Hvorfor skal jeg straffes for at tage en uddannelse?

Shamis kom til Danmark som barn, og hun er i dag en mønsterborger. Men permanent opholdstilladelse vil hun først kunne få efter 20 år i landet

I Danmark har jeg hjemme

Shamis har boet lovligt i Danmark i 16 år; hun kom hertil som 9-årig og er nu 25. Hun er student, og netop færdiguddannet som pædagog. Som alle andre nyuddannede vil hun gerne ud og finde et job. Men for Shamis er det lidt vigtigere end for de fleste andre unge i landet. For hende handler det nemlig om at få lov til at blive i det land, hun opfatter som sit eget.

Som den eneste i sin store kernefamilie på 12 personer har hun endnu ikke fået permanent opholdstilladelse. Hvert tredje år skal hun bruge en dag på at vente i kø hos Udlændingestyrelsens Borgerservice og søge om forlængelse af sin midlertidige opholdstilladelse.

"Jeg kom hertil som en lille pige, og har aldrig været andre steder, bortset fra nogle få, korte ferier. Jeg tænker på dansk, og drømmer på dansk. Det er her, jeg hører til."

Kravene er strammet flere gange

Senest i marts måned i år blev kravene til permanent ophold strammet endnu engang. Shamis opfylder alle de nye krav for at få permanent ophold, når det gælder 8 års ophold, bestået danskprøve, ingen forfalden gæld eller kriminalitet, ingen kontanthjælp el.lign. de seneste 4 år. Hun mangler kun én ting, fordi hun har været under uddannelse, siden hun kom: ordinær fuldtidsbeskæftigelse (mindst 30 timer pr. uge) i 3 ½ år over de seneste 4 år. Som nyuddannet kan det blive svært at finde job straks, når hver fjerde ansatte i dag er på deltid, ofte ufrivilligt. Hvis det lykkes, vil hun om 3 ½ år være oppe på 20 års midlertidigt ophold i Danmark.

Børn kan slet ikke få permanent opholdstilladelse, heller ikke hvis deres forældre får det. Børn kan derimod godt få dansk statsborgerskab, enten hvis de fødes som statsløse i Danmark eller hvis en af deres forældre er eller bliver dansk statsborger.

Men ingen af Shamis' forældre er blevet danske statsborgere, så hun måtte vente, til hun fyldte 18 år – og så skal man først have permanent ophold. Det kunne hun muligvis have fået, hvis hun havde søgt kort efter, at hun fyldte 18, for dengang var der lempeligere regler, hvis man var opvokset i Danmark og hele tiden havde gået i skole. Men på det tidspunkt kendte hun ikke reglerne, og ingen oplyste hende om, at hun skulle ansøge.

Mistede sin opholdstilladelse

En dag blev hun ringet op af en sagsbehandler i kommunen: 'Du har ikke forlænget din midlertidige opholdstilladelse, så du har faktisk mistet den for 3 måneder siden, skynd dig ind til Udlændingestyrelsen!' Det lykkedes, at få den igen, men hun var rystet. Hun ansøgte også straks om permanent ophold – men fik afslag. Da var hun fyldt 21, og siden er reglerne blevet strammet igen.

"Jeg var nærmest i chock, da jeg fandt ud af, hvordan reglerne er. Jeg tænker meget over, at jeg kan blive smidt ud af Danmark, især nu, hvor mange somaliere mister deres opholdstilladelse. Jeg skal gå på æggeskaller for ikke at gøre noget forkert. Nu er jeg fx ved at tage kørekort, men hvis jeg får en høj bøde eller får skylden for et uheld, så går det jo helt galt!"

Shamis' mor har presset alle sine børn til at læse og få en uddannelse uden forsinkelser. Alle hendes 9 søskende har i dag en uddannelse, eller er ved at tage en. Disse spænder vidt: socialrådgiver, kok, kandidat i dansk, jura… De to yngste er netop blevet studenter. Ikke noget med at tage på højskole, ud at rejse, arbejde lidt, finde sig selv. Moren har hele tiden sagt: 'I skal være glade for, at I har muligheden for at få en god uddannelse – I skal ikke spilde jeres tid.'

Det samme siger regeringen faktisk – man får point for at søge ind på et studie straks, og man straffes økonomisk for ikke at gennemføre på normeret tid. Men de regler er måske kun tiltænkt unge med dansk pas. For børn uden dansk statsborgerskab er det nemlig omvendt. Her tæller studie og uddannelse slet ikke – det er kun fuldtidsjob, der gælder. Hvis Shamis havde siddet i kassen i Kvickly eller gjort rent på sygehuset, så snart hun gik ud af folkeskolen, havde hun fået permanent ophold nu.

Er det så vigtigt med permanent opholdstilladelse?

Shamis nævner som det første det psykiske aspekt – at man så ikke længere skal ansøge om at få lov at blive i det land, man føler sig hjemme i. Men der er også en række praktiske grunde: uden permanent ophold kan hun fx ikke oprette et mobilabonnement, få et banklån eller købe noget på afbetaling. Og så er der jo det med at kunne ansøge om statsborgerskab og dansk pas. Shamis har kun et fremmedpas, som gør det meget svært at rejse uden for EU.

"Det er hårdt at gå rundt alene med sådan et problem – at gå og være bange for, om man kan blive smidt ud af sit eget land. Mine venner tænker jo ikke over sådan noget."

Da Shamis gik i gymnasiet, tog hele hendes klasse for sjov den nyeste statsborgerskabsprøve. Shamis og to andre bestod, resten dumpede! "Men næsten alle kan jo bestå den, hvis man læser op og forbereder sig. Det siger ingenting om, hvad du ved," siger hun. Senere har hun faktisk taget den rigtige prøve, og har bevis på det. Men der er stadig lang vej til statsborgerskab.

Kølig modtagelse

Shamis kom til Danmark som 9-årig i september 2001 – et uheldigt tidspunkt, hvor modviljen mod muslimer og indvandrere eksploderede. Hendes mor havde fået asyl nogle år før, og efter 10 mdr. i Etiopien og blodprøver på den danske ambassade for at bevise slægtskabet for alle de 10 børn, ankom de hertil sammen med deres far. Forældrene blev dog skilt senere, og faren flyttede.

Familien blev placeret i en lille landsby på Sjælland, hvor de var de eneste indvandrere i miles omkreds. Shamis fortæller, at et af de danske børn bogstaveligt talt faldt ned af sin gynge, da hun så de nye, brune børn for første gang.

De mindste søskende faldt nogenlunde til i børnehave og de små klasser, men de større børn blev drillet, mobbet og holdt uden for. Børnenes held var, at de var så mange – de beskyttede og hjalp hinanden. Men det var alligevel svært for dem.

Oplevelserne fra dengang har motiveret Shamis til at vælge pædagoguddannelsen. Hun vil gøre sit for at andre børn ikke skal mødes på den måde. Der var heldigvis også mennesker, som støttede familien: hendes dansklærer var sød, og en kvindelig socialrådgiver fik en uvurderlig betydning for familien.

Familien flyttede senere til et socialt boligbyggeri i en større by, og Shamis begyndte på gymnasiet i en blandet klasse, og her følte hun sig helt accepteret. Derefter gennemførte hun pædagoguddannelsen, og havde lidt studiejobs ved siden af.

"Jeg synes, det er okay, at folk skal være aktive og deltage i samfundet for at få permanent ophold, medmindre de er syge. Men det er uretfærdigt, at jeg ikke kan få det – de skulle se på min sag individuelt, så kunne de se, at jeg har gået i skole hele tiden, og endda arbejdet lidt ved siden af. Jeg har kun fået én ydelse fra kommunen i hele mit liv, og den fik jeg faktisk aldrig brug for, fordi min SU allerede var gået ind på min konto, da ydelsen endelig kom. Den har jeg betalt tilbage," slutter Shamis.

Shamis opsøgte Refugees Welcomes' rådgivning for at få klarhed over de gældende krav til permanent ophold. Vi spurgte, om hun havde lyst til at fortælle sin historie til os.  Refugees Welcome indsendte også høringssvar ved den seneste stramning af kravene til permanent ophold.