Grænsekontrol er nu et globalt spil / Ruben Andersson

Forsøgene på at kontrollere migrationsstrømme flytter blot ruterne rundt i verden og løser ikke problemerne

Ruben Andersson er antropolog ved London School of Economics og forfatter til bogen "Illegality, Inc.", ekspert i migration, grænsekontrol og sikkerhed.

Læs den originale artikel på engelsk her. 
Foto: Drenge i et tog i Ungarn på vej til Tyskland, copyright Daniel Rosenthal

Advarslen var behersket, sådan som man kunne forvente det fra en europæisk grænsepolitichef, men det var ikke desto mindre en advarsel. Midt i de europæiske lederes roden rundt med militære aktioner for at ramme smuglernes både i Middelhavet, udtrykte direktøren for grænseagenturet Frontex en vis forsigtighed: "Hvis der kommer en militær aktion i nærheden af Libyen", sagde han i starten af juni, "vil dette ændre migrationsruterne og få dem til at bevæge sig ad den østlige rute". En rute lukker, en anden åbner op. Simpelt, faktisk – og alligevel lærer man sjældent nogen lektier omkring migrationskontrol af denne elementære kendsgerning.

Indenfor "krigen mod narko" kaldes dette ofte for "ballon-effekten": klem ballonen et sted, og den udvider sig et andet sted. Noget tilsvarende sker ved forsøg på at slå ned på irregulær migration, men med en vigtig forskel: når ballonen består af mennesker, bliver de mere desperate, jo mere du klemmer. Og det bliver grænsevagter og politi også, illustreret lige nu ved Italiens voksende frustration over de andre EU-lederes tøven med at hjælpe med tilstrømningen ved landets sydlige kyster.

Ballon-effekten stiller succesen ved en del operationer for migrationskontrol i et andet lys. For eksempel har desperate EU-politikere set Spanien og Australien som modeller på effektiv migrationskontrol – men disse eksperimenter har kun virket i den smallest tænkelige betydning. Spaniens højt besungne lukning af den maritime rute mellem de kanariske øer og det vestlige Afrika omkring 2007 skubbede blot folk rundt. Den rute opstod kun som resultat af, at hårde nedslag i det nordlige Marokko pressede ruterne sydpå; og da Spanien og flere afrikanske stater begyndte at samarbejde om deportation og patruljering på Atlanterhavet, flyttede ruterne sig igen, denne gang mod Sahara. Og voila – Spaniens problem blev Italiens, så Grækenlands, og sådan fortsatte det.  Når de europæiske ledere fejrer 30 års jubilæum for Schengen-samarbejdet med fri bevægelighed i unionen denne sommer, vil de gerne have os til at glemme denne selviske roden rundt i forsøget på at gøre migrationen til nogle andres problem.

Men grænse-ballonen strækker sig ud over Europas grænser. Australiens Operation Sovereign Borders er blevet rost meget af hardliners, og premierminister Tony Abbott har anbefalet Europa at indføre lignende, hårde forholdsregler og ganske enkelt "stoppe bådene". Uanset at Australien, ligesom Spanien, har været afhængig af fattige og svage naboer for at gennemføre deres drakoniske offshore politik – en løsning, som slet ikke er mulig for Europa i forhold til Nordafrika, hvor der ikke er et Nauru i sigte. For slet ikke at tale om den grusomhed og de menneskerettighedsovergreb, som foregår i detention, "pushbacks" og sågar påståede betalinger til smuglere. Selv hvis man ser det som en succes på dens egen, snævre præmis i form af antal, så skal vi huske, at de nationaliteter, som ankom til Australien, nu overlapper med dem, der ankommer til Europa. Cirka 3.500 afghanere ankom til Australien 2012-13; efter at Operation Sovereign Borders blev sat i værk i september 2013 faldt tallet dramatisk. Samtidig steg antallet af afghanere, som ankom til Europas grænser fra ca. 9.500 i 2013 til over 22.000 i 2014.

Denne plakat, som er en del af Operation Sovereign Borders-kampagnen, er blevet udgivet på 18 sprog.

Som formanden for Den Australske Flygtningehjælp fortalte The Guardian i april: "Hvad Australien har gjort er blot at flytte problemet væk fra Australiens kyster, ved at give udtryk for en afskrækkende og barsk attitude. De har uden tvivl gjort situationen værre for mennesker, som har forsøgt at finde sikkerhed i Europa."

Andre endemål, lignende historier. Israel – også ivrig for at berømme sin model for grænsekontrol – færdiggjorde et hegn langs med sin grænse til Ægypten i 2013, og på samme tid blev der indført drakoniske nye detentionsregler. Som IRIN (humanitært nyhedsbureau, red.) rapporterede dengang, var der før da ankommet "ca. 1.000 asylansøgere, mest fra Eritrea og Sudan, hver måned." Kort efter var det antal næsten nede på nul. Samtidig havde grænsebevogtning i Saudi Arabien og en stigende fjendtlighed overfor udlændinge i Sydafrika tvunget flygtninge og migranter fra Afrikas horn til at styre udenom disse mål. I denne periode steg antallet af eritreere, som registreredes ved EUs grænser fra 2.604 i 2012 til 34.586 i 2014, og antallet af somaliere, som ankom til Europa fordobledes mellem 2011 og 2014.

Kort fortalt så er migrationsruter globaliserede, som vi senest har set det med rohingya-både, som bliver skubbet frem og tilbage i Sydøstasiens farvande. Som det afstumpede svar på rohingyaernes lidelser viste, er ruterne blevet globaliserede med en afstraffende "grænse-sikkerhed", som fører til endnu større risici for dem, der krydser grænserne, uden at nedbringe det samlede antal. Denne sikkerhedsmodel, som er eksporteret fra det vestlige kerneland, har ganske enkelt opbygget og fodret sikkerhedsstyrker, korrupte regimer, forsvarsleverandører og menneskesmuglere, fra Mexico til Tyrkiet til Thailand. En "ikke i min baghave"-holdning har ind imellem givet kortvarige belønninger til nationale regeringer, men internationalt er denne enøjethed en katastrofe.

Vi er stadig kun så småt ved at forstå, hvor global irregulær migration egentlig er, og vi har også brug for meget mere forskning i globale effekter af fordrivelse. Hvis vores ledere seriøst ville imødegå migrations-"krisen", ville de presse på for at indsamle præcis viden og lære af erfaringerne. De kunne endda forsøge at  komme op med en global arkitektur for menneskelig bevægelse, nu hvor migration og flygtningeruter er lige så globale som vores handels- og kapitalbevægelser. Men vores ledere gør intet af dette. I stedet for vidensbaseret politik får vi politiske point-scoringer. I en tid, hvor flere og flere midler bliver hældt i migrationskontrol i Europa og andre steder, og rekordmange dødsfald sker ved grænserne, er det tid til at gentænke – og tid til en virkelig global tilgang til bevægelse.