Den massive danske diskrimination

De fleste danskere aner ikke, hvor omfattende den negative forskelsbehandling af udlændinge er i Danmark. Her er en lille oversigt.

Danmark er netop blevet optaget i FNs Menneskerettighedsråd. Det burde man som dansker være stolt af, og det kunne være en god lejlighed til at foregå en række andre lande med et godt eksempel. Vores samfund er jo kendt som et sted, hvor ligestilling og respekt for individets frihed vægtes højt, og hvor et stabilt demokrati og et pålideligt retssystem ikke accepterer forskelsbehandling og diskrimination.

Sådan er virkeligheden desværre ikke. Der indgives et stigende antal klager over Danmark til FNs menneskerettighedskomitéer, og mange klagere har fået medhold. Også den europæiske domstol for menneskerettigheder i Strasbourg har flere gange underkendt dansk lovgivning, senest den særlige 26-års regel i familiesammenføringssager. Reaktionen fra den danske regering og Socialdemokratiet er, at så må vi skrive konventionerne om eller stække domstolens magt. I forarbejderne til flere af de nyere love er det direkte skrevet ind, at man er klar over en vis risiko for at overtræde menneskerettighederne. For vi vil have lov til at diskriminere – især udlændinge, der bor i Danmark.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fylder i år 70 år, og de første to artikler lyder således – døm selv, om de er helt utidssvarende og bør revideres:

Artikel 1: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Artikel 2: Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, for eksempel på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

FNs Flygtningekonventionen siger, at flygtninge skal have samme rettigheder og samme muligheder som landets egne borgere.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention siger, at man ikke må diskriminere pga. køn, etnicitet, religion, alder osv.

Børnekonventionen siger, at alle børn skal beskyttes mod diskrimination.

Kvindekonventionen siger, at kvinder skal beskyttes mod diskrimination.

Diskriminerende lovgivning overfor flygtninge/indvandrere

Ændringer og stramninger i Udlændingeloven er sket lige siden 2001, og med både små og store skridt. Nogle har været diskuteret voldsomt, andre er bare umærkeligt gået igennem. Resultatet er et uoverskueligt kludetæppe af bestemmelser, som i samspil med hinanden gør hverdagen grundlæggende anderledes og sværere for Aisha end for Anja.

I min hverdag som rådgiver for flygtninge modtager jeg ofte henvendelser fra danskere, som slet ikke er klar over, hvordan alle disse stramninger virker i praksis – og som regel bliver de ret chokerede, når de tilfældigvis støder på det. Derfor vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om der nu egentlig også er bred, folkelig opbakning til den nuværende indvandringspolitik? Ja, der er bred opbakning til kravene om, at man skal lære dansk og forsørge sig selv – også fra indvandrere og flygtninge selv. Det er dog ikke alle, der er i stand til det, uanset hvor hårdt de prøver. Men mon ikke de færreste bakker op om direkte diskrimination og forskelsbehandling?

Nedenstående liste er ikke udtryk for ’en fair men stram politik’, men derimod en opdeling i ’dem og os’, hvor vi mødes af forskellige regler og muligheder alt efter, om vi er indfødte eller tilkomne. Enkelte regler rammer også et lille antal af ’os’, men det er tydeligvis collateral damage, som man forsøger at undgå. Der er også danskere på integrationsydelse, ja – men de udgør 2%.

Familiesammenføring: To danskere kan frit gifte sig og/eller bo sammen, som de selv har lyst til – og deres børn kan naturligvis bo sammen med dem. Men sådan er det ikke for alle de mennesker, der enten selv har udenlandsk baggrund eller forelsker sig i en, der har det – her stilles der pludselig en uendelig række af krav til ens økonomi (bankgaranti på 100.000 kr), uddannelse og sprogkundskaber over et vist niveau for begge parter, egen bolig over en vis størrelse, fast job, og man skal påtage sig forsørgelsen af den anden. For nogle flygtninge er der endda 3 års formel ventetid, før man kan ansøge om at få ægtefælle eller børn hertil. Mange børn bliver afvist med tvivlsomme argumenter om, at de ikke kan integreres, eller at barnet må blive boende hos sin bedstemor, moster eller andre. Som familiesammenført er man derefter totalt afhængig af sin partner – og kan ikke flytte eller blive skilt uden samtidig at skulle forlade landet.

Uddannelse: Flygtninge og familiesammenførte har normalt ret til gratis uddannelse og SU.  Men en tredjedel af de flygtninge, der har fået asyl i Danmark siden 2015 (ca. 4.000) skal selv betale for videregående uddannelse. De har nemlig en særlig status (§7,3), som oven i købet særligt anvendes på kvinder – og derfor i praksis er dobbelt diskriminerende.

A-kasse: En ny lov er netop vedtaget i januar. Den indeholder et krav om at have opholdt sig 7 år ud af de seneste 12 år i Danmark eller EU, før man kan få dagpenge, herunder dimittendsats som nyuddannet – selvom man opfylder de almindelige krav til dagpenge, og har betalt i flere år. Samtidig er alternativet til dagpenge for denne gruppe ikke kontanthjælp, men den meget lavere integrationsydelse.

Integrationsydelse: Alle, der ikke har boet lovligt i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år, og ikke er i arbejde, kan kun modtage cirka halvdelen af, hvad man modtager på kontanthjælp. Loven indeholder endda særlige undtagelsesmuligheder for danskere, der har boet udenlands. Og der er stramninger på vej, som sætter opholdstiden op til 9 ud af de seneste 10 år, og nedsætter beløbet for forsørgere efter 3 år. Institut for Menneskerettigheder har netop udgivet en rapport, som dokumenterer, at en stor del af familierne på integrationsydelse mangler penge til mad, medicin og andre helt basale fornødenheder. Dette er udover ulovlig diskrimination også Grundlovsstridigt.

Børnecheck: Nyankomne flygtninge og indvandrere optjener først fuld ret til børnecheck efter 6 år – selvom deres børn koster præcis det samme som danske børn. Dette sammenholdt med integrationsydelsen fører til, at mange flere udenlandske børn lever i fattigdom end danske børn, procentvis. Samtidig skelnes der kun mellem forsørger eller ikke forsørger under integrationsydelsen, så jo flere børn man har, jo mindre har hvert enkelt barn at leve for.

Folkepension: Man optjener først fuld folkepension efter 40 års ophold i Danmark – og det kan flygtninge og indvandrere ikke nå, hvis de er kommet som voksne. De har derfor udsigt til en fattig alderdom, selvom de har arbejdet og betalt skat i mange år. Tidligere var der en undtagelsesregel fra kravet om 40 års ophold for flygtninge, men den er fjernet.

Egenbetaling for tolke i sundhedsvæsnet: Efter 3 år i landet skal man nu selv betale for tolk, hvis man ikke er tilstrækkeligt god til dansk – og det er de færreste efter så kort tid. Mange ældre flygtninge/indvandrere bliver aldrig gode nok til en kompliceret samtale med en læge. I forbindelse med en operation er tolkeudgiften ca. 1.400 kr. Ifølge Lægeforeningen giver dette risiko for fejlbehandling af alle, der ikke taler flydende dansk og ikke har råd til/vælger at betale for tolk. Loven er ny, men har allerede ført til flere aflyste operationer. Etniske minoriteter har således ikke lige ret til sundhed.

Voldsramte kvinder: Udenlandske kvinder, som får tæv af deres mænd, risikerer at miste deres opholdstilladelse, hvis de lader sig skille og flytter fra manden, og faktisk er etniske minoriteter endda overrepræsenteret på krisecentrene. Her har vi således en dobbelt diskrimination, både etnisk og kønsmæssig.

Permanent ophold og statsborgerskab: Som indfødt dansker skal man aldrig bekymre sig om at blive smidt ud af sit eget land, og man kan nemt få et pas, så man kan rejse på ferie eller skoleudflugter. Men et stort antal børn og unge, som er opvokset i Danmark (måske endda født her) har kun midlertidig opholdstilladelse, og kun fremmedpas. Det betyder, at de ofte har svært ved at rejse til udlandet, og kan miste deres opholdstilladelse igen. Voksne uden dansk statsborgerskab risikerer udvisning, selv for mindre lovovertrædelser, og de seneste stramninger har gjort det meget nemt at inddrage en flygtningestatus, selv efter mange år.

Demokrati: Uden dansk statsborgerskab har man ikke stemmeret til Folketinget og kan ikke have et job som fx politibetjent eller embedsmand. Kravene til permanent ophold og statsborgerskab er blevet meget svære at opfylde, og en stigende andel borgere har derfor ingen sikkerhed og ingen demokratisk indflydelse, selvom de har boet her en stor del af deres liv. I dag har kun hver fjerde indvandrer/flygtning dansk statsborgerskab, og det har i gennemsnit taget dem 16 år at få det.

Kriminalitet: Selv små lovovertrædelser som fartbøder, hashbesiddelse eller butikstyveri kan betyde mange års karantæne fra permanent ophold og statsborgerskab, oveni selve straffen. Den nye, dobbelte straf i ghettoområder rammer også mest etniske minoriteter, da de per definition er overrepræsenterede i ghettoområderne. Lidt mere alvorlige overtrædelser kan betyde evig udelukkelse fra permanent ophold og statsborgerskab, og selv en dom for at have deltaget i et mindre slagsmål kan betyde udvisning fra landet eller mange år på Tålt Ophold i et udrejsecenter. For en dansker har det ingen konsekvenser udover selve straffen at begå noget kriminelt – udover, at det i nogle tilfælde kan være sværere at finde et job bagefter, hvilket også gælder udlændinge. En dansk Bandidos-rocker kommer ud fra fængslet en dag, men et Loyal to Familia-medlem smides ud af Danmark, selvom han er født her. En mand, der som ung har været med i en bande og nu arbejder med at få andre unge ud af miljøet, er udelukket fra at få dansk statsborgerskab.

Ghetto-pakken: Et af kriterierne for at blive optaget på ghetto-listen er antallet af indvandrere i bebyggelsen. Den nye ghetto-pakke giver dobbelt straf for kriminalitet i området, beboerne kan ikke få familiesammenføring, og de to-sprogede børn mister børnechecken, hvis de ikke afleveres i vuggestue. Disse særregler er således møntet på etniske minoriteter.

Religion: Kristendom er statsreligion i Danmark. Kirkeskat opkræves af staten, alle nyfødte skulle indtil 2010 registreres på det lokale kirkekontor, folkeskolen underviser i kristendom fremfor religion, Folketingets medlemmer går i kirke på åbningsdagen, kun kristne helligdage overholdes, der er ingen statsgodkendte uddannelser for andre religiøse forkyndere. I det nye medieforlig blev kristendom sågar skrevet ind i stedet for integration. Alt dette giver en fordel for de kristne protestanter, og derfor en sværere situation for alle andre religioner. Sverige er fx et sekulært land, hvor kirken ikke har en særstilling.

Social diskrimination

Alle de nævnte områder er direkte styret af lovgiverne og administrationen. Det er dermed en formel og mere eller mindre bevidst diskrimination. Her er tale om begrænsning af familieliv, sundhed, uddannelse, indkomst, demokratisk indflydelse, samt hårdere konsekvenser af lovovertrædelser og mindre frihed.

Men ved siden af dette mødes næsten alle flygtninge og indvandrere også af en forskelsbehandling, som udøves i det daglige af os alle sammen individuelt. Masser af undersøgelser har vist, at man kommer bagest i køen til både job, læreplads, lejlighed og diskotek, hvis man ikke har et danskklingende navn og ikke ser etnisk dansk ud.

Nogle få eksempler: Min ven Isam fra Sudan var sammen med en anden mørk klassekammerat de eneste to, der ikke fandt en læreplads under deres VVS-uddannelse. Min ven John fra Uganda er blevet kaldt en abe af en kollega på et stort metalværksted, da de kom op at diskutere, hvilken vej kranen skulle køre. Jeg er selv blevet afvist i døren på en natklub på Nørrebro i selskab med 5 venner fra Eritrea. Telemarketing-firmaer opfordrer deres sælgere med etnisk minoritetsbaggrund til at bruge et dansk navn fremfor deres eget, når de ringer rundt. De fleste flygtninge og indvandrere arbejder langt under deres uddannelsesniveau, fordi ingen vil ansætte dem indenfor deres fag.

Som flygtning/indvandrer mødes man konstant af negativ omtale i medierne og fordomsfulde holdninger hos mange danskere, ikke mindst politikere. En del af det er ikke ondt ment, men den samlede oplevelse bliver meget hård. Flere af mine flygtningevenner er holdt op med at se nyheder, fordi de ikke kan holde det negative billede af dem selv ud.

Alle er nu blevet enige om, at ’integrationen er slået fejl’. Beviset, som fremføres, er at vores nye medborgere er lavere uddannet, mindre i arbejde, bor dårligere, har lavere indtægt, dårligere helbred, de unge mænd er mere kriminelle. Det er i store træk og på kort sigt korrekt. Men den eneste løsning, politikerne kan få øje på, er ”at stille krav” til flygtninge og indvandrere. Fejlen ligger tilsyneladende udelukkende hos dem selv. Man har glemt, at integration går begge veje.

Kombinationen af den formelle og den sociale diskrimination er en væsentlig del af forklaringen på, at vores nye medborgere stadig på mange måder befinder sig lavest i samfundet. Når man ser på alle de områder, hvor udlændinge konkret har dårligere muligheder end danskere, kan det vel ikke undre, at de klarer sig lidt dårligere generelt? Dertil kommer så, at mange flygtninge har traumatiske oplevelser og en dyb sorg med i bagagen, og de har været tvunget til at forlade deres hjemland – noget, man ikke kan forestille sig som dansker. Og som nydansker er man helt logisk dårligere stillet med hensyn til sprog, kultur, netværk osv. På den baggrund er det ganske imponerende, at unge kvinder med minoritetsbaggrund har overhalet de danske kvinder, og at over halvdelen af de nye flygtninge kommer i job indenfor 3 år. Men regeringen ønsker ikke længere integration af flygtninge, nu handler det kun om at de skal vende ”hjem” hurtigst muligt.

Mange af de flygtninge, jeg kender, siger: ’Vi er taknemmelige for at være her, og vi vil gerne arbejde hårdt, men vi føler ikke, at vi nogensinde får en fair chance. Lige meget, hvad vi gør, er det aldrig godt nok – og vi bliver altid behandlet dårligere end danskerne.’

Har de ret?