Hvor mange kommer til Danmark, og hvorfra?

Aktuelt

De første 3 måneder af 2025 er der registreret 481 nye asylansøgninger, hvoraf de 84 er "fjernregistreret", dvs. at de allerede havde en opholdstilladelse af andre grunde, så der er reelt kun 397 nyankomne. Hele sidste år blev der registreret 2.333 asylansøgninger inkl. 393 fjernregistrerede, og kun 1.209 sager blev behandlet og afgjort. I disse år er tallet for dem, som tilbagesendes til og modtages fra andre lande under Dublin-aftalen cirka det samme. Der er lige nu ca. 2.400 verserende asylsager. Antallene er de laveste i de 40 år, hvor de er målt.

Tallene er overraskende lave set i lyset af, at der ankommer relativt mange til resten af Europa (dog 30% færre end sidste år). Danmark ligger på en 23. plads i EU når det gælder antal asylansøgere per capita. Tyskland alene modtog hele 329.000 asylansøgere i 2023, og havde svært ved at følge med presset. Dertil er der kommet over 4 mio ukrainere til Europa, hvor Danmark igen har modtaget færre per capita end fx Sverige og Norge.

I 2022 var bruttotallet lidt højere: 4.591 nye asylansøgere i Danmark, men kun 1.007 blev realitetsbehandlet. Næsten halvdelen var ukrainere, hvoraf mange har frafaldet ansøgningen igen, og lidt over 100 var evakuerede afghanere. I 2021-22 blev der givet knap 900 tilladelser under særloven for afghanere. Mindst 270 af de evakuerede afghanere har dog forladt Danmark igen og fået ophold i USA eller UK. De resterende søgte asyl, da deres tilladelser udløb, og fik det.

Der er behandlet over 50.000 sager under særloven for ukrainere. Næsten alle har fået ophold, og senere forlængelse. De fleste har ikke været indkvarteret i asylcentrene, men boet privat eller flyttet direkte ud i kommunerne. 7-8.000 har forladt Danmark igen. Knap 1.200 har fået afslag på ophold under særloven, og ca. 600 ukrainske asylsager verserer. De har været sat i bero siden krigens start, og sagsbehandlingen er først begyndt for nylig for dem, der ikke har ophold under særloven. Der er dog udsigt til at næsten alle vil få afslag.

Der er i dag 15 asylcentre i alt, men tallet var oppe på 98 i 2015. Der er i øjeblikket ca. 2.700 indkvarterede i asylcentrene, hvoraf 450 bor i  udrejsecentrene. Ca. 400 er syrere, hvis sager er sat i bero i øjeblikket.

Samlet set var der lige så mange flygtninge og deres familiemedlemmer (med opholdstilladelse) som forlod Danmark, som nye der fik ophold i 2023. Se tallene her.

ANTAL ASYLANSØGERE I DANMARK 2002-2023 (bruttotallet)

Man bruger næsten altid bruttotallet, selvom det omfatter en hel del personer, som aldrig får deres sag behandlet i Danmark, og kun opholder sig kort tid i landet. Registreringstallet er dog mere retvisende, da det er tallet for, hvor mange sager der rent faktisk åbnes i Danmark, efter Dublin-forhandlinger o.l. Læs mere om Dublin-aftalen. Hvis alle bruttotal for Europa lægges sammen, får man et meget højere tal end det faktiske.

Desuden har cirka hver fjerde ansøger allerede en opholdstilladelse, typisk som familiesammenført fra Syrien og Eritrea (de fjernregistrerede), hvilket har påvirket tallene meget de seneste 6-7 år.

Cirka 25% af asylansøgerne er børn under 18 år, og en del af dem er uledsagede mindreårige. I 2024 ankom 153 uledsagede mindreårige, hvoraf en tredjedel var syrere. En del af de uledsagede kommer fra Marokko, men de får ikke asyl, og rejser hurtigt videre. De samme unge drenge optræder også i flere europæiske oversigter, fordi de ikke overføres efter Dublin-reglerne.

Udviklingen over tid

I lyset af den massive omtale af flygtninge og den konstante diskussion om at sende dem retur, vil det nok overraske mange, at flygtninge kun har udgjort 1% af alle de udlændinge, der fik opholdstilladelse i Danmark i mange år. Kommunerne modtog kun 624 nye flygtninge i alt i 2024. Mennesker med asyl som opholdsgrundlag udgør kun 1,9% af befolkningen.

De seneste 10 år er der sket flere store ændringer i ankomsten af asylansøgere til Danmark: Antallet peakede i slutningen af 2015 med 21.000 nyankomne – men faldt kort efter til et meget lavt niveau, hvor det stadig ligger. På det seneste har de evakuerede afghanere og ukrainske fordrevne fået hver sin særlov, og har domineret asylsystemet.

Antallet af nye asylansøgere har været historisk lavt de senere år. I 2020 satte grænselukningen pga. Covid-19 ankomsterne helt i stå: der blev kun registreret 1.515 nye asylansøgere i alt (bruttotallet), hvilket var det laveste tal målt nogensinde, og 2024 var det næstlaveste.

Desuden har Danmark siden 2015 ikke taget imod de 500 årlige kvoteflygtninge, som vi ellers har haft en fast aftale med FN om gennem 38 år. Over de seneste 7 år er der kun ankommet 235 kvoteflygtninge i alt til Danmark, og de kommer fra flygtningelejre i Rwanda. Kun 1 kvoteflygtning fik ophold i 2023.

"Flygtningekrisen" 2014-16

Den stigning, som Danmark oplevede i 2014-2016, var endnu større andre steder i Europa, og den skyldtes bl.a. at der opstod en ny og mindre farlig adgangsvej via de græske øer og op gennem Balkanlandene. I 2015 kom der mere end 1 mio til Europa, hvilket var dobbelt så mange som året før. Både den ydre og den indre grænsekontrol blev derefter skærpet, og indrejsetallet faldt kraftigt i hele Europa, men er steget igen siden.

Rekorden for indrejsetal i Danmark nogensinde var i oktober 2015 med 3.694 nye ansøgninger på én måned.

I alt fik 80.000 opholdstilladelse i Danmark i 2016, men heraf var kun hver niende flygtning. Resten fik ophold pga. arbejde, studier eller familiesammenføring. Og siden er andelen af flygtninge faldet yderligere, til 1 ud af 100.

Hvor kommer de fra?

I 2024 var top 5 nationaliteter: Syrien, Eritrea, Tyrkiet, Afghanistan, Iran. Det er noget helt nyt at se Tyrkiet på listen. Efter 2015 har ansøgerne generelt fordelt sig på flere lande med færre fra hvert enkelt land.

Ansøgernes profil har ændret sig en del de seneste 10 år, hvilket påvirker antallet af opholdstilladelser, herunder det nye fænomen "fjernregistrerede", som udgør en ret stor del i Danmark.

Sammensætningen af nationaliteter, som har søgt asyl i Danmark, har ændret sig meget fra 2015 til 2023. Fra 2013-2020 har syrere udgjort den største gruppe, men ellers har afghanere ofte ligget i top. I 2014 lå Eritrea lige pludselig nr. 2 på listen, faldt til nr. 8 i 2016, men i 2019 på en næsten delt førsteplads med syrere – dette skyldes dog mest de fjernregistrerede.

TOP 5 NATIONALITETER, SOM SØGTE OM ASYL I DANMARK 2019-2023

 

 

NATIONALITETER, SOM SØGTE OM ASYL I DANMARK 2015 + 2023


Hvordan kommer man til Danmark?

Læs mere om adgangsvejene og rejsen i kapitlet "Rejsen til Danmark".

Næsten alle, der kommer som asylansøgere til Danmark, ankommer "spontant" og illegalt – med en smugler eller med falske papirer. Nogle få udvælges som kvoteflygtninge og får en indrejsetilladelse på forhånd. Det er umuligt at få visum til Europa, hvis man kommer fra f.eks. Syrien, Eritrea eller Afghanistan. Også selvom man har familie her.

Antallet af asylansøgere i Europa faldt drastisk pga. grænsekontrol og push-backs både på ydre og indre grænser efter 2016, men er steget igen siden 2021. I Danmark stoppede indrejserne næsten, og er ikke steget siden.

De to hovedruter er fra Mellemøsten via Tyrkiet til Grækenland, eller fra Afrika via Libyen og Tunesien. Den sidste er en meget farligere rute end den første. Tusinder dør i Saharas ørken og drukner i Middelhavet. Øget patruljering og kriminalisering af redningsarbejdet har betydet en større procentdel af druknede.

UNHCR har en interaktiv side, hvor du kan følge antallet af druknede og reddede løbende, og de skiftende rejseruter.

Rejsen er ikke slut, når man når til Europas grænse – vold fra grænsevagter og ulovlige push-backs bliver mere og mere almindelige. Dublin-aftalen udgør en særlig forhindring, og fører til at mange er nødt til at blive i et land, som de ikke ønsker at være i. Hele vejen gennem Europa er der nu opsat hegn og kontrol, så det er blevet meget svært at komme helt op til Skandinavien. Tusinder sidder fast på Lesbos og i Bosnien, under helt umenneskelige forhold. I Grækenland eller Italien har man som udlænding meget svært ved at overleve, og har udsigt til et liv som hjemløs.

Læs en personlig beretning om et flygtningepar og deres rejse i 2014 fra Eritrea til Danmark: Vejen til frihed går gennem Helvede.

Var du glad for at finde de nyeste tal?
Meld dig ind eller giv os en donation,
så vi kan holde dig opdateret!

Støt / bliv medlem