To måneder i en teltlejr

Rooyeen fra Afghanistan bor i telt nr A3 i Næstved – og han er bare taknemmelig for at være i live

Taknemmeligheden overskygger stadig alt andet for 26-årige Rooyeen Atefi. Han var blandt de første, der i begyndelsen af januar flyttede ind i den nyopførte teltlejr på Beredskabsstyrelsens kaserne i Næstved med plads til 400 asylsøgere. Foreløbig huser de gule telte omkring 90 enlige mænd – de fleste fra Syrien, Afghanistan, Irak, Iran og Eritrea. Mændene venter på, at deres ansøgning om asyl i Danmark behandles af myndighederne. Og som Rooyeen, der har en bachelorgrad i statskundskab, er mange utålmodige efter at få lov at arbejde og gøre nytte. For dagene er lange i en teltlejr med meget begrænsede muligheder for en normal hverdag.

Teltdugen blafrer i den kraftige blæst, der rusker i de nøgne træer og buske. Rooyeen skubber teltdugen til side og tager skoene af, inden han træder ind i det opvarmede telt, der i snart to måneder har været hans og syv andre afghaneres hjem. De otte boksmadrasser er adskilt to og to af halvanden meter høje krydsfinerplader for om muligt at give beboerne et minimum af privatliv. Over Rooyeens seng hænger et lille dannebrogsflag. Det fik han af en ældre kvinde, der sammen med sit barnebarn og andre danskere fra byen var mødt op for at byde asylsøgerne velkommen, da de ankom en kold vinterdag i januar. Rooyeen sætter sig på naboens seng og fortæller med et glad smil, at han helt fra den første dag har følt sig velkommen i Danmark.

"Jeg vil aldrig glemme kvinden og de andre danskere, der stod der i sneen og frøs for at sige velkommen til os. Medarbejderne er venlige, vi får mad, og teltene er varme. Når vi går på gaden, smiler danskerne til os og siger hej. Folk fra byen kommer med tøj og andre ting, som medarbejderne fordeler. Selv politibetjentene ved den danske grænse talte pænt til os," husker Rooyeen og fortsætter:  
"Danmark gør rigtig meget for os. Men selvfølgelig håber jeg, at jeg snart får lov at flytte til et rigtigt center med vægge og tag. Telte er OK. De holder kulden ude, men ikke støjen. Det er meget svært at sove om natten. Vi kan høre alt. Det er det værste. Men som asylsøger har jeg ikke noget valg. Jeg er nødt til at være tålmodig."

Krigsbarn

Han voksede op i en større by i Afghanistan som den tredjeældste søn i en søskendeflok på otte. Faren arbejdede for regeringen og var en respekteret mand i byen. "Min far var en fredselskende mand, der nægtede at bære våben. Han sagde altid, at han ikke havde nogen fjender. Men da regeringen faldt, blev han og mange andre fængslet. Da han kom ud, kunne min mor næsten ikke genkende ham," fortæller Rooyeen.

"Der har været krig i mit land i 35 år. Da jeg var barn, var vores husmur fuld af skudhuller. Vi børn pillede kuglerne ud og legede med dem. Der var altid bevæbnede mænd i gaderne. De kunne åbne ild når som helst. Det var noget, vi lærte at leve med. Når vi hørte skud, vidste vi, at vi straks skulle løbe hjem." Da Taleban kom til magten i midten af 1990erne, blev mange skoler lukket. "Min far fandt et arbejde til mig på et værksted, hvor de reparerede punkterede bildæk. Der arbejdede jeg i to år, inden jeg fik lov at gå i skole igen."

Sikkerhed forværret

Sidste år søgte markant flere afghanere asyl i Danmark end de foregående år. Rooyeen Atefi forklarer, at siden den nuværende regering kom til magten i 2014, er sikkerhedssituationen i landet dramatisk forværret. Taleban er på fremmarch og har overtaget store områder.

Den 26-årige afghaner har en bachelorgrad i statskundskab fra et indisk universitet og har arbejdet for flere internationale firmaer i Afghanistan. Inden flugten arbejdede han på et regeringskontor. Han flygtede, fordi han blev opsøgt og truet af Taleban.
"En sen aften bankede to bevæbnede mænd på døren til vores hus og spurgte efter mig. Da min mor sagde, at jeg ikke var hjemme, gik de igen. Min søster skjulte mig i sit hus. Nogle dage senere vendte mændene tilbage og gennemsøgte vores hus. De forsøgte at presse min far til at fortælle, hvor jeg var. De forlangte, at jeg skulle opgive mit job og arbejde for dem."

Familien vidste, at det var alvor, og besluttede at samle penge sammen til en smugler, der kunne få sønnen til Europa.
"Vi havde hørt, at der er fred og stabilitet i de skandinaviske lande. Her er politikerne ikke korrupte. Min mor solgte sine smykker. Min svoger lånte penge af en ven. I vores familie hjælper vi hinanden. Sådan er vi opdraget. Den farligste rute gennem ørkenen var den billigste, men min far sagde nej. Jeg skulle en anden vej, selv om den var lidt dyrere."

Flugten

Regnen trommer mod teltdugen, mens Rooyeen fortæller detaljeret om flugten, der tog to uger. Flere gange var det nær gået galt. Som den nat han skulle krydse grænsen fra Iran til Tyrkiet i et bjergområde kontrolleret af lokale mafiagrupper. Eller den nat, hvor han sejlede ud fra Tyrkiet i en åben gummibåd med 30 andre flygtninge med kurs mod Grækenland.
"Der var patruljebåde og grænsevagter over det hele. Vi var for mange i båden og måtte smide vores tasker overbord. Vi bad alle til Gud om at beskytte os. Det var et mirakel, at vi ikke blev opdaget. Da vi var nået i land og stod der på stranden, så vi solen stå op. Det øjeblik glemmer jeg aldrig. Vi sagde alle tak til Gud."

Den videre rejse foregik med færge, tog og bus op gennem Makedonien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland. Undervejs samlede flygtningene sig i større grupper. De enlige mænd hjalp familier med børn. Rooyeen fortæller, hvordan de ofte måtte vente i mange timer i blæst og kulde ved en grænseovergang. Ved den danske grænse blev Rooyeen tilbageholdt af politiet og overført til et modtagecenter i Nordsjælland, hvor han blev registreret som asylsøger. Fem dage senere blev han overflyttet til teltlejren i Næstved.

Ventetid

At de skulle bo i telte havde asylsøgerne ikke fået at vide. Men Rooyeen Atefi klager ikke.
"Jeg flygtede for at redde mit liv. Lige meget hvad kan jeg ikke tage tilbage. Taleban har folk overalt. De kan finde mig på få dage. Jeg er meget bekymret for min familie. Jeg har altid været vant til at tænke på min familie først. Nu kan jeg ikke hjælpe dem."
"Her i Danmark er jeg villig til at tage et hvilket som helst job. Alt er bedre end at sidde her og lave ingenting. Når jeg har lært dansk, håber jeg at videreuddanne mig og tage en kandidatgrad." 

To dage om ugen bliver beboerne i teltlejren kørt med bus til en skole, hvor de undervises i dansk og samfundsfag 10 timer om ugen. Rooyeen har netop sagt ja tak til at deltage i et ekstra kursus om dansk kultur. Han går også til fitness på et lokalt fitnesscenter. Men da interessen er stor, har centret indført kvoter, så kun fem beboere kan tage af sted ad gangen.
"Det er helt OK og meget bedre end ingenting. Jeg har været fodboldspiller og er vant til at bruge min krop," siger han og smiler bredt.

Ikke alene

Som næsten alle afghanere er Rooyeen muslim og understreger, at han respekterer alle religioner.
"Religion er noget privat, der handler om mit forhold til Gud. Mens jeg læste i Indien, havde jeg også kristne venner. Jeg kan godt lide, at kristendommen er en fordomsfri religion uden vold. I Danmark vil jeg selvfølgelig indrette mig efter de danske regler."

Bøn har altid været en naturlig del af den unge afghaners liv. Selv om det kan være svært at finde ro i teltlejren, prøver han at bede regelmæssigt.  
"Når jeg beder, får jeg det bedre. Der sker noget mentalt. Nogle ting i livet kan jeg ikke forandre. Dem må jeg acceptere. Bønnen giver mig ro i sindet. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg overlevede flugten. Jeg kender ikke fremtiden, men Gud vil hjælpe mig."

Interviewet er lavet i marts 2016. Fotos: forfatteren + Ditte Schwarz Gudmundsson.