Paradigmeskiftet
Dansk asylpolitik tog en radikal forandring i to skridt, det første i sommeren 2015 og det næste i december 2018. Indtil da havde man betragtet asyl som en sikker status med fokus på langsigtet integration i Danmark. Men med det såkaldte ’paradigmeskifte for flygtninge’ (et udtryk, som blev introduceret af Dansk Folkeparti og senere overtaget af regeringen) ændrede man alle flygtninges opholdstilladelser til at være kortvarige, midlertidige og med konstant risiko for at miste dem igen. Selv kvoteflygtninge er i dag på midlertidigt ophold. Selve ordet ’integration’ blev næsten helt skrevet ud af lovgivningen, og al fokus skulle nu være på økonomisk selvforsørgelse og hjemrejse hurtigst muligt.
Der opstod også en idé blandt politikerne om at en flygtning optager en plads i samfundet, som en anden måske kan have mere brug for. Og at ’flygtninge ikke måtte blive til indvandrere’. Altså en forestilling om, at man kunne yde beskyttelse i en kort periode til forfulgte mennesker, og så forventede man, at de tog tilbage inden de fandt sig for godt til rette.
Disse forestillinger er helt løsrevet fra virkeligheden, hvor FN har regnet på, at en flygtning i gennemsnit har behov for beskyttelse i 17 år. Ifølge Flygtningekonventionen kan man ikke inddrage en flygtnings opholdstilladelse medmindre der er varige, stabile og fundamentale forbedringer i hjemlandet. Desuden siger praksis i det danske Flygtningenævn, at tilknytningen til Danmark sikrer fortsat ophold efter ca. 10 år, hvis personen er godt integreret. For børn i skolealderen er det tilstrækkeligt med 6-8 år. Det er da heller ikke lykkedes Danmark at inddrage ret mange flygtninges ophold trods ønsket om det.
Et andet urealistisk aspekt af Paradigmeskiftet er kravet om, at flygtninge skal i arbejde og forsørge sig selv fra første dag. Af den grund har man nedsat sociale ydelser for flygtninge til cirka det halve af, hvad en dansker i samme situation kan få. Der er ret få ufaglærte jobs i Danmark, og de fleste af dem kræver, at man kan begå sig på dansk. Uddannelser og erfaringer fra udlandet er meget svære at få anerkendt, og derfor i praksis ofte ubrugelige. Forskningen viser, at de to vigtigste elementer for at få flygtninge i job er at lære dansk og få en erhvervsmæssig eller uddannelsesmæssig opkvalificering i Danmark. Begge dele tager flere år.
Det allervigtigste aspekt af Paradigmeskiftet er dog det psykologiske. På trods af, at risikoen reelt er meget lille for at miste sin opholdstilladelse, er angsten for at det vil ske kæmpestor. Ethvert brev fra udlændingemyndighederne hensætter flygtninge i panik, og forhindrer dem i at sove og spise i lange perioder. Fremtidsplaner bliver umulige at lægge, når en opholdstilladelse højst gælder i 2 år, og man ikke kan være sikker på forlængelse. Kan det betale sig at lære sproget, tage en uddannelse, starte et firma, købe et hus…? Skal man opdrage sine børn som danskere, eller skal man sikre sig, at de kan begå sig i en anden kultur? Bliver man sendt retur til det, som man flygtede fra?
Sideløbende med og endda inden Paradigmeskiftet strammede Folketinget gentagne gange kravene til at få permanent ophold og dansk statsborgerskab til en grad, så det i dag ligger udenfor mange flygtninge muligheder, uanset hvor meget de anstrenger sig. Derfor lever en stigende andel af borgerne i Danmark med en midlertidig opholdstilladelse, som skal forlænges hvert andet år. Det gælder også mange tusind, som er født og opvokset i landet. Når man er fyldt 19 år, tæller uddannelse ikke med for at opfylde kravene.
Den hårde danske politik har ført til et meget lavt antal asylansøgere, og opfattes af andre lande i Europa som en succes. Men den indeholder en række af store paradokser, og er yderst skadelig for integrationen på længere sigt. Se også den længere artikel ”Hvorfor Europa bør undgå at modellere sin migrationspolitik efter Danmark”