hvoraf en del har fået humanitært ophold pga. traumer og sygdom. Der vil helt naturligt være flere irakere end pakistanere på førtidspension.
 
Man skal huske, at den grundlæggende forskel er, at en flygtning har været tvunget til at forlade sit land og måske aldrig kan vende tilbage – en indvandrer er kommet frivilligt, som regel pga. særlige jobmuligheder eller pga. en dansk partner. Flygtninge har en ret til at være i Danmark, og kan umiddelbart ikke være andre steder – det er Danmarks ansvar at passe på dem. Desuden har flygtninge meget ofte været udsat for traumatiserende oplevelser, både i hjemlandet og på rejsen hertil, hvilket giver en negativ påvirkning af deres evne til at lære sprog og arbejde.
 
Samtidig indeholder gruppen af flygtninge store ressourcer, som ikke udnyttes. De fleste ender i ufaglærte jobs, selvom mange har både uddannelse og specialiseret erfaring fra hjemlandet. Det er et stort tab for både den enkelte og for det danske samfund.
 
Evnen til integration i et nyt land (læs: assimilation) afhænger i høj grad af personens ressourcer og opvækst. Det tager de danske krav og mål ikke højde for, når man forventer en lav motivation og tildeler straf for ikke at opfylde målene. Flygtninges baggrund varierer i ekstrem grad: fra den velhavende IT-specialist fra Teheran til analfabeten fra en landsby uden elektricitet i Congo. Men der stilles de samme krav til dem begge: at lære flydende dansk og arbejde mindst 30 timer om ugen. Der stilles endda krav, som mange indfødte danskere ikke kan leve op til: selv gymnasieelever med dansk baggrund dumper til indfødsretsprøven, og masser af danskere forsørger sig selv med mindre end 30 timer om ugen.
 
Flygtninges motivation til at integrere sig kan være kompliceret. På den ene side ser mange Danmark som deres nye hjemland og kan ikke forestille sig nogensinde at vende tilbage til hjemlandet – det gælder især de unge. De har også hårdt brug for et dansk statsborgerskab, fordi de ikke længere kan bruge det, de er født med (eller de er statsløse). På den anden side har flygtninge været tvunget til at forlade hjemlandet, og især de ældre har ofte et dybt savn og ønske om at vende tilbage. At de er endt i Danmark, er ofte tilfældigt eller direkte mod deres vilje, og det kan svække deres ønske om at tilpasse sig dansk kultur.

Udviklingen over tid

Indsatser og tilbud fra de danske myndigheder for at styrke integrationen har ændret sig radikalt, siden de første flygtninge ankom i 1956 fra Ungarn. Gennem 1990’erne var der hverken ret mange tilbud eller ret mange krav, og det resulterede i, at en hel del ikke fik lært dansk og blev hængende på kontanthjælp. Boligpolitikken gjorde også, at mange flygtninge endte i betonbyggeri sammen med de mindst ressourcestærke danskere.
 
De seneste 25 år har der været et stigende fokus på at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet og sørge for, at alle kom i gang med at lære dansk. Samtidig har man fordelt flygtninge i alle landets kommuner og i perioder undtaget de største byer, for at blande befolkningen bedre.
 
Civilsamfundet og kommunerne har udviklet et hav af projekter, nogle gange i samarbejde med erhvervslivet, som har vist vejen til en bedre modtagelse af nye flygtninge. Kompetenceafklaring, mentorordninger, branchepakker, løntilskud, praktikforløb, lektiecaféer, IGU-uddannelse, frivillignetværk… masser af tiltag har bidraget, og det kan aflæses i statistikkerne. Det relativt store antal nye flygtninge, som ankom i 2015-16 kom rekordhurtigt i arbejde, og alle fik lært dansk på det niveau, som de nu kunne. Et højere antal er dermed ikke i sig selv et problem for integrationen, men økonomisk konjunktur og effektiv modtagelse er afgørende.
 
Der er i dag kun 5% flere flygtninge og ikke-vestlige indvandrere på overførelsesindkomst end danskere (27% henholdsvis 32%). Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere står for over 80 procent af den samlede fremgang i beskæftigelsen siden 2009, selv om de udgør mindre end 12 procent af alle i den erhvervsaktive alder. I 2023 var 79,9% af danskerne i arbejde, og 64,6% af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
 
Hvis man regner på, hvorvidt den enkelte borger er en udgift eller bidrager til samfundet, så skal 82% af de indfødte danskere være i arbejde for at gå i nul, hvorimod tallet kun er 65% for en voksen indvandrer – eftersom samfundet ikke har haft udgifter til dem, mens de var børn og unge (side 198 i Borbergs før omtalte bog). Indvandrere er således tættere på at balancere økonomisk end danskere.

Effekten af skrappe regler og krav

Sideløbende med de mange gode tilbud og incitamenter til at lære dansk, blive selvforsørgende og engagere sig aktivt i samfundet, er der blevet gennemført en lang række af krav og stramninger, som ofte er specifikt målrettet for at ramme flygtninge og ikke-vestlige indvandrere. I praksis opleves det af mange flygtninge som et evigt forhindringsløb, hvor man aldrig når målstregen, selvom man gør sit yderste, fordi den bliver flyttet, eller der bliver lagt snubletråde ud.
 
Sammenholdt med, at særligt mennesker fra Mellemøsten og Afrika jævnligt oplever diskrimination og hadtale, har det ført til, at hver tredje i dag overvejer at flytte væk fra Danmark. I øjeblikket forlader det samme antal flygtninge Danmark, som dem der ankommer og får opholdstilladelse.
 
Nogle regler forekommer umiddelbart hårde, men har haft positive effekter, herunder 24-års reglen for ægtefællesammenføring, den tvungne visitering til kommunerne og obligatorisk danskundervisning. Andre regler har ikke haft positive effekter, men derimod udelukket de svageste i gruppen, og har begrænset rettigheder og muligheder på en diskriminerende måde. Det gælder bl.a. de høje krav til permanent ophold og statsborgerskab, de meget kortvarige midlertidige opholdstilladelser, væsentlige elementer i ghetto-lovgivningen og de særlige, lave ydelser til flygtninge. Det seneste tiltag er arbejdspligten, som er specielt rettet mod ikke-vestlige kvinder. Den er blevet sablet ned af forskere og af KL, og ifølge regeringens egne beregninger vil den blive meget dyr og have en meget begrænset effekt.
 
Antallet af flygtninge, særligt kvinder, som opnår permanent ophold, er faldet kraftigt, især efter at danskkravet blev hævet – og det har ikke ført til at flere gennemfører danskkurser. Dansk statsborgerskab er blevet uopnåeligt for en stigende andel af befolkningen, herunder danskfødte, hvilket svækker demokratiet. De korte, midlertidige opholdstilladelser med fokus på hjemrejse har kun ført til meget få inddragelser, men har øget arbejdsbyrden enormt hos udlændingemyndighederne og fremkaldt en konstant stress blandt flygtninge, ikke mindst børn og unge. De lave ydelser får kun ganske få ekstra i arbejde (slet ingen effekt for kvinder), og er på sigt en udgift for samfundet, fordi de fører til at flere børn vokser op i fattigdom med deraf følgende øget tendens til arbejdsløshed, misbrug, psykisk sygdom og kriminalitet.
 
Desværre lytter Folketinget sjældent til eksperter og forskning, men lovgiver og udtaler sig ud fra mavefornemmelser og populisme. Der er ikke belæg for at hævde, at en hård tilgang til integration af flygtninge skaber gode resultater. Tværtimod viser forskningen, at positive incitamenter, støtte og individuel tilpasning er mest effektivt, og at langsigtet opkvalificering skaber de bedste resultater. Men området lider stærkt under myter, som f.eks. at kvinder fra ikke-vestlige lande ikke ønsker at forsørge sig selv.

Paradigmeskiftets paradoks

Det paradigmeskift på flygtningeområdet, som blev indført i to etaper i 2015 og 2019, betød at fokus blev flyttet fra langsigtet integration over til hurtigst mulig hjemrejse. En verdensfjern og urealistisk politik, fordi forholdene i flygtninges hjemlande sjældent forbedres hurtigt – hvis nogensinde – og fordi den tilknytning (FOKUS om Somalia-sag FLN), som gradvist øges under en flygtnings ophold i Danmark med tiden giver ret til fortsat ophold, sikret af internationale konventioner.
 
For den enkelte betyder det et liv i konstant nervøsitet og usikkerhed om fremtiden, når man højst har ophold 2 år ad gangen, og sagen ofte er under behandling i mange måneder inden hver forlængelse. Det er svært at se meningen med at lære dansk, uddanne sig, engagere sig i samfundet, opdrage sine børn efter danske traditioner osv., når man hvert øjeblik frygter at blive smidt ud.
 
For kommunerne og for erhvervslivet betyder de korte og midlertidige opholdstilladelser et svækket incitament til at investere i oplæring, træning og langtidsplanlægning. Samtidig viser forskningen, at netop langtidsinvesteringen i at lære det danske sprog og tage en dansk uddannelse er de to faktorer, som giver den sikreste tilknytning til arbejdsmarkedet.
 
Danmark har et mål om at flest mulige skal have en uddannelse; desuden er der mangel på specialiseret arbejdskraft. Samtidig er en dansk uddannelse uden tvivl noget af det, som bidrager mest effektivt til integrationen: man styrker sit sprog, man får en bedre forståelse for samfundet, man opbygger sociale netværk, og man øger sine chancer for at blive selvforsørgende. Derfor kan det undre, at uddannelse faktisk er en barriere for at opnå permanent ophold og senere statsborgerskab. Det er kun fuldtidsarbejde, der tæller – og det får man typisk først efter at have gennemført sin uddannelse.
 
På mange måder modarbejder Folketinget i øjeblikket den succesfulde integration. Man skaber stress og tvivl ved at give korte, midlertidige opholdstilladelser og hele tiden tale om hjemsendelser. Man straffer unge for at tage en uddannelse. Man skaber fattigdom, som på længere sigt bliver en udgift for samfundet. Man udelukker en stigende gruppe fra statsborgerskab ved at stille rigide krav, som mange aldrig vil kunne leve op til. Nogle af de mest ressourcestærke flygtninge forlader Danmark igen, fordi de ikke føler sig velkomne.