Europæisk topøkonom: Europa er nødt til at lukke migranterne ind

Europæerne burde hilse flygtninge velkomne og se dem som en tiltrængt indsprøjtning fremfor en trussel

Artiklen blev bragt i magasinet FP 24. august, og vi har fået lov at bringe den på dansk.

Philippe Legrain var økonomisk rådgiver for Europa Kommissionen fra 2011 til 2014, han er senior fellow ved London School of Economics' European Institute og forfatter til bogen "European Spring: Why Our Economies and Politics Are in a Mess — and How to Put Them Right."

Barbarerne har slået portene ind. Europa er ved at blive rendt over ende. Vores civilisation og vores velstand er på spil. 

Det er essensen af den moralske panik, som uønskede asylansøgere har udløst i Europa denne sommer. Det er helt forkert. I stedet for at se disse modige, initiativrige nyankomne som en trussel, burde europæerne ønske de bidrag velkomne, som de kan tilbyde.

Tårer over migranter, der drukner på Middelhavet, er afløst af frygt for den effekt, som de overlevende vil få på Europa. Storbritanniens udenrigsminister Philip Hammond advarer om migranter, som "plyndrer" omkring den franske havneby Calais, mens de prøver at komme til Storbritannien gennem Eurotunnelen. "Europa kan ikke beskytte sig selv, bevare sin levestandard og sociale infrastruktur, hvis vi skal opsuge millioner af migranter fra Afrika", hævder han. Nicolas Sarkozy, Frankrigs tidligere præsident og muligvis også den næste, sammenligner ankomsten af migranter med oversvømmelse af et hus. Højreradikale partier påstår, at Europa står ved et vendepunkt.

Man kan ikke benægte, at mange flere desperate udlændinge søger et bedre liv i Europa. Omkring 340.000 har forsøgt at komme ind i EU uden tilladelse frem til juli måned. Hele sidste år var det 280.000. Men EU består af 28 lande med 508 mio indbyggere, så de uønskede nyankomne udgør kun 0,07 procent af den samlede befolkning. I en gruppe på 1.500 mennesker ville kun én være en uønsket nyankommen.

De fleste af dem, der søger beskyttelse i Europa, kommer fra Syrien, Afghanistan og Eritrea. Syrere flygter fra en blodig borgerkrig og Islamisk Stats barbariske slagterier. Afghanistan, som de amerikanske tropper trak sig ud af sidste år, er ødelagt af vold fra Taleban, sammen med Al Qaedas allierede og Islamisk Stats lokale grupper. Eritrea er et brutalt diktatur.

FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR mener, at verden oplever den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Man regner sig frem til 59,5 mio fordrevne på verdensplan. De indbefatter 19,5 mio flygtninge (heraf 14,4 mio under UNHCRs mandat og 5,1 mio palæstinensere), 1,8 mio asylansøgere og 38,2 mio internt fordrevne i deres egne lande.

Men denne globale flygtningekrise berører mest lande udenfor det fremgangsrige, sikre Europa. Seks ud af syv flygtninge er i de fattige lande. Tyrkiet huser 1,6 mio, altså mere end de 1,5 mio som er fordelt over hele Europa. Lillebitte Libanon har modtaget 1,2 mio – det betyder, at mere end én ud af fem personer i landet er flygtning. Samtidig er Storbritannien i panik over 3.000 mennesker i Calais.

Antallet af personer, der søger beskyttelse i Europa er også lavt sammenlignet med de mange millioner fordrevne europæere efter Anden Verdenskrig og de yderligere millioner, som måtte flygte efter kommunismens kollaps og krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne. Sikke hurtigt, europæerne glemmer!

De nyankomne kan helt sikkert udgøre en belastning for de små lokalsamfund, som de kommer til. De fleste uønskede migranter kommer over Middelhavet. Af de 240.000, som foreløbig er ankommet over Middelhavet i år, er de 135.000 landet i Grækenland, som kæmper med deres egen krise. De fleste kommer til fire små øer, Chios, Samos, Lesbos og Kos, som kæmper for at tackle situationen. Men de fleste nyankomne ønsker at rejse videre, og gør det også.

Først må de til det græske fastland. Derfra bevæger de sig op gennem Balkan til Ungarn. Derfra kan de frit rejse videre til et af de andre 26 lande i Schengen-området, som dækker det meste af EU og et par nabolande. Selvom Ungarn er et gennemrejseland snarere end et mål, bygger landets autoritære, nationalistiske regering nu et hegn med NATO-pigtråd på grænsen til Serbien for at holde migranter ude. 

Den anden hovedrute ind i Europa er fra Libyen til Italien. Sørejsen her er længere og farligere. Foreløbig er 2.300 mennesker druknet i forsøget på at krydse det lumske Middelhav, ofte i faldefærdige, overfyldte både styret af smuglere, som forsøger at undgå at blive opdaget. Sammenlignet er kun 105 personer døde i forsøget på at krydse grænsen mellem Mexico og USA. Men dem, der overlever rejsen og ankommer til Italien, fortsætter rimeligt nemt til Frankrig, Tyskland og videre.

Med Sverige som den bemærkelsesværdige undtagelse prøver alle europæiske lande at flytte "byrden" af asylansøgere over på andre lande. Officielt skal man søge asyl i det første sikre land, man ankommer til. Men de færreste ønsker at blive i et kriseramt Grækenland, som ikke ønsker at modtage dem, så myndighederne vender det blinde øje til dem, der kommer i gennem landet. Det rejser børster i det nordlige Europa, hvor de fleste asylansøgere ender.

Tysklands kansler Angela Merkel siger, at flygtningekrisen "vil berøre os meget mere end Grækenland og euroens stabilitet." Den tyske regering har netop fordoblet sit overslag over, hvor mange asylansøgere landet vil modtage i år, op til 800.000. Et urealistisk højt tal; foreløbig har Tyskland kun modtaget 260.00 i år, hvoraf en stor del er blevet afvist. Men den politiske pointe er klar. Tysklands indenrigsminister advarer om, at fri rejse over grænserne internt i Europa ikke kan overleve uden en fælles asylpolitik.

Efter pres fra Europakommissionen har EUs ledere nødtvungent taget et første skridt. De er gået med til at fordele 32.000 asylansøgere; kun Storbritannien, Østrig og Ungarn nægtede at deltage. Slovakiets nationalistiske regering vil kun tage imod 200 – hvis de er kristne.

Men frem for at gå i panik over, at vi er ved at blive oversvømmet og slås om, hvem der skal "bære byrden", burde Europa ønske de bidrag velkomne, som de nyankomne kan tilbyde.

Europa har brug for migranter. Andelen af personer i den arbejdsaktive alder er faldende, mens antallet af ældre, som skal forsørges, er voldsomt stigende, nu da efterkrigstidens babyboomere går på pension i stor stil. Unge, hårdtarbejdende, skattebetalende nyankomne kan være en indsprøjtning i Europas svækkede økonomier. De kan hjælpe med at sprede den store gældsbyrde på flere skuldre, til fordel for den eksisterende befolkning. De kan udføre hårdt arbejde, som unge europæere med højere forventninger går udenom, såsom frugtplukning og ældreomsorg. Mange har værdifulde erfaringer, som kan finde god anvendelse, fx på hospitaler, indenfor ingeniørfagene og på IT-området. Andre vil sandsynligvis blive iværksættere. Migration er lidt som at starte et firma: det er en risikabel affære, som kræver hårdt arbejde for at drive det til noget. Og for de, der ankommer til et nyt land uden kontakter eller en traditionel karriere, er det den naturlige vej at gå. Sidst men ikke mindst, så kan nyankomnes diversitet og dynamik være med til at sætte fart i nye idéer, som Europas fremtid afhænger af.

Desperate og ihærdige mennesker vil ikke holde op med at komme til Europa. Så i stedet for at overlade dem til skruppelløse smuglere, med død og kaos på Europas grænser til følge, ville det være bedre at åbne sikre, lovlige adgangsveje hertil. Fri bevægelighed indenfor EU virker godt for EU-borgere. Sverige tillader firmaer at ansætte arbejdere på 2-årige visa, som kan fornys. Europa burde lade folk komme og arbejde her.