Hvor mange flygtninge er kommet gennem årene?

Ifølge Danmarks Statistik har 48.000 personer ophold i Danmark pga. asyl, og 21.000 er familiesammenført til dem. Tallet for nyankomne flygtninge er faldet og stagneret de seneste 10 år. I de to år 2015-2016 fik i alt 18.342 asyl, hvilket var højt, men inddelt i 5-års perioder var det ikke specielt højt. Både 1985-89 og 1995-99 lå højere, se den sidste graf herunder. Siden foråret 2016 er der kommet meget få nye flygtninge til Danmark, og i årene 2020 og 2024 var tallene de laveste i 40 år: mindre end 1.000 fik asyl hvert af de to år, og en del af dem havde endda ophold i forvejen.

I alt bor der 670.000 indvandrere og flygtninge i Danmark, som er statsborgere i et andet land eller statsløse. Det kan lyde af mange, men hver fjerde er født her i landet, og næsten halvdelen kommer fra andre EU-lande. Flygtninge har de senere år udgjort under 1% af alle de udlændinge, der har fået opholdstilladelse i Danmark. Og med tiden får mange flygtninge dansk statsborgerskab, og deres børn vokser op og bliver indfødt danske. Det er svært at forestille sig Danmark i dag uden de flygtninge fra Ungarn, Vietnam, Chile, Afghanistan, Sri Lanka, Iran, Bosnien osv. som er blevet en vigtig del af samfundet.

OPHOLDSTILLADELSER TIL FLYGTNINGE 2008-2022
(inkl. humanitært ophold, kvoteflygtninge og særloven for afghanere)

Selvom en udlænding opnår permanent ophold, vil vedkommende stadig optræde i Danmarks Statistik som flygtning, indvandrer eller efterkommer. Ikke engang statsborgerskab flytter én over i kategorien 'dansker' – det kræver, at man er født her og har mindst én dansk forælder. Flygtninge fra ex-Jugoslavien regnes mærkeligt nok som ikke-vestlige, selvom de kommer fra Europa.

Der har været meget store udsving i antallet gennem årene, og der har også været tale om vidt forskellige nationaliteter. Nogle nationaliteter er kun kommet i en ganske kort periode (fx chilenere og bosniere), mens andre er kommet i et vist antal gennem en årrække (fx afghanere og irakere). De seneste år har det været syrere, eritreere og afghanere, der har udgjort de største grupper. Siden 2022 er der foreløbig kommet 50.000 ukrainere, som uden sammenligning er den største gruppe, vi nogensinde har modtaget. Men de optræder ikke som flygtninge i statistikkerne, da de hører under en særlov.

De 5 største nationaliteter blandt alle i Danmark med flygtningebaggrund er Syrien, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran og Afghanistan.

Kvoteflygtninge er også blevet udvalgt fra meget forskellige lande, og ud fra skiftende kriterier. Siden 1978 har Danmark taget imod en kvote på 500 om året via FN, men i 2016, 2017 og 2018 tog vi ikke imod nogen. Fra 2020 til 2022 har vi kun modtaget 393 kvoteflygtninge i alt.

FLYGTNINGE, DER FIK ASYL I DANMARK 1956-2019

 

Hent et fakta-ark med de præcise tal og mere om kilderne til denne graf.

Det er krævende at lave disse sider
og holde dem opdaterede.

Hvis du har glæde af dem,
så meld dig ind eller giv et bidrag!

Støt / bliv medlem