Hvorfor bliver de ikke i nærområderne?

Det korte svar er: Det gør de også! Men det er ikke en holdbar situation. De rige lande bør sende flere penge til nærområderne, men det er ikke tilstrækkeligt. Flere må løftes væk fra de mest belastede områder og have mulighed for genbosættelse i mere stabile lande.

Mange af dem, som kommer til Danmark, har allerede forsøgt at leve i et nærområde i en periode, ofte i mange år. At flygte til en anden verdensdel er ikke den første tanke, der falder folk ind. Desuden er det meget, meget dyrt at komme til Europa, og rejsen er som regel livsfarlig.

DANMARK VS. LIBANON 2020

I Tyrkiet er det kun 10% af de syriske flygtninge i landet, som bor i flygtningelejre. Resten hutler sig igennem, som de bedst kan – de har ikke lov at arbejde, og børnene har ikke adgang til skole. Tyrkiet er heller ikke sikkert, man sender jævnligt flygtninge retur over grænsen til Syrien og Iran, og man kan ikke søge asyl i Tyrkiet – højst blive indlogeret midlertidigt i en lejr. Hvis Europa havde taget imod lige så mange flygtninge proportionelt som Tyrkiet, var der ankommet 26 mio til Europa.

3 ud af 4 flygtninge befinder sig i et naboland. Således befinder langt de fleste syriske flygtninge sig i Tyrkiet, Jordan og Libanon, mens de fleste afghanske flygtninge er i Pakistan og Iran. Det lægger et enormt pres på lande, som i forvejen har rigeligt problemer med egne konflikter og med at brødføde deres egen befolkning. Verdenssamfundet bidrager langt fra nok til disse værtsnationer; det bliver ved skåltalerne og løfterne om "mere hjælp i nærområderne".

Det er udviklingslandene, der huser næsten alle verdens flygtninge. Kun 16% befinder sig i udviklede områder, og endnu færre i Europa. Og af disse har Danmark taget imod meget få, både målt på vores indbyggertal og vores økonomi (se mere under Tager Danmark imod mange eller få på verdensplan?)

10 LANDE, SOM HUSER STØRST ANTAL FLYGTNINGE 2020

En tredjedel af verdens flygtninge bor i de allerfattigste lande, bl.a. Bangladesh, Chad, DRC, Etiopien, Sydsudan, Sudan, Tanzania, Uganda og Yemen. Disse lande udgør 13% af verdens befolkninger og kun 1,25% af den globale GDP men huser ikke desto mindre 33% af verdens flygtninge. Mange af flygtningene bidrager selvfølgelig til økonomien, men de lægger også et pres på de lokale og øger ofte interne spændinger i de ustabile og svage lande.

Mange flygtninge tilbringer hele livet, og måske generationer, i enorme, permanente flygtningelejre som Dadaab i Kenya, Zaatari i Jordan og den nu sønderbombede Yarmouk i Damascus. FN har uoverskuelige ventelister i deres kvoteprogram, fordi alt for få lande deltager og aftager alt for få. Covid-19 satte en stopper for hele kvotesystemet i 2020.