Sociale skadevirkninger I det danske asylsystem

Forsker: Strukturelle forhold og praksisser skader mennesker, der søger asyl i Danmark

Et nyt forskningsprojekt ledet af dr. Victoria Canning undersøger negative praksisser i det danske asylsystem. I sin kommende rapport demonstrerer hun, hvordan dansk politik negativt påvirker trivslen hos asylansøgere – især kvinder og voldsoverlevere – og undersøger en række problematiske praksisser i hvad hun beskriver som "en ekskluderende asylarkitektur".


Danmark har gennemgået et væsentligt ideologisk skift i sin tilgang til migration og asyl. Fra at være et land, der plejede at være karakteriseret som forholdsvis velkommende for flygtninge og indvandrere, er Danmark nu kendt for sin stadigt mere restriktive asylpolitik og anti-immigrationsretorik. Siden 2015 har Danmark gennemført 98 stramninger af udlændingelovgivningen. Den nuværende Venstre-ledede regering har gennem disse tiltag gjort både de retslige og praktiske rammer for asylansøgere stadig mere barske, uden at lægge skjul på ønsket om at reducere, fjerne og afskrække mennesker, der søger asyl. Truslen om – eller den reelle udsigt til –  at blive udvist er nu en del af hverdagen, og gennem dette fjendtlige miljø er målet blevet at gøre livet så utåleligt som muligt for asylansøgere, ifølge Udlændinge – og  integrationsminister Inger Støjberg.


De strukturelle forhold og praksisser er skadende for de mennesker, der befinder sig i asylsystemet. Det gælder både dem, der venter på en afgørelse omkring deres sag, dem der har fået asyl, og for afviste asylansøgere. En ny rapport fra Global Detention Project (2018) giver udtryk for alvorlige bekymringer over den retning, Danmark tager. Kerneproblemerne omfatter utilstrækkelige procedurer for identifikation af torturofre; stadigt mere "fængselslignende" asylcentre; isolationspraksisser; manglende statistik og data om tilbageholdte asylansøgere; utilfredsstillende begrundelse for tilbageholdelse; samt længden af tilbageholdelse og isolation.

Udrejsecenter Sjælsmark, internt hegn

‘Det utålelige liv'

Canning har forsket i asylsystemer i Storbritannien i over ti år, og i Danmark og Sverige fra 2013. Hun har interviewet både asylansøgere, medarbejdere på centrene og NGO'er til sin rapport. Hun hævder, at Danmark bevæger sig væk fra at være forankret i socialdemokratisk tankegang til i stigende grad at spejle sig i en af ​​sine mindre liberale sydlige naboer, Storbritannien:

"Da jeg begyndte at forske i asylsystemet i Danmark i 2013, talte jeg med folk om de sociale skadevirkninger i det britiske asylsystem, og de svarede "Det ville aldrig kunne ske her i Danmark! " Når jeg taler med folk nu, siger de: ”Åh ja, det gør vi hele tiden i Danmark”. Skiftet hen imod ekskluderende og straffende politik har været og er utroligt bekymrende " – Canning

Canning hævder, at den danske stat bevæger sig hen imod en britisk asylpolitik og tilhørende praksisser, og derved skaber et skadeligt miljø for folk, der søger asyl. Gennem statslig påtvunget afhængighed, udelukkelse og banale, men ikke desto mindre skadelige, daglige praksisser presser den danske stat succesfuldt grænserne med det formål at få asylansøgere til at forlade landet. Det skader integrationen og påvirker menneskers trivsel negativt:

"Danmark er ret unikt i sin åbenlyse indsats for at ekskludere og dehumanisere. Mens de samme konsekvenser opstår for asylansøgere i Sverige og Storbritannien, såsom armod og isolation, har Danmark udtrykkeligt skrevet dem ind i sin asylarkitektur i form af hjemrejse- og udrejsecentre. Gennem hverdagens praksisser og reduktion af autonomi, lige fra dårlige fødevarestandarder til manglende meningsfulde aktiviteter, er systemet designet til at skabe en følelse af afvisning, for at motivere folk til at forlade landet. Det faktum, der står tilbage, er at deres sikkerhed ikke kan garanteres andre steder, hvis og når de vælger at forlade landet”.  – Canning

Cannings forskning viser, hvordan eksklusion og dehumanisering bliver synlig gennem praksisser af sociale skadevirkninger: Udelukkelse og isolation samt tab af autonomi og uvished omkring fremtiden. Hun understreger yderligere kønsmæssige implikationer for kvinder i asylsystemet.

Asylcenter Avnstrup, med gitre for svalegangene

En ekskluderende arkitektur

Selvom asylansøgere i de fleste asylcentre kan komme og gå efter behov, er der en politisk vilje til målrettet at holde asylansøgere på afstand, socialt frakoblet resten af samfundet (Whyte, 2011). Når vi taler om eksklusionsarkitekturen, taler vi om rumlige skader skabt gennem fysiske barrierer såsom hegn og adgangskontrol, samt beslutninger om hvor asylcentre skal placeres rent fysisk. Vi burde stille spørgsmålstegn ved arkitekturen for asylcentre i Danmark, hvor mange centre minder mere om fængselslignende institutioner end et sted, hvor sårbare personer beder om beskyttelse. Hvorfor er der hegn og porte rundt om steder som Sandholm, hvor asylansøgere har retten til at bevæge sig frit? Angiveligt ”for asylansøgernes egen sikkerhed”.

Siden 2007 er asylcentrene i Danmark i stigende grad blevet placeret i periferien i Jylland. Langt fra byer, og i bygninger, der tidligere har været brugt til militærkaserner, træningslejre og sanatorier. Selvom de fleste asylansøgere kan tage til og fra centret efter behov på papiret, er der få som har ressourcerne til at gøre det. I praksis er deres bevægelsesfrihed meget begrænset, fordi beboere ikke har ret til at arbejde, og oftest modtager de slet ikke lommepenge. Derfor har de ikke råd til at benytte offentlig transport til den nærmeste by (hvis der det overhovedet findes). Som en af Cannings informanter bekræfter:


“Hovedformålet er at forhindre folks adgang til netværk, til enhver ting, der kan få dem til at blive. Og jeg gætter på, at adgang til bestemte sociale rettigheder også er en del af den pakke, fordi det er en investering for velfærdsstaten” – citat fra interview med medarbejder fra Sjælsmark i Cannings kommende rapport.

Eksklusion og isolation har også kønsmæssige implikationer. Skolens åbningstider begrænser forældres færden, og især enlige mødre har ringere muligheder for at tage sprogundervisning eller tilbringe tid med andre mennesker. Under Cannings feltarbejde i asylcentrene har hun fundet frem til, at især kvinder ikke forlader centrene pga. børnepasning. Denne bevidste isolation af asylansøgere bør ses som en form for eksistentiel indespærring. Det begrænser adgang til relationer og netværk udenfor centrene, adgang til retshjælp, og helt generelt adgangen til aktiviteter udenfor centrene. Beslutningen om at placere asylansøgere i ingenmandsland gør det også besværligt for organisationer, der yder støtte og hjælp til asylansøgere, fordi adgangen til centrene er vanskelig. De fleste NGO’er, der arbejder med denne udsatte gruppe, befinder sig i København, hvilket betyder at adgang til retshjælp og psykologhjælp er begrænset. Dette er meget bekymrende, fordi mange asylansøgere har lidt og gennemgået forskellige former for traumer inden de ankom til Danmark, og bør have adgang til både rets- og psykologhjælp.

Eksklusionsarkitekturen både opbevarer og ekskluderer individer fra resten af samfundet. Samtidig modvirker dette  regeringens integrationsindsats, hvis eller når en asylansøger får opholdstilladelse. Foruden de sociale skader, som opstår gennem ekskluderende strukturer og praksisser, udsættes asylansøgere også for sociale og psykiske skader på grund af den tidsmæssige usikkerhed. 

Asylcenter Auderød, nu lukket ned

Tidsmæssige skader

For mennesker, der søger asyl, vil uvished ofte opleves som at vente, at eksistere et sted midt i mellem, og det er blevet bredt dokumenteret af praktikere og forskere, hvordan tidsmæssig uvished skader enkeltpersoner og deres livskvalitet. År af personers liv kan gå tabt i systemet, uden at de ved om og hvornår de får asyl, eller hvorvidt de bliver tilbageholdt og/eller deporteret, hvilket påvirker en persons fysiske og mentale tilstand stærkt.

Ventetiden for en person, som søger asyl, vil variere, afhængigt af både det generelle pres på systemet og den individuelle sag. Det gør det svært at sige, hvad den generelle ventetid er. Sager, som behandles efter proceduren Åbenbar Tilladelse eller Åbenbart Grundløs er som regel afgjort efter 2-4 mdr, men skal sagen i Normal Procedure og hele vejen gennem Flygtningenævnet kan den samlede ventetid komme op på to år (refugees.dk). Efter et endeligt afslag kan personen ende med at leve i systemet i mange år, mens man venter på genåbning af sagen og/eller forsøg på deportation, hvilket kan være udsigtsløst.

Desuden har den danske regering indført en række begrænsninger, der har gjort det stadigt vanskeligere og usikkert for personer, der får asyl. Sammenlignet med tidligere, hvor asyl blev givet for 5-7 år og næsten automatisk forlænget, er det i dag reduceret til 1-2 år, og en meget større risiko for at forlængelsen ikke vil blive givet. Uanset om du får flygtningestatus, beskyttelsesstatus eller midlertidig beskyttelsesstatus, udsteder regeringen ikke opholdstilladelser, der overstiger to år, før du skal søge om forlængelse. Det betyder, at selv for dem, der har fået deres asylansøgninger anerkendt af staten, er en fremtid i Danmark meget usikker. Permanent ophold kan først søges efter 8 år, og kravene er for høje for langt de fleste flygtninge.

Denne politik er skadelig, fordi den tilføjer yderligere tidsmæssig usikkerhed og begrænser mulighederne for at integrere sig i samfundet.

Forestil dig at tilbringe årevis i asylsystemet, uden at vide, hvad din fremtid rummer? Nogle får afslag og sidder fast i asylcentrene, andre opnår asyl men uden ret til at forblive permanent. Disse politikker og praksisser byder ikke folk velkommen til at integrere sig i samfundet, men i stedet fremmer de følelser af isolation, frygt og endog selvmord.

Gang med værelser, udrejsecenter Kærshovedgård


Tab af autonomi

Danmark fjerner asylansøgernes egen selvstændighed gennem isolation, afhængighed og andre banale praksisser i dagligdagen. Så snart man er i asylsystemet, kan man kun gøre meget lidt, mens man venter på, at ens ansøgning behandles. Du skal bo i et center, og du er helt afhængig af systemet. Enlige mænd og kvinder deler ofte et værelse med 2-4 andre og skal dele et fælles badeværelse med op til 30 personer, hvilket begrænser adgangen til privatliv. Fraværet af og/eller muligheden for at engagere sig i produktive aktiviteter og få adgang til sociale netværk påvirker utvivlsomt en persons selvværd, identitet, værdighed og velvære.

I teorien får asylansøgere i fase 2 (mens ansøgningen behandles) lov til at arbejde efter at have været i asylsystemet i seks måneder. Men bureaukratiske og geografiske udfordringer gør det næsten umuligt. Meget få er i stand til at finde et job, fordi asylansøgere hverken har CPR nummer eller bankkonto, hvilket kræves af de fleste arbejdsgivere. Desuden er det svært at komme til nærmeste by, da de fleste centre ligger meget isoleret, og ydelserne rækker ikke til at betale for transport.  Derfor er de fleste isolerede på centeret, mens deres sag behandles. En medarbejder på Sjælsmark forklarede Canning, at den begrænsede adgang til aktiviteter og netværk skal begrænse ens lyst til at blive, hvis man får afslag på asyl:


'Hvis de har noget at se frem til næste måned, vil de måske ikke være lige så motiverede til at forlade Danmark’ – medarbejder i Sjælsmark

Situationen forværres, hvis en asylansøger er i fase 3 (afslag på asyl) og er flyttet til et af udrejsecentrene (Avnstrup, Sjælsmark eller Kærshovedgård). På disse centre er der hverken ret til lommepenge eller arbejde, og man risikerer konstant at blive fængslet i Ellebæk eller blive deporteret. Her skal man også deltage i ugentlige møder med politiet. Beboerne lever i konstant usikkerhed om deres fremtid, uden mulighed for at købe deres egen mad og andre fornødenheder, eller bare en busbillet. I stedet er der cafeteria i centrene, hvor der serveres tre måltider om dagen, som skal indtages indenfor 45 minutter. Man kan ikke bede om bestemt mad af sundhedsmæssige eller religiøse grunde, og beboere må ikke tage maden med til deres værelser. Dette er endnu en praksis, som begrænser asylansøgernes egen autonomi i det daglige: man skal være på centret på bestemte tidspunkter for at modtage grundlæggende behov, såsom mad, og bestemmer ikke engang hvad man gerne vil spise. Gennem at gøre asylansøgeren helt afhængig af staten reduceres personen til en slags ”barn”, en person, der ikke har selvbestemmelse over sit eget liv.

Inaktivitet og mangel på autonomi påvirker et menneske negativt og kan forårsage depression, angst og PTSD.

At bo i limbo, uden adgang til produktive aktiviteter og uden støtte fra netværk og familie, tilføjer yderligere bekymringer, afsavn og psykiske og fysiske problemer. Folk bliver syge af at være i asylsystemet. En anden vigtig faktor er, at hvis en asylansøger får asyl, kan den hårde oplevelse fra systemet negativt påvirke evnen til at integrere sig i det danske samfund.

Kantinen i Udrejsecenter Kærshovedgård

Kvinder i et system designet for mænd

En anden bekymrende observation fra Canning er, at det danske asylsystem er designet for mænd, på trods af at kvinder udgør 30% af alle asylansøgere. Hun hævder, at dansk asylpolitik og praksis ignorerer de oplevelser, sårbarheder, lidelser og behov, som er typiske for kvinder og andre minoritetsgrupper.

"Der er en alvorlig mangel på bevidsthed omkring kvinders oplevelser med at søge asyl. Fra min forskning står det klart, at mange er afskåret fra samfundet gennem fattigdom og ude af stand til at rejse fra asyl- eller udrejsecentre, hvis de har børn i skolen. Psykologisk støtte er vanskelig eller umulig at opnå, og overlevende efter seksuel vold eller tortur står overfor betydelige barrierer for at opnå støtte, i det mindste indtil de får flygtningestatus, og selv da er det ikke let. Gravide kvinder bliver stadig fængslet, og områder kun for kvinder er næsten ikke-eksisterende i centrene. Det er utroligt bekymrende ud fra et kvinderettighedsperspektiv ” – Canning


Manglende adgang til social og psykologisk støtte efterlader mange kvinder i et limbo, uden adgang til forebyggende og planlagt behandling. Særligt kvinder, der har været udsat for vold, efterlades i periferien af samfundet. Udover manglende adgang til psykologisk støtte føler kvinder sig ofte fysisk utrygge, fordi de bor i centre med et flertal af mænd. Asylcentre mangler steder, hvor kvinder kan føle sig trygge. Hvorfor prøver man ikke at skabe adskilte områder i asylcentre for kvinder, når vi ved, at de står over for trusler, vold og seksuelle overgreb? Som Michala Clante Bendixen forklarer i sin artikel ’Kvinder i et asylsystem for mænd’, er der ingen rationel eller økonomisk begrundelse for, hvorfor der ikke findes centre udelukkende for kvinder. Et svar på dette spørgsmål fra Udlændingeservice viser en total misforståelse af begrebet ligestilling mellem mænd og kvinder: "Alle, uanset race, etnicitet, seksuel orientering, religiøs overbevisning etc. bør kunne indkvarteres på samme asylcentre, ligesom de senere skal leve sammen I det danske samfund, såfremt de meddeles opholdstilladelse.”

Udover manglen på trygge steder for kvinder, er der desuden en manglende anerkendelse og forståelse for kønsbaserede asylmotiver. Velbegrundet frygt for forfølgelse alene fordi man er kvinde er reel, men bliver alligevel som oftest ignoreret. I dag får de fleste kvinder en svagere beskyttelsesstatus (§7.3), der kun giver asyl i 1 år uden ret til familiesammenføring i de første tre år, og uden adgang til videregående uddannelse. Dette kan forklares på forskellige måder, men faktum er, at kvinder ender i en svagere position end mænd. Forståelse af køn bør være afgørende for gennemførelsen af asylpolitik og praksis, med det formål at beskytte kvinder, så de kan blive aktive deltagere i samfundet. Når kvinder kommer fra lande, hvor de måske har været nægtet uddannelse og adgang til det offentlige rum, hvorfor er kriterierne så de samme som for mænd, når det gælder asylproceduren?

Indgang til asylcenter Sandholm

'Humanitarisme' i et skadeligt asylsystem

"Jeg mener, ​​at Røde Kors’ tilstedeværelse til en vis grad er vigtig, for hvis vi ikke var der, ville der være absolut ingenting. Men samtidig må vi sørge for, at hvis vi er der, kræver vi den plads, som vi har brug for, til at kunne gøre hvad vi skal gøre, så vi ikke er i en situation, hvor vi forsøger at tilbyde folk noget, men så bliver det lukket ned.' – Sjælsmark medarbejder

Røde Kors Danmark driver flere af asylcentrene i dag og har også påtaget sig opgaver i ​​de meget omdiskuterede udvisningscentre Kærshovedgård og Sjælsmark, som drives af Kriminalforsorgen. Det er generelt en god ting, da Røde Kors arbejder for at 'asylansøgere i Danmark skal have et trygt, meningsfuldt og værdigt liv, mens de venter på, at deres sag bliver behandlet'. Der er ingen tvivl om, at Røde Kors’ tilstedeværelse med deres ekspertise og erfaring kan have positiv indflydelse på asylansøgernes hverdag i centrene. Men det er også en bekymrende udvikling, når Røde Kors ikke længere råber op imod den dårlige behandling af de mennesker, de ønsker at beskytte. Hvad betyder det, når en humanitær organisationer som Røde Kors er involveret i et sted som Kærshovedgård? Det er med til at legitimere de negative og skadelige praksisser og strukturelle forhold gennem ’humanitær tilstedeværelse’, for hvis Røde Kors arbejder der, kan det vel ikke være så slemt. Men kan Røde Kors være en del af udrejsecentre, hvor målet er ’at gøre livet så utåleligt som muligt’, så asylansøgerne selv vælger at forlade Danmark?

"På Sjælsmark diskuterer vi, hvorvidt du skal have lov til at gøre noget som helst, fordi formålet er at motivere folk til at tage afsted" – Sjælsmark medarbejder

Problemet er, at hvis Røde Kors står op og kritiserer de nuværende strukturelle forhold og praksis, kan regeringen også vælge at "gå i en anden retning", udpege kommunerne, private sikkerhedsfirmaer eller Kriminalforsorgen til at være ansvarlig for alle asylcentre. Røde Kors ville ikke bare miste  en masse ansatte, men de ville også miste den indflydelse de har for at sikre, at livet er nogenlunde tåleligt for folk, der søger asyl. Situationen viser sig at være et tveægget sværd. Hvis Røde Kors åbenlyst kritiserer asylsystemet, kan Røde Kors risikere at blive erstattet, hvilket vil gøre livet endnu mere utåleligt for de mennesker, der søger beskyttelse. Resultatet er, at på trods af Røde Kors’ gode hensigter er de til en vis grad aktivt med til at bevare et skadeligt miljø, frem for at være med til at ændre det.

Indgang til den interne omsorgsafdeling i Kærshovedgård, ledet af Røde Kors

Konkluderende tanker

Regeringen er mere optaget af at gennemføre en politik, der fremmer eksklusion og isolation, snarere end at yde beskyttelse. Når asylansøgere er placeret på afstand, socialt frakoblet fra resten af ​​samfundet, ude af stand til at genforenes med familie, og med begrænset adgang til sociale støtteordninger, bliver de ofte traumatiseret yderligere. Hvis Danmark fortsætter med disse restriktive politikker, der forårsager social skade på asylansøgere, truer vi ikke kun integrationsindsatsen for enkeltpersoner, der modtager asyl, vi truer retten til at søge asyl. Det skadelige miljø på asylcentrene begrænser livskvaliteten for asylansøgere, og forværrer følelsen af isolation, frygt, depression og selvmordsrisiko. Vi må stille spørgsmålet, om hvorvidt den umenneskeliggørende politik er designet med intention om at lette deportationer og reducere antallet af asylansøgere i Danmark? Og i så fald, hvilken rolle skal Røde Kors og de politiske oppositionspartier spille i fremtiden for at sikre, at rettigheder for asylansøgere respekteres og opretholdes?