”I lejren er der mad, men ingen fremtid”

Jean-Pierre fra Burundi har i stedet for et liv i en af UNHCRs flygtningelejre, valgt at søge lykken i Nairobi. For selv om livet i storbyen er hårdt som flygtning, er der i det mindste håb om en fremtid.

Jean-Pierre er 40 år. Han bor sammen med sin kone og deres to børn i en etværelses lejlighed i udkanten af Nairobi, Kenya. Oprindelig er han fra Burundi, men flygtede fra den politiske vold i landet. Og selv om han burde være i en af UNHCR’s flygtningelejre, er han det ikke.

Som tusindvis af andre flygtninge fra regionen har Jean-Pierre valgt flygtningelejrens sikkerhed fra og storbyens usikre tilværelse til. Han er en af de mange, der tror på, at storbyen giver ham chancen for en anden fremtid; uanset hvor små oddsene må være. Og det er denne tro på en anden fremtid, som er så vigtig for disse flygtninge, at de er villige til at opgive sikkerhed og daglige måltider.

Jean-Pierre har hverken dokumenter fra UNHCR eller opholdstilladelse, hvilket betyder, at han er enormt sårbar overfor Nairobis notorisk korrupte politi. Han har heller ingen fast indtægt, men ernærer sig ved småjob som privatlærer i fransk og fra almisser fra den ene af de mange pinsekirker, der skyder op overalt i Østafrika.

Jeg spørger ham, hvorfor i alverden han har valgt at bo i Nairobi, når livet er så usikkert, og han kunne sikres beskyttelse, mad, lægehjælp og skolegang til sine børn i en af flygtningelejrene, som UNHCR kører i landet, og han svarer:

”I lejren kan jeg få et kilo mad, brændsel… Men det er ikke godt for psyken. Jeg ville miste min tro – og blive som djævlen.”

Man slår ikke rødder i en lejr

Jean-Pierre anerkender, at lejren vil give ham sikkerhed materielt og på andre måder, men den vil ikke give ham muligheden for at skabe en bedre fremtid for sig selv og sine børn. 

Selv om det kun er få flygtninge, der trodser loven og tager den farefulde færd ud af lejrene og ud i usikkerheden, fortæller Jean-Pierres historie os noget om lejrens begrænsninger. For uanset hvor godt en lejr fungerer, uanset hvor megen mad, der uddeles, hvor gode hospitalerne er, hvor mange aktiviteter velmenende hjælpeorganisationer søsætter, vil lejren altid føles som midlertidig og et sted, hvor man ikke kan flytte sig fremad i livet. Man slår ikke rødder i en lejr. Man drømmer ikke om en fremtid i en lejr. Man overlever i en lejr. Man lever ikke.

Mens lejrlivet går sin gang

Dermed ikke sagt, at der intet sker i flygtningelejrene. Udefra adskiller en flygtningelejr i Afrika sig ikke meget fra enhver anden afrikansk by: Der handles med alt fra genbrugssko og kinesiske cykler til bananvin og FNs madrationer. Folk bliver gift og stifter familier. Børn bliver født, og folk dør. Politiske partier kæmper om magten, og rivaliserende bander kæmper om territorier. Man trodser forbuddet mod at bevæge sig udenfor lejren og henter brænde, som sælges videre, eller man sælger sin arbejdskraft til lokale bønder. 

Livet går med andre ord sin gang i lejren, som det gør alle andre steder. Ofte udvikler lejrene sig endda til regionale vækstcentre, fordi de henlægges til marginale dele af landet.

Kakuma-lejren i det nordlige Kenya tiltrækker for eksempel lokale nomadefolk, der kan sælge deres kvæg, søge arbejde hos en hjælpeorganisation eller benytte sig af de gratis sundhedsfaciliteter i lejren. I det vestlige Tanzania medbragte flygtningene fra Rwanda og Burundi i 1990erne arbejdskraft og et marked for lokale produkter til en region, som var tyndt befolket, og som lå for langt væk fra byerne til, at bønderne kunne afsætte deres produkter. Flygtningelejre er med andre ord ikke isolerede enheder, hvor flygtninge lever helt afsondret fra omverdenen, mens de venter på at blive hjemsendt.

Lejren – en by uden valg

Men lejren er heller ikke som andre byer. Folk har ikke valgt at bo der, og de er stadig underlagt en række restriktioner. Der er restriktioner på, hvor og hvordan de bygger deres hytter i lejren. Der er restriktioner på, hvor langt de må bevæge sig udenfor lejren, og hvad de må dyrke i lejren (for eksempel er flerårige planter som bananer ofte forbudt – selv om lejrene har eksisteret i årtier). De bestemmer ikke en gang selv, om de vil spise ris, majs eller bananer. 

For man overlever i en lejr – man lever ikke. Og derfor vælger folk som Jean-Pierre at forlade lejren og tage chancen i byen. Mod alle odds.