Førstehåndsindtryk af Sandholm

Oplev Danmarks modtagecenter for asylansøgere gennem en amerikansk advokats øjne

Sandholm, Danmarks ældste lejr for asylansøgere, ligger på en grøn bakke omgivet af frodig natur, cirka 30 km nord for København. Lejren er oprindelig en militærkaserne, og mange af de gule, historiske bygninger er stadig i brug. Med marker og enge til alle sider er lejren iøjnefaldende med sin barokke stil og statelige indgangsport.

Alle nye asylansøgere, som kommer til Danmark, bliver sendt til Sandholm kort efter ankomsten. De fleste bliver her under den indledende fase, hvor de afgiver biometriske informationer og identitetsoplysninger, før de bliver afhentet i busser og kørt til andre centre, oftest i Jylland. De officielle interviews omkring identitet og asylmotiv finder også sted der.

Med så megen bevægelse ind og ud af lejren er Sandholms befolkning konstant under forandring. Da jeg besøgte stedet, var der cirka 150 mænd og kvinder i lejren. En Røde Kors-frivillig fortalte mig, at der havde været 50 mere tidligere på dagen, men de var blevet hentet om morgenen for at blive indkvarteret andre steder. Sandholms kapacitet er på over 500 personer, og den har været fyldt i perioder, men i dag er antallet af nyankomne meget lavere.

Mit første indtryk af Sandholm var, at det føltes som de fængsler, jeg besøgte som advokat i USA (faktisk har Sandholm været brugt som fængsel engang, og der ligger stadig et lukket fængsel for asylansøgere i forbindelse med lejren). Hele området er indhegnet, delvis af en solid murstensmur og delvis af et metalhegn med pigtråd øverst. Høje lysmaster kan ses langs hele yderkanten og inde i lejren. Hovedindgangen er lukket af med en metalport mellem store stensøjler, og der er en låge i siden, som lejrens beboere kan gå igennem. Besøgende kan anmode om adgang, som skal godkendes af personalet fra Dansk Røde Kors, som driver dette og flere andre asylcentre i landet. De sidder i et vagthus i tilslutning til hovedporten, hvor de kigger på en række overvågningsmonitorer, og dokumenterer alle, der går og kommer i lejren.

Lige efter indgangen ligger en bygning, som huser Udlændingestyrelsen og politiet, hvis tilstedeværelse i lejren er lige så konstant som lugten af gødning fra en nærliggende gård.

Da jeg og de to repræsentanter fra Refugees Welcome kom ind, blev vi hilst velkomne af en Røde Kors frivillig, som udstyrede os med ID-skilte og walkie-talkies. Han gennemgik kort vores program – spise middag med lejrens beboere, hvor vi kunne introducere os selv og forklare grunden til vores besøg, og derefter begynde rådgivningen i et tilgængeligt aktivitetsrum. Mens han talte, så jeg gennem vinduet porten blive åbnet og en gul og hvid politibil køre ind.

Vi spiste middag i kantinen, en lang, upersonlig sal med hvide plasticborde og råt lys fra lysstofrør. Væggene var nøgne bortset fra nogle få, spredte opslag og nogle små akvarelmalerier, som så ud som om de var lavet af flygtningene selv, måske under et kunstkursus. Et forestillede et frodigt og fladt dansk landskab, et andet var et dansk flag i form af et hjerte med ordene ”thank you Danes” skrevet nedenunder på engelsk, og et tredje var en simpel tegning, måske lavet af et barn, af tændstikfigurer i mange farver, som holder hånd i en cirkel. Vi gik hen til et bord i midten af salen, spredte vores medbragte flyers ud og forberedte os på at tale med dem, der var interesserede.

Mænd og kvinder, som havde ventet udenfor, stillede op i kø for at få deres aftensmad, tilberedt og serveret af Røde Kors-ansatte – en gryderet af ubestemmelige ingredienser hældt over hvide ris i en styrofoam beholder med lidt salat og henkogte grøntsager, taget direkte op af en stor plastikspand. Tyndt skåret hvidt toastbrød, hældt ud af plastikposer, blev stablet højt i en kurv for enden af køen. En for en trissede lejrens beboere forbi for at hente deres mad. Mens de gjorde det, var der nogle der lagde mærke til os og nærmede sig. Vores Røde Kors-chaperone, som sad sammen med os under spisningen, fortalte at han kendte et par andre, der også ville tale med os.

Efter maden viste han os gennem lejren over til aktivitetsrummet, hvor rådgivningen skulle finde sted. Vi passerede række efter række af små, tætpakkede boliger, som udgjorde beboelsesområderne i Sandholm. Deres fortid som militærbarakker var tydelig, som de lå med smalle veje mellem sig, nogle asfalterede og nogle uafmærkede, afløst af små områder med grønt græs. Det eneste levende, jeg så her, var to politibiler, som krydsede vores vej.

Vi passerede en gruppe mindre børn, som lo og spillede fodbold på en lille, skrå bakke. Bag dem røg en mand en cigaret, mens han gik i langsomme, afmålte cirkler og kiggede på sine fødder hele tiden. Længere væk, bag hegnet, strakte en uendelig grøn mark sig ud mod en silhuet af træer. Vinden var kraftig, og jeg kunne høre, hvordan de små boliger knagede ved hvert vindstød.

Da vi ankom til aktivitetsrummet, var en gruppe mennesker allerede begyndt at danne en kø udenfor døren. Vores chaperone bemærkede, at de skal vente udenfor, så det var heldigt, at vejret var godt. Han viste os ind i rummet, åbnede et vindue og hentede kaffe til os. Han forlod os, men inden han gik, fortalte han, at det var bedst, hvis vi kunne holde hver samtale nede under ti minutter.

Vi mødtes med adskillige asylansøgere den dag i vores interimistiske kontor. Da jeg sad og lyttede til dem, nogle på gebrokkent engelsk, andre på flydende dansk, opdagede jeg de fælles træk frygt, taknemmelighed og skam, som bevægede sig gennem deres meget forskellige historier.

En af vores besøgende var en blid, ung mand, som var flygtet fra bandevold i Libanon. Han havde boet og arbejdet i Århus i tre år uden opholdstilladelse. Han var blevet kørt til Sandholm efter et skænderi med sin chef over ubetalte lønninger. I stedet for at betale den unge mand, havde chefen anmeldt ham til Udlændingestyrelsen.

Vi mødte også en tidligere iransk officer, som var blevet whistle-blower, og måtte flygte efter at hæren fandt ud af, at han havde lækket fortrolig information til en NGO i Iran. Både han selv, hans kone og hans børn var skrækslagne, fordi de havde hørt, at der var spioner fra den iranske regering i lejren, sendt ud for at finde og dræbe statens fjender i udlandet, og at de endda udgav sig som flygtninge for at komme tæt på deres mål. Måske var det en overdrevet trussel, men frygten var virkelig.

Derefter talte vi med en læge fra Etiopien, medlem af et politisk minoritetsparti, som var flygtet fra statens forfølgelse, udført af landets politiske og etniske majoritet. Da han havde nægtet at samarbejde om, hvad han beskrev som et cover-up af et statssanktioneret drab, var hans liv kommet i fare, og han var blevet adskilt fra sin kone og deres lille datter. Han var til sidst nødt til at flygte ud af landet uden dem. Af den grund havde han forsøgt, uden held, at begå selvmord, kort efter at han forlod Etiopien. På dette tidspunkt af samtalen begyndte manden at græde utrøsteligt. Mens han gjorde det, trådte vores chaperone ind og mindede os om, at vores 10-minutters grænse var nået.

Vores sidste gæster var en midaldrende mand fra Irak og hans 16-årige søn, født og opvokset i Danmark. De var endt i Sandholm fordi manden rejste til Irak for to år siden, da hans opholdstilladelse udløb, for at tage et job som ikke gik godt. Da de prøvede at komme tilbage til Danmark, fik faren afslag på visum og fik at vide, at hans eneste mulighed var at søge om asyl. Nu sad faren og hans danskfødte søn i Sandholm og prøvede at få tiden til at gå, mens de ventede på svar på, om de kunne blive eller ville være nødt til at rejse igen.

Efter cirka en time kom den frivillige fra Røde Kors ind igen og sagde, at der ikke var flere, der ville snakke med os. Han viste os tilbage til hovedindgangen, forbi de vindomsuste rækkehuse og tomme veje, hvor vi afleverede vores skilte og radioer. Vi takkede ham og sagde farvel til de ansatte. Da solen begyndte at gå ned, forlod vi lejren gennem metalporten og hen til vores bil, som tog os tilbage til København, tilbage til vores hjem, den svage lugt af gødning hang stadig i luften.

EFTERSKRIFT

Efter de første besøg i maj indgik Refugees Welcome og Røde Kors en aftale om at få en nøgle og selv få lov at styre rådgivningsaftalerne, uden opsyn eller tidsbegrænsninger. Dette er afgørende for at opnå en stemning af tillid, og vigtigt fordi rådgivning skal gives individuelt – nogle samtaler tager en time eller mere, hvis sagen er kompliceret. Refugees Welcome besøger stadig Sandholm hver uge, så længe ressourcerne rækker til det, som et supplement til den åbne, ugentlige rådgivning i Trampolinhuset på Nørrebro.