Flygtninge bidrager med milliarder til udvikling i hjemlandene
Støtte fra herboende flygtninge til deres hjemlande er en effektiv udviklingsbistand og en overset faktor i debatten
Foto: Copyright Daniel Rosenthal. Favela i Rio de Janeiro.
Matilde og Nauja arbejder i øjeblikket på et projekt om somaliske og afghanske foreningers bidrag til udvikling af deres hjemlande. Studiet er bevilget af det danske Udenrigsministerium.
På verdensplan bidrager flygtninge og migranter med tre gange så store beløb til deres hjemlande, som der afsættes på statsbudgetterne til udviklingssamarbejde. Det er en overset, men vigtig faktor - især fordi flygtninge ofte omtales som en udgift for modtagersamfundet. Flygtninge kan derimod på sigt bidrage til at genopbygge konfliktramte lande og hjælpe fattige områder på vej både i form af personlige pengeoverførsler til familiemedlemmer og i form af organiserede udviklingsprojekter.
Selvom der kommer mange flygtninge til Europa lige nu, er det vigtigt at huske, at flygtninge ikke et nyt fænomen. Konfliktprægede og krigsramte lande med dysfunktionelle statsapparater og økonomisk fattigdom har i mange år været årsag til, at folk er blevet tvunget til at forlade deres hjemlande. Og selvom mange flygtninge håber på at kunne vende tilbage, når situationen har ændret sig i deres oprindelsesland, ser vi ofte, at flygtninge bliver i det land, de har fået ophold i. Det skyldes bland andet, at mange konflikter viser sig at være langtrukne, og at flygtninge derfor når at opbygge en tilværelse i asyllandet, og derved også får en stærk tilknytning til det i form af børn, arbejde med videre.
Men hvad sker der egentlig med flygtninges forhold til deres oprindelseslande? Man kunne fristes til at tro, at når man flygter kappes alle bånd. Forskning peger imidlertid på, at dette sjældent er tilfældet. Mange flygtninge opretholder derimod stærke bånd til familie og venner i hjemlandet. Derudover kan tilknytningen også være på et mere politisk eller humanitært plan i forhold til et ønske om at bidrage til udviklingen af det land, man er flygtet fra. Mange flygtninge føler en forpligtelse til at sikre bedre forhold for deres tætte familie, og man ser derfor også, at flygtninge, som i mellemtiden har fået fast ophold i det land, de er flygtet til, ønsker at benytte deres ressourcer eller kapaciteter til at opbygge deres hjemland.
Vi hører ofte om statistikker, der beskæftiger sig med, hvilken indflydelse flygtninge har på deres opholdsland og hvilken økonomisk byrde, de udgør. Men vi hører sjældent om, hvordan de faktisk er med til at sikre de basale nødvendigheder for en stor del af befolkningen i deres oprindelseslande. Remitter – de penge som flygtninge og migranter sender til deres oprindelseslande – er en vital ressource for adgang til basale nødvendigheder, såsom mad og sundhed for mange familier i fattige og konfliktprægede lande. Der er stor usikkerhed forbundet med mængden af remitter, bl.a. fordi officielle statistikker ikke medtager overførsler via uformelle kanaler– det vil sige uden om officielle pengeoverførselsfirmaer eller banker. Men verdensbanken regner med, at flygtninge og migranter bidrager med tre gange så mange penge som den officielle udviklingsbistand, og i 2014 estimeredes de samlede remitter til udviklingslande at være på 436 milliarder dollars.
Foto: Gerd Gottlieb, Ethiopien
Flygtninge og ligeledes migranter generelt anerkendes derfor i stigende grad som udviklingsaktører især i konflikt- og post-konfliktlande såsom Afghanistan og Somalia. Udover individuelle remitter bidrager flygtninge og migranter også på mere kollektiv vis, for eksempel gennem såkaldte diasporaforeninger, der engagerer sig i forskellige aspekter af udvikling, opbygning af civilsamfund og nødhjælpsarbejde. Mange diasporaforeninger støtter for eksempel uddannelse, sundhed, infrastruktur som vandforsyning og elektricitet, men også konsolidering af demokratiske processer og den private sektor. Der kan derved opstå et samspil mellem det danske foreningsliv og mange flygtninges ønske om at bidrage til deres hjemlandes udvikling på et mere overordnet plan. I et studie af somaliske og afghanske foreninger, har vi kunnet konstatere, at en stor del af somaliske og afghanske flygtninge, både engagerer sig som frivillige i integrations- eller antiradikaliseringsarbejde i Danmark såvel som i udvikling og nødhjælp i deres oprindelseslande – eller har et ønske om på sigt at engagere sig. Flygtninge og migranter er altså aktive i udvikling på en lang række områder.
I Danmark har somaliske og afghanske diasporaforeninger mulighed for at søge midler til at gennemføre mindre udviklingsprojekter i deres oprindelseslande eller nærområderne til disse gennem det såkaldte DRC Diasporaprogram, som er administreret af Dansk Flygtningehjælp. Her kan foreningerne søge støtte til alt fra opbygning af en skole, til et vandrenseanlæg eller til jordemodertræning af lokale medarbejdere i oprindelseslandet. Siden 2008 har programmet haft 40.818 direkte modtagere. Ligeledes er der mulighed for at søge støtte til større civilsamfundsprojekter gennem Civilsamfund i Udvikling (CISU) på lige fod med andre foreninger, og der findes lignende programmer i en lang række andre lande.
I udviklingskredse diskuteres det ofte om flygtninge og migranters remitter bør have indflydelse på det officielle bistandssamarbejde, som den danske stat indgår i. Det er vigtigt at anerkende flygtninge og migranter som udviklingsaktører, men også at holde sig for øje, at hverken individuelle eller kollektive remitter erstatter det officielle udviklingssamarbejde eller behovet for en velfungerende stat i (post-)-konfliktramte lande. Individuelle remitter har stor betydning for de enkelte familiers trivsel i lande, hvor staten ikke i tilstrækkeligt omfang er i stand til (eller de facto er ikkeeksisterende, som i f.eks. Somalia) at tage vare på befolkningens basale behov, som for eksempel uddannelse og adgang til sundhedshjælp. De kollektive remitter kan, via foreningsaktiviteter, bidrage til mindre lokale udviklingsprojekter i oprindelseslandet. Men de adresserer sjældent mere overordnede statsgenopbygningsprocesser som Danmarks officielle udviklingssamarbejde til gengæld støtter op omkring, såsom Danmarks støtte til den afghanske uddannelsessektor. Snarere end at se flygtninge og migranter som en erstatning for traditionel udviklingsbistand, peger forskning derfor på potentialet i at støtte flygtninge og migranters bidrag til lokalt drevne udviklingsprojekter i deres oprindelseslande. Ved at indgå i langsigtet samarbejde med tillid til det lokale kendskab, de ressourcer og de netværk, som flygtningene besidder, kan et sådan samarbejde muliggøre, at de kan nå modtagere i skrøbelige stater, som andre udviklingsaktører har svært ved at ramme.